V-chok: Peter Christensen er ude

En af de helt store Venstre-profiler, finansordfører Peter Christensen, kommer ikke i Folketinget.

Peter Christensen er blevet spået en lovende fremtid som finansminister i en blå regering. Men minister kan han stadig godt blive, selvom han ikke er medlem af Folketinget.

Det er Peter Christensen selv, der skriver på Facebook, at "Venstre har fået en røvfuld af Dansk folkeparti - og det har jeg også".

Dermed er 14 år i Folketinget slut for den markante Venstre-politiker. 

Peter Christensen var en af de mest udtalte støtter af formand Lars Løkke Rasmussen under formandsopgøret i Venstre sidste år.

Altingets Erik Holstein har kaldt Peter Christensen for "Venstres nye Hjort" - altså den nye, yngre udgave af partiets stærke mand Claus Hjort Frederiksen. Holstein kalder, som mange andre, også Peter Christensen for "favorit" til finansministerposten i en blå regering.

Peter Christensens partifælle Søren Pind opfordrer allerede nu formand Lars Løkke Rasmussen til alligevel at tage Christensen med på et kommende ministerhold. Søren Pind bakkede også op om Lars Løkke Rasmussen under formandsopgøret. Og på Facebook skriver han da også om Peter Christensen, at de to har fulgtes ad i med- og modgang.

- Jeg håber min formand, såfremt han bliver statsminister, inviterer den mand, der har været Venstres chefforhandler, ind som minister på evt. kommende ministerhold, skriver Søren Pind.

Angiveligt er min gæve gode stærke ven, Peter, PC, faldet ved valget i Sønderjylland. Det er godt nok en hård besked at...

Posted by Søren Pind on Friday, June 19, 2015