Valget deler Danmark: - Vi skal have en bom ved Storebæltsbroen

Anna Schmidt arbejder med udlændinge hver dag som tolkekoordinator. Hun er ikke racist, overhovedet, svarer hun på spørgsmålet om, hvad hun tænker om, at der bliver set skævt til dem, der har stemt på valgets store vinder, Dansk Folkeparti.

- Jeg er ikke racist, fordi jeg stemmer på Dansk Folkeparti. Jeg er dansker og skal bevare mit land, siger Anna Schmidt, som TV 2 møder til søfestival i Vedsted lidt udenfor den sønderjyske by Haderslev. 

Folketingsvalget har delt Danmark i to lejre. På landet stemmer vælgerne blåt, mens beboerne omkring de store byer stemmer på den røde blok.

På tide med et skifte
Tag for eksempel Nørrebro i København. Her får det mørkerøde Danmark - Enhedslisten, SF og Alternativet - tilsammen næsten 52 procent af alle stemmer. Og hvis vi tager langt væk fra hovedstaden, til Sønderjylland, så har Venstre og Dansk Folkeparti flertal i alle fire kommuner. 

Ved de sønderjyske kaffeborde til søfestival i Vedsted er ingen blege for at indrømme, at deres kryds blev sat ved liste O.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Dansk Folkeparti er populære i Vedsted. 33 procent stemte DF i valgkredsen.
Dansk Folkeparti er populære i Vedsted. 33 procent stemte DF i valgkredsen. Foto: TV 2

- Dansk Folkeparti har en rigtig god politik på det sociale område og mange andre områder, så hvorfor skulle man ikke stemme på dem, spørger Henrik Ravnkjær, der er elektriker.

Mens Anna Schmidt mener, at ”det er på tide, vi får et skifte”.

- Vi har brug for at stå frem hernede og fortælle, at vi er meget berørte af de åbne grænser, vi har fået, siger hun.

En bom ved Storebælt
I Vedsted Valgkreds blev Dansk Folkeparti topscorer med 33 procent af stemmerne. Lægger man Venstres oveni kommer vi over 60 procent. Altså klart blåt flertal - med Dansk Folkeparti som storebror.

Dansk Folkepartis massive fremgang har skabt enorm debat på de sociale medier som Facebook og Twitter. Modkampagner som ”Engang var jeg dansker, i dag er jeg flov” spredte sig hastigt efter, at valgresultatet stod klart. Alt imens blå lejr svarede igen med et ”Gud, hvor latterligt. Jeg er stolt over at have stemt DF.”

- Jeg synes, vi skal have en bom sat op, men ikke nede ved grænsen. Den skal være ovre ved Storebæltsbroen, så kan sjællænderne bare blive hjemme, siger John Ravnskjær, der er selvstændig.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Sønderjylland er DF-højborg.
Sønderjylland er DF-højborg. Foto: TV 2

Der er langt til det hele
Netop på Sjælland, nærmere bestemt Nørrebro, står Enhedslisten og Alternativet stærkt. Og her er mange kede af Dansk Folkepartis opbakning

- Jeg synes dybest set, det er lidt skræmmende og også lidt pinligt. Jeg har det lidt dårligt med det. Det er langt fra de ting, som jeg synes giver mening i forhold til, hvordan et samfund skal hænge sammen, siger Mathias Holt, der er kok.

Også sanger Kathusja Babikian er chokeret over, at så mange vælgere har stemt på Dansk Folkeparti.

- Jeg synes, det er foruroligende. Jeg ved ikke, hvad der sker i øjeblikket her i vores land.

Ifølge hende skyldes de mange jyske DF-stemmer, at der simpelthen ikke er nok jyder, der er vant til at omgås udlændinge til daglig:

- Vi ved jo alle sammen godt, at jo længere ud på landet du kommer, des mindre går man i dybden med tingene. Her i København går vi meget op i, at vi støder ind i hinanden hele tiden. Og i Jylland og længere ude på landet er der langt til det hele. Der har de ikke den samme slags samtaler, mener hun. 

På det interaktive kort neden for kan du se hvor Dansk Folkeparti har fået mere end 15 procent af stemmerne. Du kan sætte musen hen over kortet. Des gulere farven er, jo bedre har DF klaret sig. 
 

  • Kort
  • Liste
Kreds{sufix}