Bodycam-optagelser viser generobret ukrainsk landsby forvandlet til murbrokker
Der er ikke et hus tilbage, men trods det er generobringen en sejr og en vigtig brik i Ukraines kamp om at generobre Bakhmut.
Den ukrainske modoffensiv fortsætter med at rykke frem.
I Zaporizjzja-regionen generobrer ukrainske soldater langsomt land mod syd, efter det i slutningen af august lykkedes dem at trænge russerne tilbage ved landsbyen Robotyne.
Og nu kommer de også tættere på Bakhmut ved fronten langs Donetsk-regionen, melder generalstaben for Ukraines væbnede styrker.
Fredag morgen erklærede de nemlig landsbyen Andriivka for generobret.
Men der ikke er meget af byen tilbage. Det viser bodycam-video fra ukrainske soldater, som Ukraines væbnede styrker har frigivet. Videoen kan du se i toppen af denne artikel.
"Den største ydmygelse"
Andriivka ligger godt 10 kilometer syd Bakhmut og anses som en strategisk vigtig erobring, da den er et afgørende skridt på vejen til at generobre Bakhmut.
Det forklarer TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt fra Ukraine.
- Det er jo ikke en by, der i sig selv har stor strategisk betydning. Men området, den ligger i, er særdeles vigtigt for Ukraine, forklarer han.
Derudover har Rusland brugt byen som en slags forsvarshovedkvarter i kampen for at forsvare Bakhmut. En forsvarsbastion som besættelsesmagten nu er blevet frataget.
Det anslås, at der før krigen boede omtrent 100 mennesker i landsbyen, der netop nu er en del af frontlinjen i krigen mod Rusland.
Men som man kan se af dronebilleder og soldaternes videoer, er der ikke et eneste hus tilbage i byen, der er blevet erobret og generobret flere gange.
I stedet er Andriivka blevet jævnet med jorden.
Byens hjem er reduceret til store bunker murbrokker. Store træer er brændt ned. Andre træer står mellem ruinerne som forkullede rester med svedne grene.
Og i det spøgelsesagtige landskab gemmer der sig døde kroppe.
- Hver eneste meter koster liv
Ukraine forsøger langsomt at omringe Bakhmut både fra nord og fra syd.
Og selv om der er fremgang i modoffensiven, er der også ukrainere, der mener, det går for langsomt, siger TV 2s korrespondent i det krigsramte land.
- De betaler med jo menneskeliv hver dag. Der er børn, der mister deres far, når soldaterne dør i skyttegravene, siger Rasmus Tantholdt.
- Hver eneste meter i modoffensiven koster liv. Men jo hurtigere, de gør det – og jo mere uovervejet, de gør det – jo flere menneskeliv koster det, forklarer han.
Præsident Volodymyr Zelenskyj har flere gange – også i et interview med TV 2 – sagt, at Ukraine er afhængig af våben og ammunition fra Vesten for at lykkes med deres modoffensiv.
- Det hele afhænger af, hvor meget ammunition Ukraine får fra de vestlige lande, siger Rasmus Tantholdt, der interviewede Zelenskyj i foråret.
- Det er ikke bare en kamp på slagmarken. Det er også en kamp om, hvem der kan producere og levere mest ammunition og våben, siger Rasmus Tantholdt fra Ukraine.