Rusland bomber nu så tæt på NATO's grænse, at folk i otte rumænske landsbyer måtte gå i dækning

Onsdag morgen bad myndighederne i Rumænien folk ved Donau-flodens munding om at søge dækning, fordi russiske selvmordsdroner var faretruende tæt på.

Beskeden, der blev sendt ud af de rumænske myndigheder lidt efter midnat, var ikke til at tage fejl af.

- Der er risiko for, at objekter vil falde ned fra luftrummet. Bevar roen. Søg dækning i kældre eller civile beskyttelsesrum. Hvis denne type dækning ikke er til stede, ophold dig da inden døre – og bliv væk fra vinduer og ydermure, lød den.

Næsten fem timer i skjul

Ifølge de rumænske aviser Cotidianul og Libertatea blev advarslen sendt ud til otte mindre byer ved Donaus munding, hvor floden udgør grænsen mellem Rumænien og Ukraine.

Årsagen til, at folk i Rumænien blev bedt om at søge dækning, var russiske droneangreb mod den ukrainske havneby Іzmajil, hvor de ramte skibe bogstaveligt talt ligger 100 meter fra rumænsk territorium.

Rumæniens forsvarsministerium bekræfter, at folk ved Donau-floden blev bedt om at gå i dækning.

Folk på den rumænske side af grænsen måtte gemme sig i 4 timer og 45 minutter, mens eksplosionerne bragede løs lige ovre på den anden side af floden.

Der bygges beskyttelsesrum

Chefen for Rumæniens redningsberedskab, Raed Arafat, siger til Cotidianul, at myndighederne er i gang med at opføre nye beskyttelsesrum i området på grund af den overhængende risiko for, at folk på den rumænske side af grænsen bliver ramt.

- Vi taler om beskyttelsesområder, hvor folk kan opholde sig en time eller to, indtil alarmen afblæses. De er opført i beton og er sikrere end huse. Vi skal gennemgå vores politik for sikkerhed endnu en gang. Selvom risikoen er lille, skal vi beskytte og informere befolkningen, siger han.

Onsdagens episode med en regulær luftalarm inde i Rumænien er blot den seneste udvikling i krigshandlingerne i det vestlige Ukraine, hvor Rusland forsøger at få ram på den ukrainske korneksport med selvmordsdroner og krydsermissiler.

Fordømmelser

Ukraine bruger Donau-floden til at fragte korn med fragtskibe sydpå, og når Rusland forsøger at ramme skibene, er der risiko for, at der sker nedslag i Rumænien.

I begyndelsen af september faldt en russisk drone ned på rumænsk territorium, og dengang fordømte landets præsident, Klaus Iohannis, angrebet som "en alvorlig krænkelse af Rumæniens territoriale integritet".

Efter onsdagens luftalarm skriver Rumæniens forsvarsministerium i en pressemeddelelse, at man "på det stærkeste fordømmer Ruslands angreb på civil infrastruktur på Donau og i Ukraine".

Rumænien er medlem af NATO og har derfor mulighed for at kalde på hjælp fra alliancens øvrige medlemmer, hvis landets regering mener, at det bliver udsat for et militært angreb.

Og i pressemeddelelsen fra forsvarsministeriet efter onsdagens luftalarm står der, at "de rumænske myndigheder er i permanent kontakt med vores allierede, der bliver informeret i realtid om den situation, disse angreb skaber".