Er det her Norges nye olieeventyr?

Norge vil drive minedrift på havbunden, hvor værdifulde mineraler er lige til at plukke. 21 lande vil standse planerne.

Til lyden af dramatisk filmmusik fortæller Jan Stenløkk, der er geolog i det norske Oliedirektorat, om et vellykket togt.

- Vi har været nede på 3.000 meter og plukket sten i områder, hvor der aldrig har været mennesker før, indleder han videoen, som er blevet lagt på Youtube.

Det er potentielt meget værdifulde sten, som de har fundet på havets bund. De indeholder jern, mangan og kobolt.

Hvad han ikke fortæller i videoen er, at plukningen af sten på havets bund er dybt kontroversielt.

- Stands galskaben

Den norske regerings støtteparti Socialistisk Venstreparti har torsdag trukket støtten til et af den norske regerings mere omdiskuterede forslag, der skal til afstemning i Stortinget på en endnu ikke planlagt dato i efteråret.

- Vi vil ikke stemme for det forslag, som regeringen har fremsat. Vi mener, at den bør sendes tilbage til regeringen, siger Lars Haltbrekken, Socialistisk Venstrepartis miljø- og energiordfører til Reuters.

I juni fremlagde den norske regering en plan for at dykke efter mineraler på bundet af havet – 1200 kilometer ud for Bergens kyst.

Siden har flere miljøorganisationer tordnet mod den norske regering.

Verdensnaturfonden WWF kalder regeringens forslag for ”en af de værste miljøbeslutninger nogensinde”.

I slutningen af sidste måned skrev otte norske miljøorganisationer et debatindlæg i Aftenposten.

- Nu må Stortinget ikke lade sig narre af regeringen. Stands galskaben, skrev blandt andre Greenpeace i Norge.

- Om det er muligt at udvinde mineraler fra havbunden uden at forårsage uoprettelig skade på sårbare økosystemer, ved ingen. Intet andet land har åbnet for kommerciel drift, fortsætter de i indlægget.

Første land til at gøre det

Det er nu ikke en norsk drøm alene at lede efter mineraler i havdybet.

Den internationale havmyndighed – en organisation stiftet af FN for at lave regler for udnyttelse af det dybe hav – har udstedt mere end 30 undersøgelseslicenser, men endnu ingen til minedrift.

De fleste undersøgelser har foreløbig fundet sted i havet mellem Hawaii og Mexico.

Men Norge kan altså blive det første land til at skabe kommerciel minedrift på havbunden – og der er store perspektiver.

Mineraler til grøn omstilling

Geologen Jan Stenløkk fra det norske Oliedirektorat forklarer det i selv i Youtube-videoen.

- I din mobiltelefon er der måske 30-40 grundstoffer, altså mineraler. Vores teknologi er helt afhængig af disse mineraler, og stadig at finde nye forekomster af dem, fortæller han.

I en illustration, som du kan se herunder, har Oliedirektoratet skitseret, hvordan de forestiller sig, at minedriften på havbunden skal foregå.

I dag kommer omkring 60 procent af verdens forbrug af kobolt fra minedrift i Congo, hvor flere af minerne mistænkes for brug af børnearbejde.

Kobolt er et nøgleråstof i batterier til for eksempel mobiltelefoner og el-batterier.

Minister: Alle lande bør gøre det

Det er her, at minedriften på Norges havbund kommer ind, lyder det fra landets olie- og energiminister.

- Vi har brug for flere mineraler, og vi skal være mindre uafhængige af Rusland og Kina. Jeg mener, at alle lande skal se på deres muligheder, også når det kommer til udvinding af mineraler. Det er vigtigt for den grønne omstilling, siger Terje Aasland.

Han lægger heller ikke skjul på, at dybhavsminedriften kan blive en stor indtægtskilde for landet, der traditionelt har hentet godt med penge op fra havet i form af fisk, gas og ikke mindst olie.

- Høsten af ressourcerne har givet arbejdspladser, et grundlag for udvikling i hele landet og indtægter til staten. De har været med til at lægge fundamentet for velfærdsstaten, skriver olie- og energiminister Terje Aasland i et debatindlæg, hvor han forsvarer regeringens planer.

Men indtil videre er Norge et af få lande, der mener, at dybhavsminedrift er vigtigt for den grønne omstilling.

Ved det seneste møde i den internationale havmyndighed var 21 lande imod at påbegynde minedrift på det dybe hav. Herunder Brasilien, Canada, Finland, Tyskland og Portugal.

En håndfuld lande bestående af Kina, Norge, Nauru, Mexico og Storbritannien var for.