Dødsdømte kvinder sætter ild til fængsel nær Irans hovedstad

På årsdagen for 22-årige Mahsa Aminis død har der blandt andet været protester og brand i et kvindefængsel.

Fængslede kvinder stod lørdag bag en brand i kvindefængslet Qarchak, der ligger nær Irans hovedstad, Teheran.

Det skriver Irna, det officielle iranske nyhedsbureau, lørdag.

Kvinderne skal have indledt branden ved at sætte ild til deres eget tøj. Branden blev slukket igen af fængselsbetjente.

Branden skete på et fængselsafsnit, hvor de indsatte er dømt til døden.

Det er uklart, om branden direkte havde noget at gøre med de protester, der lørdag har været i Iran på grund af etårsdagen for Mahsa Aminis død.

Kurdistans Menneskerettighedsnetværk, der er en uafhængig menneskerettighedsorganisation, sagde tidligere lørdag, at flere kvinder holdt demonstrationer i Qarchak-fængslet i forbindelse med årsdagen.

Ifølge organisationen rykkede specialstyrker ind i fængslet og bankede flere af kvinderne og skød med gummikugler mod dem.

22-årige Mahsa Amini mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde 16. september 2022.

Dækkede ikke håret

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede håret godt nok. Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død.

I året efter hendes død har der i Iran været nogle af de største protester mod landets præstestyre, siden det indtog magten efter en revolution i 1979.

Mindst 22.000 personer er blevet anholdt, og syv mennesker er blevet henrettet som følge af protesterne mod det iranske præstestyre.

Irans styre sætter fortsat hårdt ind mod demonstranter og deres familier.

Iransk lov, som er bygget på landets fortolkning af sharia, kræver, at kvinder dækker deres hår med en hijab og iklæder sig løstsiddende og lange klæder.

Reglerne blev indført i forbindelse med den iranske revolution i 1979.

Da blev det eksisterende, sekulære styre omstyrtet og udskiftet med et islamisk præstestyre, som er baseret på sharialov.