Hun døde i politiets varetægt - tre kvinder fortæller, hvordan det har givet dem håb

Jeg husker tydeligt billedet af en ung kvinde, der lå i koma i hospitalssengen. Plastikslangerne snoede sig om hendes opsvulmede ansigt og langs hendes fine, mørkebrune hår. Hun var udtryksløs og med mørke rander om øjnene.

Hendes navn var Mahsa Amini, og hun døde der i hospitalssengen efter at have været i det iranske moralpolitis varetægt.

Billedet af den 22-årige unge kvinde bredte sig som en steppebrand blandt den iranske befolkning og på sociale medier verden over. Vreden eksploderede og antændte hidtil usete store og blodige protester mod landets præstestyre.

Titusinder af kvinder og mænd gik efter Mahsa Aminis død på gaden og råbte ”død over regimet” og ”død over Khameniei”, som er landets religiøse leder. Kvinde, liv, frihed, blev deres slogan. Protesterne voksede sig kun større og fortsatte i dage, uger, måneder og bredte sig til andre lande.

Iranske kvinder verden over klippede deres hår og brændte deres hovedbeklædning, mens tilhørerne, heriblandt mænd, råbte støttende ord.

Politibiler, skraldespande og bygninger i Iran blev sat i brand af demonstranter, og regimet svarede igen med vold, tåregas og dræbende skud. Flere end 20.000 iranere endte bag tremmer, tusinder blev såret, og flere end 500 blev dræbt. Selvom myndighedernes brutalitet efter flere måneder fik lagt en dæmper på protesterne, ulmer vreden lige under overfladen.

Her på årsdagen for Aminis død sidder tusinder stadig indespærret. Men mange iranske kvinder har stadig et håb – de har nemlig fundet deres egen måde at fortsætte frihedskampen på.

I Aminis fodspor

Jeg har rapporteret fra Iran siden 2006 og været der utallige gange, men det sidste år har regimet ikke villet lukke mig ind.

Gennem mine kilder i landet har jeg dog fået løbende opdateringer og vidnesbyrd gennem krypterede beskeder. Fulgt med dagligt, ofte også om natten, fordi myndighederne lukkede ned for internettet, og det ofte var om natten, jeg fik kontakt med mine kilder.

Nogle af dem svarede mig dog aldrig. Det var for farligt at være i kontakt med en vestlig journalist.

- Jeg tør ikke tænke på, hvad der kan ske mig, hvis regimet opdager, at jeg er i kontakt med dig, skrev en kilde til mig.

På trods af den store frygt for regimet og dens metoder er det lykkes mig at få tre kvinder i tale gennem krypterede platforme. Tre kvinder, som gør oprør, selvom det er farligt for dem.

En af dem er en 32-årig entreprenør. Hun har, ligesom tusindvis af andre kvinder, smidt tørklædet siden Mahsa Aminis død. Hun er gennem årene flere gange blevet tilbageholdt af moralpolitiet på grund af sin påklædning.

Hun har endda været i samme detentionscenter, som Mahsa Amini blev ført til kort før hendes død.

Det berygtede moralpoliti

I Iran er loven stadig, at kvinder skal være tildækkede fra top til tå. Politiet stopper kvinder og irettesætter dem, hvis de eksempelvis ikke bærer tørklæde, viser for meget hud eller har for stramt tøj på. Men siden Mahsa Aminis død er de blevet mere forsigtige. De har set, hvad de er oppe imod:

En ungdomsgeneration, der ikke føler sig repræsenteret af en religiøst funderet, autoritær stat. Omkring 60 procent af den iranske befolkning er under 35 år, født efter den islamiske revolution i 1979, der væltede den amerikansk-støttede Shah og gav Iran et religiøst styre.

På det tidspunkt blev kvinderne pludseligt begrænset i alle livets faser. De plejede at kunne gå med bare ben og arme og opsat hår.

Pludselig skulle de være tildækkede, blev udelukket fra bestemte jobs, de fik frataget retten til skilsmisse, og de måtte ikke rejse alene uden deres mænds tilladelse.

I dag risikerer en kvinde bøde eller fængselsstraf på mellem ti dage og to måneder, hvis hun ikke bærer tørklæde. Moralpolitiet kan også forbyde hende adgang til metro og shoppingcentre. Mange restauranter er blevet lukket, fordi de har haft gæster uden tørklæde. Selv i bilerne kan kvinderne blive afsløret af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse, der hænger rundt omkring i Teheran og andre storbyer. Sker det, får de en advarsel på sms.

Regimet har også truet med blokeringer af kreditkort, hvis en kvinde bliver set uden tørklæde. Men det er mere for at sprede frygt, siger mine kilder.

For at begrænse demonstrationerne har myndighederne her op til årsdagen for Mahsa Aminis død indsat hundredvis af sikkerhedsstyrker i flere byer, særligt i Aminis fødeby. Derudover er flere journalister, kvinderettighedsforkæmpere, musikere og andre regeringskritikere blevet anholdt. Men ifølge mine kilder er det en umulig opgave at slukke vreden.

For frygtløsheden har overskygget frygten.

Muren af frygt

Muren af frygt er væk. Og deri ligger håbet. Også for de tre kvinder i Iran.

Den anden kvinde, jeg har været i kontakt med, er en 36-årig psykoterapeut. Hun var på gaden et par gange under protesterne, men blev skræmt væk af de voldsomme videoer med demonstranter, der blev angrebet af sikkerhedsstyrkerne.

Ligesom de to andre kvinder tør hun ikke stå frem med ansigt af frygt for repressalier fra regimet. Derfor har hun skrevet et brev til mig, hvor hun sætter ord på sin hverdag:

- Dagligt hører vi om forfærdelig tortur. Jeg har ofte tænkt, at jeg ikke burde have bragt min søn til denne verden. Og jeg har overvejet at springe ud fra min altan, skriver hun.

Men. Hun ser også lysglimt af håb. For Mahsa Aminis død har ændret gadebilledet. For altid.

- Siden sidste år er jeg stoppet med at bære tørklæde, selvom jeg altid har det på mig rundt om halsen. Det er, som om det er et skjold for mig og min søn. Når vi går gennem de tætpakkede gader, er jeg konstant bange for at blive overfaldet bagfra af politiet, og jeg frygter, at min søn kommer til skade.

Hun beskriver følelsen af at flyde rundt mellem magtesløshed og frygt, men konstaterer også, at hun dagligt mærker håb.

- Når jeg går på gaden og ser andre unge kvinder uden hovedbeklædning eller kvinder, der kører på motorcykler, får det mig til at smile, skriver hun.

Jeg har på mine rejser til Iran gennem årene set og talt med kvinder, der både gik i stramt tøj og viste hår, men at de nu går rundt helt uden tørklæde, var utænkeligt for lidt over et år siden.

Da Mahsa Amini blev anholdt.

Taget på shoppingtur

Den tirsdag i september sidste år var Mahsa Amini blot ude at shoppe i Teheran med sin familie, langt væk fra sin hjemby i det nordvestlige Iran. Hun bar et sort tørklæde over en sort jakke og havde en mørkebrun læbestift på. Et par totter af hendes pandehår stak frem under tørklædet.

Pludselig blev hun stoppet af moralpolitiet.

De påstod, at hun ikke bar sit tørklæde korrekt. Hendes bror tryglede dem om ikke at tage hende med, men betjentene tvang Amini ind i en bil.

Hun var nu alene med moralpolitiet, og kun få ved præcist, hvad der skete med hende. Myndigheder sagde, at hun fik et hjerteanfald i detentionen, fordi hun led af hjerteproblemer, men hendes far sagde, at hun var sund og rask.

Flere øjenvidner fortalte dog, at hun blev tæsket og fik hovedskader allerede i politibilen lige efter anholdelsen på vej til detentionscenteret. Få timer efter blev hendes familie informeret om, at hun var bragt på hospitalet og lå i koma.

Lækkede hospitalspapirer understøtter familiens ord: Mahsa Amini var hjernedød allerede ved indlæggelsen.

Gennem årene er mistilliden til regimet kun vokset, især blandt de unge. Derfor troede de færreste iranere på myndighedernes udlægning af Aminis dødsårsag.

På mine rejser har jeg mødt utallige iranere, der føler, at deres ledere gang på gang lyver for dem. Mange føler sig i et åbent fængsel, men forsøger at gøre modstand – heriblandt en af de kvinder, jeg har fået i tale.

Sætter sit liv på spil

Kvinden er 34 år og er aktivist. På grund af frygt for at blive afsløret nu, hvor myndighederne slår hårdt ned på demonstranter forud for etårsdagen, turde hun ikke filme sig selv.

Men også fordi hun er fra en religiøs familie i den hellige by Qom, hvor de fleste er tilhængere af regimet. Hun er en aktiv fortaler for kvinderettigheder og har deltaget i protesterne.

Og hun har sendt mig en lydfil:

Den 34-årige kvinde er bare ét eksempel på en hel generation af unge, der tørster efter frihed til at leve, som de ønsker.

Deres vrede har ulmet lige under overfladen i flere år. Også derfor blev demonstrationerne efter Mahsa Aminis død hurtigt til en kamp for frihed.

For mændene stod skulder ved skulder med deres ægtefæller, kærester, veninder, søstre og døtre. Det var på tværs af generationer, på tværs af etniske skel, på tværs af provinser.

Azadi, som på farsi betyder frihed, gav ekko flere steder i verden. Mahsa Amini fik den iranske frihedskamp på verdenskortet.

Mens protesterne tog til, begyndte beretningerne om vold, tortur og seksuelle krænkelser at sive ud i de internationale medier.

Knap tre måneder efter Aminis død kom henrettelserne. Den første var blot 23 år.

Mohsen Shekari blev kendt skyldig i både ”korruption på jorden” og Moharebeh – et arabisk ord, der betyder at ”føre krig mod Gud”.

Dommen faldt i en af de berygtede domstole drevet af Revolutionsgarden, hvor tiltalte ikke har adgang til en advokat.

Mohsen blev hængt 8. december for angiveligt at have såret en mand fra sikkerhedsstyrkerne med en kniv og for at blokere en vej under protesterne.

Mohsens tilståelse, der blev offentliggjort af statsnyhedsbureauet få timer efter hans henrettelse, var ifølge Iran Human Rights en ”tvungen tilståelse”. I videoen har Mohsen et blåt mærke på hans højre kind.

Menneskerettighedsgruppen Amnesty International kalder retssagerne for "svindelretssager, der har til formål at skræmme alle dem, der deltager i den folkelige opstand i Iran".

På mange måder er historien om Mahsa Amini derfor også en historie om et splittet og kontrastfuldt land.

Et før og et efter

For mens de langskæggede ayatollaher prædiker om dyd og ære, sidder kærester og holder i hånd på bænkene i parkerne.

På de hippe cafeer, som i den grad er et tilflugtssted for mange unge iranere, har jeg ofte set de unge flirte og sidde tæt op ad hinanden. Sådan er det også i 2023.

Kvinderne har ofte stramme jeans på og stramtsiddende jakker. Nogle kvinder ryger, andre lader tørklædet falde, og der er både læbestift, neglelak og stiletter. Men der er samtidig også kvinder, der går i lange, helkropsdækkende sorte chadoors og misbilliger de andre – og omvendt.

I al hemmelighed bliver der også festet, især i det nordlige Teheran. I det Iran, det iranske regime ikke ønsker ser dagens lys. Det er pinligt, uislamisk og forbudt, synes de.

Der er en bred uenighed om religionens rolle i politik. Faktisk er tilliden til regimet så lav, at flertallet af de unge ikke stemmer ved valgene i protest over hele systemet, hvor kandidater bliver diskvalificeret, hvis de er for moderate eller reformvenlige.

I stedet går de unge på gaden. For Mahsa Amini og for håbet om frihed.

I dag, 16. september, er det et år siden, at Masha Amini døde. Protesterne spredte sig til flere lande – herunder også Danmark.

En af dem, der fortsætter med at gå på gaden i Iran, er den 34-årige kvindelige aktivist:

- Jeg opnår enorm tilfredsstillelse ved at være vidne til kvinder, der selvsikkert er klædt i den påklædning, de selv vælger. Jeg beundrer dem dybt. Jeg vil gerne understrege, at kvindernes status i Iran aldrig vil vende tilbage til æraen før tabet af Mahsa Amini.

Ingen ved, hvordan årsdagen udvikler sig. Men trods massivt sikkerhedsopbud popper der rundt omkring i byerne bannere, skilte og graffiti op på murene. “Død over diktaturet”, “Kvinde, Liv, Frihed,” og “#Mahsa-Amini" står der blandt andet.

Mahsa Aminis far er blevet afhørt af politiet, der anklager familien for at opildne folk til at protestere, fortæller mine kilder. Alt imens er demonstranter ved at gøre klar til at mødes ved hendes gravsted, hvor sikkerhedsstyrkerne også er til stede.

En af mine kilder frygter sammenstød og har grædt siden i går. En anden vil gå på gaden og demonstrere i aften.

I dag vil Mahsa Amini være på alles læber i Iran og samle dem i deres fælles sorg og vrede. På nogle af bannerne og på murene står der “Dit navn vil blive et symbol”. Det står der også på Mahsa Aminis gravplads.

For et år siden var hun en ukendt kvinde, der rejste til Teheran for at besøge sin familie og shoppe.

I dag er hun både symbolet på frihedskamp og på den største trussel mod det iranske regime.

For en ting er sikkert.

Der er et før og et efter Mahsa Amini.

Din mening er vigtig for os
Derfor vil vi gerne høre din oplevelse af denne fortælling, hvor det visuelle udtryk er anderledes end en standardartikel.

Klik her for at svare på tre hurtige spørgsmål