Hedebølge lukker skoler i Australien lige efter vinteren
Skoler er lukket og afbrændingsforbud er indført i Australien på grund af usædvanlig forårshedebølge.
Australien har kun lige forladt vintermånederne, men temperaturen er allerede skudt i vejret.
En intens forårshedebølge brager ind over den sydøstlige del af landet i disse dage, hvor myndighederne på grund af forhøjet brandfare har indført det første totale afbrændingsforbud i tre år.
Også flere skoler er lukket på grund af risiko for naturbrande.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Australien befinder sig lige nu i den første forårsmåned, men oplever allerede temperaturer på over 30 grader.
Hedebølgen forventes at vare frem til onsdag og kan ramme temperaturer på mere end 16 grader højere end gennemsnitstemperaturen for september.
Varmerekord i Sydney
Flere regioner er underlagt afbrændingsforbud, fordi kraftig vind frygtes at kunne starte naturbrande. Borgere er derudover også blevet bedt om at mindske aktiviteter med brandrisiko i deres hjem.
Tirsdag morgen er 500 brandfolk i færd med at prøve at tæmme flammer 61 forskellige steder i delstaten New South Wales. 13 af brandene meldes uden for kontrol. 21 skoler i delstaten er blevet lukket. De fleste af dem ligger i den sydlige del af delstaten.
- På grund af udsigter til varme, tørre og vindfulde forhold i løbet af dagene og over nætterne, vil flere dele (af New South Wales, red.) opleve høj risiko for brand, lyder det fra brandvæsnet på Facebook.
Sydney har udsigt at sætte varmerekorden med i alt fem sammenhængende dage med dagtemperaturer over 30 grader i september. Det oplyser landets meteorologiske institut, BOM.
Tirsdag kan temperaturen ramme 34 grader. Det er dog ikke nok til at overgå septembers varmerekord for 1965, hvor der blev målt 34,6 grader.
En koldfront forventes torsdag at svale den hedebølgeramte landsdel ned igen med udsigt til temperaturer omkring de 20 grader eller lidt derover.
Efter tre år med regn og store problemer med oversvømmelser forbereder Australien på varme og tørre forårs- og sommermåneder.