Ukraine har generobret landsby: Kan åbne op for enorm russisk ydmygelse, siger Tantholdt
Med generobringen af Andrijivka har Ukraine nu bedre mulighed for at kæmpe om den by, der har fået enorm stor symbolsk betydning i krigen.
Ukrainske styrker har generobret landsbyen Andrijivka i Donetsk-regionen.
Det oplyser generalstaben for de væbnede styrker i Ukraine fredag i en rapport.
Det vil være en af de største ydmygelser af Rusland
Rasmus Tantholdt, TV 2-korrespondent
Billeder og videoer fra Andrijivka viser, at landsbyen er blevet jævnet med jorden.
Og kampene om landsbyen har stået på i mange måneder og har kostet mange menneskeliv. Men generobringen af landsbyen kan ende med at have stor betydning.
Det vurderer TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt, der befinder sig i Ukraine.
- At generobre denne landsby er en vigtig del af Ukraines strategi, fortæller han.
By med symbolsk betydning
Ifølge rapporten fra generalstaben har de ukrainske styrker påført fjenden markante tab.
Efter generobringen arbejdes der på at barrikadere landsbyen.
Rusland har endnu ikke kommenteret de ukrainske påstande.
Landsbyen Andrijivka ligger ikke langt fra Bakhmut, hvor nogle af de meste blodige kampe har fundet sted.
Og netop Bakhmut har en stor betydning for både Rusland og Ukraine, vurderer Rasmus Tantholdt.
- Bakhmut har fået enormt stor symbolsk betydning, og hvis det lykkes Ukraine at generobre Bakhmut, vil det være en af de største ydmygelser af Rusland, siden krigen begyndte, siger han.
Søndag aften sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at ukrainske styrker den seneste uge har vundet frem ved frontlinjen mod syd.
- Med denne landsby har Ukraine nu bedre mulighed for at skyde ind mod de russiske styrker i Bakhmut og ramme dem, siger Rasmus Tantholdt.
Ukrainske styrker har vundet frem
Det anslås, at der før krigen boede omtrent 100 mennesker i landsbyen Andrijivka, der nu er generobret.
De ukrainske styrker har hen over sommeren lanceret en modoffensiv, og Andrijivka er ikke den første landsby i Donetsk, man har generobret.
I juni hævdede Ukraine således også at have fået kontrol med Staromajorske.