Mor til to på kontanthjælp: Sådan vil K-forslaget ramme Jeanette

3.000 kroner. Det skal være den gevinst, som danskerne skal have ud af at skifte fra kontanthjælp til et lavtlønnet job. Som minimum. Sådan lyder grundtanken fra Konservatives nye udspil om kontanthjælpsloftet. I partiets forslag skal enlige uden børn maksimalt kunne få 9.050 kroner. Har man ét barn, kan man få 13.700 kroner, to børn 17.500 kroner og en enlig med tre børn kan få op til 20.800 kroner.

Det møder kritik fra blandt andre Socialrådgiverforeningen, der mener, at det vil gå hårdt ud over børnene. Jeanette Iversen fra Fredericia er en af dem, der ville blive påvirket af Konservatives forslag. Hun er mor til to og på kontanthjælp. Hun kan ikke se, hvordan loftet skal få hende selv eller andre i lignende situation i arbejde, selvom hun går fra cirka 19.000 kroner til 17.000 kroner. 

- De kommer til at ramme alle – ikke bare dem, der ikke gider arbejde, men også dem, der får kontanthjælp på grund af sygdom eller af andre årsager. De skal kigge mere individuelt på personerne.

Jeanette Iversen forklarer til TV 2, at hun flere gange har forsøgt at komme i arbejde, men at hun på grund af depression og angst er røget tilbage på kontanthjælp. Hun har undervejs forsøgt sig med psykolog, psykiater og medicin, men uden held.

- De kan ikke motivere mig, jeg er motiveret, men jeg kæmper. Jeg har fået social angst, og så er det svært at være sammen med folk, man ikke kender. De skulle tage at kigge mere på den individuelle, for det er det, der betyder noget, siger hun.

For enlige med to eller tre børn vil forslaget betyde mere end 2.000 kroner mindre om måneden, og enlige med tre børn vil miste 3.000 kroner. Det skyldes, at børnecheck, børnebidrag og boligsikring lægges sammen med kontanthjælpen for at nå det samlede maks-beløb, man ifølge De Konservative må nå, mens man får kontanthjælp.

Ifølge De Konservative bliver besparelsen 1,4 milliarder kroner, som skal bruges på et højere beskæftigelsesfradrag