Hizb ut-Tahrir kræver islamisk boykot af valget: Kun Allah må styre

Du går i mod profetens ord, hvis du stemmer ved folketingsvalget.

Sådan lyder budskabet fra forskellige islamiske grupperinger herunder den antidemokratiske organisation Hizb ut-Tahrir, der i tilsynealdende systematiske og veltilrettelagte kampagner opfordrer alle muslimer til at holde sig væk fra stemmeboksen ved det kommende folketingsvalg.

"Det er i strid med sharia, da det ikke er andre en Allah, der må lovgive," lyder argumentet blandt andet i videoerne, der i øvrigt er ledsaget af en pressemeddelelse fra Hizb ut-Tahrir. Heri uddyber organisationen, hvorfor alle rettroende bør holde sig væk fra stemmeboksen.

Entydigt forbudt
I videoer, der er blevet publiceret under hashtagget #islamermitvalg, forklarer repræsentanter fra organisationen blandt andet, hvorfor det ifølge Koranen er ulovligt at stemme ved folketingsvalget.

- Dem som ikke styrer eller dømmer med det, som med Allah er nedsendt (...) er dem, som begår uret eller dem som er oprørske over for Allah. Så det er entydigt forbudt at styre og dømme med andet end islam, siger Hizb ut-Tahrirs vicemedierepræsentant Elias Lamrabet i en af videoerne, der er blevet fulgt op af andre. 

Alle med samme formål; at forklare, hvorfor muslimer ikke skal gå til stemmeurnerne torsdag 18. juni.

Herunder kan du se endnu et klip fra én af Hizb ut-Tahrirs videoer, der blev lagt på Twitter onsdag. Artiklen fortsætter under klippet.

I pressemeddelelsen fra Hizb ut-Tahrir bliver budskabet uddybet:

"Folketingsvalget er udskrevet, og traditionen tro ser vi nu, hvordan især venstrefløjspartierne ivrigt fisker efter muslimske stemmer, efter at selvsamme partier i årevis har kappedes med højrefløjen om at markere sig i kampen mod Islam. Politikere, som normalt kræver, at muslimerne skal sekulariseres, uddeler nu flyers foran moskéerne i forsøget på at lokke muslimerne til stemmeurnerne," står der blandt andet i meddelelsen fra Hizb ut-Tahrir.

Budskabet spredes på sociale medier
På de sociale medier dukker der jævnligt nye videoer op på diverse islamistiske fora. Og umiddelbart efter valget blev udskrevet, blev der blandt andet etableret en særskilt Facebook-profil under navnet "Stem Ikke", som også har lagt videoer med budskabet ud til profilens foreløbigt 250 følgere.

Bagmændene af samme profil producerer desuden "Stem Ikke"-pamfletter, t-shirts og andet merchandise.

Ikke første gang
Det er ikke første gang, at muslimske grupperinger spreder antidemokratiske budskaber op til politiske valg.  Således opfordrede de også under kommunalvalget i 2013 og ved seneste Folketingsvalg alle muslimer til at undlade at stemme.

"Enhver gavn, der kan realiseres gennem politikerne, er enten en borgerret eller et privilegium. I fald det er en borgerret, vil muslimerne kunne kræve og kæmpe for den uagtet valgdeltagelsen eller mangel på samme. Er det derimod et privilegium, bør og kan muslimerne realisere dette uafhængigt af politikerne," lød det blandt andet i 2013.

Du kan se endnu en video fra Hizb ut-Tahrir herunder. Artiklen fortsætter under klippet

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Hizb ut-Tahrir, men organisationen har ikke ønsket at stille op.