Samuelsen angriber K's stop-kampagne

Danskerne har valget mellem et stop-Danmark og et start-Danmark.

Sådan lyder parolen fra Liberal Alliances leder Anders Samuelsen på partiets landsmøde i København.

I sin landsmødetale lancerer Samuelsen et slet skjult angreb på De Konservatives omdiskuterede ”Stop-kampagne”, hvor det blandt andet lyder "Stop Tyven" og Stop nazi-islam-isme".

- Vi har valget mellem stop-Danmark og start-Danmark. Vi har valget mellem forbuds-Danmark og friheds-Danmark. Vi har valget mellem stagnations-Danmark og vækst-Danmark. Mellem jante-Danmark og glade-Danmark, siger Anders Samuelsen.

Frygt ikke fyringer i det offentlige
I sin tale fastslog Anders Samuelsen videre,  at han og partiet håber på et snarligt valg.

- Vi er så klar til et godt valg, siger han.

Partiformanden udtrykte desuden særlig begejstring over sin folketingsgruppe.

- Der er ikke en i den folketingsgruppe, der ikke kunne bestride en ministerpost i morgen. Og så kan Simon Emil være minister for det hele, siger Samuelsen med reference til partiets politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll.

Selvom Liberal Alliances politik er at gøre den offentlige sektor mindre, så garanterer partiets leder, at ingen offentligt ansatte bør frygte for deres job under Liberal Alliances ledelse.

- Der er ikke en af jer, som skal frygte at blive fyret under Liberal Alliances ledelse.

- Det er ikke nødvendigt at fyre nogen, når der er 60.000 offentligt ansatte, der forlader den offentlige sektor hvert år på grund af pension. Den garanti vil jeg gerne give, siger han.