Mystikken breder sig om Putins vasal – hvor er han?
I weekenden tog rygterne om Tjetjeniens leder Ramzan Kadyrovs helbred til. Nu kører en strøm af luksusbiler så forbi et afspærret hospital i Moskva.
Hvis Tjetjeniens diktator Ramzan Kadyrov i går gik sig en søndagstur i regnvejr for at lægge en dæmper på spekulationerne om hans død, så lykkedes det ikke helt.
Videoen med den langskæggede mand dukkede op på hans egen Telegram-kanal søndag ved middagstid efter flere dage med intense spekulationer om hans helbred.
Jeg vil gerne råde alle, som ikke kan kende forskel på sandhed og løgn på internettet til at gå en tur i den friske luft og samle tankerne
Ramzan Kadyrov, diktator, Tjetjenien
Ramzan Kadyrov er blandt Vladimir Putins mest trofaste allierede, og han er kendt for at holde magten i et jerngreb i Tjetjenien.
Republikken har tidligere været kastet ud i blodig borgerkrig, som Ramzan Kadyrov har været med til at afslutte, men hvis han falder bort, er der risiko for, at der atter opstår uroligheder i Tjetjenien.
Og søndag kunne det godt se ud som om, at de personer, som har adgang til at sende fra Ramzan Kadyrovs Telegram-kanal, forsøgte at berolige hans følgere.
På søndagens billeder ses diktatoren gå langs voldgraven til sit palads i hovedstaden Grosnyj iført en våd Gucci-regnjakke til små 12.000 kroner og et lille smil.
- Jeg vil gerne råde alle, som ikke kan kende forskel på sandhed og løgn på internettet, til at gå en tur i den friske luft og samle tankerne. Regnen er dejlig opkvikkende, lød det fra ham.
Rygterne
Videoen blev lagt på nettet efter flere døgns intense spekulationer om Ramzan Kadyrovs helbred.
Spekulationer, der til dels blev sat i gang af en talsmand for Ukraines forsvarsministerium.
Kadyrov er død
Abubakar Jangulbajev, eksil-tjetjener
Talsmanden Andrij Jusov fortalte til den ukrainske avis Obozrevatel, at Ramzan Kadyrov var i kritisk tilstand på grund af ikke nærmere specificeret sygdom.
- Informationerne er bekræftet af forskellige kilder i lægefaglige og politiske cirkler. Det handler ikke om fysiske skader. Han har været syg længe, og vi taler om systemiske helbredsproblemer. Han har været i kritisk tilstand de seneste dage, sagde Andrij Jusov.
Kort efter skrev den tjetjenske oppositionskanal NIYSO, at diktatoren lĂĄ i koma.
Samtidig skrev kanalens bagmænd, at man ikke skal tage videoklip, hvor Ramzan Kadyrov ser sund og rask ud, for gode varer.
Og en lille halv time efter at Ramzan Kadyrovs video fra gåturen i regnen var blevet offentliggjort, gik den tjetjenske aktivist og menneskerettighedsforkæmper Abubakar Jangulbajev endnu længere.
- Kadyrov er død, skrev han.
Det hævede ansigt
BĂĄde ukrainerne og tjetjenerne mente at vide, at Ramzan Kadyrov blev behandlet i Moskva.
Samtidig fortalte de, at der var eller havde været planer om at flytte ham til De Forenede Arabiske Emirater, hvor han angiveligt tidligere er blevet behandlet af speciallæger.
Ukrainske og eksil-tjetjenske kilder har længe cirkuleret rygter om Ramzan Kadyrovs helbred, og i marts 2023 sagde den eksilerede tjetjenske politiker Akhmad Zakajev til den tyske avis Bild, at Ramzan Kadyrov lider af en alvorlig sygdom i nyrerne.
Sygdommen skulle angiveligt medføre hævelse i ansigtet og være forklaringen på, at Ramzan Kadyrovs ansigt ofte ser ud til at være opsvulmet.
Under gåturen i regnen virkede Ramzan Kadyrovs ansigt også en smule hævet, men han så ellers ud til at være ved godt mod.
På videoen sagde han imidlertid intet der kunne afsløre, præcis hvornår videoen var optaget, så den kan i princippet være af ældre dato.
Og samtidig er der sket ting i Moskva, som holder liv i spekulationerne.
Hospitalet
Fredag eftermiddag så hans privatfly nemlig ud til at sætte kursen mod Moskva.
Ifølge det uafhængige russiske medie Verstka lettede Ramzan Kadyrovs privatfly – en Airbus A319 med registreringsnummer RA-73417 – fra Grosnyj klokken 14.10.
Flyets transponder blev slukket, mens det var i luften – men ifølge Verstka passede flyets rute med, at det havde kurs mod Moskva.
Og her er der også sket noget usædvanligt.
Den russiske Telegram-kanal VChK-OGPU, som er kendt for at have forbindelser i efterretningstjenesten, holdt hele weekenden øje med det hospital i Moskva, som er kendt for at behandle Ruslands elite.
Hospitalet bærer det mundrette navn Klinisk Centralhospital For Den Russiske Føderations Præsidents Administrative Direktorat – men i folkemunde kaldes det blot Kremls hospital.
Det er placeret i Moskva-bydelen Kuntsevo, og her har VChK-OGPU's kilder holdt øje med de biler, som kører til og fra parkeringspladsen.
Luksusbilerne
FĂĄ timer efter videoen med Ramzan Kadyrov i regnen var lagt pĂĄ Telegram, offentliggjorde VChK-OGPU billeder af flere luksusbiler, der ankom til hospitalet.
- Der var en Maybach og to biler med sikkerhedsvagter, en Porche Cayenne, fire Mercedes Geländewagen og to BMW'er, skrev kanalen søndag eftermiddag.
Der kom flere luksusbiler til, og nogle af nummerpladerne bar ifølge VChK-OGPU kendingsbogstaver, som betyder, at de er registreret i Tjetjenien.
De besøgende
En af nummerpladerne på en stor Mercedes bar cifrene A581NR77, og ifølge VChK-OGPUs kilder er køretøjet registreret som tilhørende en mand ved navn Kirill Chizhov.
Han er chauffør for Ramzan Kadyrovs personlige assistent Said Bekbarzov.
Andre biler er ifølge kanalen tilknyttet Tjetjeniens indenrigsministerium, og vidner på stedet siger til kanalen, at de har set Ramzan Kadyrovs 34-årige nevø ankomme til hospitalet.
Ifølge kanalen så det søndag eftermiddag ud til, at "alle venter på noget":
- Tjetjenerne har helt afgjort forskanset sig her. Nogle sover med deres fødder på instrumentbrættet. Andre går omkring bilerne og er på vagt. Ved den 10. bygning, hvor dialyseafdelingen ligger, holder der flere Mercedes Geländewagen, og der er opsat et bord med poser og indpakket mad fra Vkusno i totjka (tidligere McDonalds, red.).
Senere søndag kunne kanalen fortælle, at Ramzan Kadyrovs privatfly havde forladt Moskva, og at der forinden havde været helikoptertrafik ud til lufthavnen, men at det var usikkert, om han var ombord.
Flyets transponder var slukket, og maskinens destination er ukendt.
Præcis hvad der foregik på hospitalet er stadig uvist.
Om Ramzan Kadyrov er så syg, som ukrainerne påstår – om han måske er død – eller lever i bedste velgående – står også i skrivende stund hen i det uvisse.
Heller ikke fra de russiske myndigheder i Moskva er der noget klart svar.
Mandag sagde Dmitrij Peskov, der er talsmand for styret i Kreml, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Rusland "ingen information" har om Ramzan Kadyrovs tilstand.