Ukraine er kommet ”et skridt tættere på generobring af Krim”, hævder efterretningstjeneste

Bojka-tårnene er blevet brugt af Rusland under krigen til militære formål.

Ukrainske styrker har under en ”unik” operation genvundet kontrollen over flere olie- og gasboreplatforme nær Krim.

Det hævder Ukraines militære efterretningstjeneste mandag i et opslag på beskedtjenesten Telegram.

For ukrainerne er det lidt af en triumf

Uffe Dreesen, TV 2s korrespondent i Ukraine

Platformene er kendt som Bojka-tårnene og har været besat af Rusland siden 2015 – kort efter, at besættelsesmagten annekterede Krim-halvøen i 2014.

Siden invasionen af Ukraine sidste år har russiske styrker taget dem i brug til militære formål – særligt som landingsplatforme for helikoptere og til placering af radarudstyr samt langdistancemissilsystemer.

Platformene, navngivet af efterretningstjenesten som "Petro Godovalets", "Ukraina", "Tavrida" og "Syvash", er nu blevet ”returneret til Ukraine” efter, hvad beskrives som en ”unik militæroperation”, lyder det.

Beskadiger russisk kampfly

Operationen krævede flere faser, som også bød på voldsomme kampe mellem ukrainske specialstyrker på vand og russiske SU-30 kampfly i luften.

Ifølge efterretningstjenesten blev det russiske fly beskadiget og tvunget til at trække sig tilbage.

- Under operationen lykkedes det specialstyrkerne at beslaglægge værdifulde trofæer: et lager af helikopterammunition af typen UAM (ustyrede flymissiler) såvel som Neva-radaren, som kan spore skibes bevægelser i Sortehavet, skriver Ukraines militære efterretningstjeneste.

Der er ingen meldinger om nogen tilskadekomne, men under evakureringen af en af boreplatformene faldt en soldat overbord og tilbragte 14 timer på åbent hav, skriver efteretningstjenesten på Telegram.

Det er ligeledes ikke blevet bekræftet, at platformene faktisk er tilbage i ukrainske hænder. Rusland har ikke kommenteret på hændelsen.

Lyn-analyse

For ukrainerne er det lidt af en triumf, at det er lykkedes at generobre en række boreplatforme i Sortehavet tæt på den besatte halvø Krim. De har nemlig været under russisk kontrol siden 2015. Før den russiske besættelse og annektering af halvøen og senere boreplatformene, udvandt ukrainerne olie og gas fra anlæggene og forsynede bl.a. Krim.

Nu har den ukrainske militære efterretningstjeneste så offentliggjort billeder af glade ukrainske soldater på platformene i selskab med et stort ukrainsk flag. Dermed er det så slut med, at det russiske militær kan bruge platformene som en form for fremskudt forpost. Ukrainerne har ikke bare taget kontrollen med platformene og en helikopterlandingsplads, men også radarudstyr, som russerne havde anbragt for at overvåge skibstrafikken i Sortehavet. Dermed er ukrainerne ifølge den militære efterretningstjeneste ”kommet et lille skridt tættere på generobringen af Krim”. Ikke så underligt, at de ukrainske soldater ser ud til at juble over den vellykkede operation.

Tidligere sammenstød

Allerede i sidste måned bemærkede det britiske forsvarsministerium sammenstød om kontrol af tårnene.

Her lød efterretninger på, at flåde- og luftenheder fra både Rusland og Ukraine kæmpede hårde kampe for overtaget af boreplatformene, som ifølge ministeriet kunne tjene "som avancerede baser for udstationering, helikopterpladser og for placering af langdistancemissilsystemer."

Ifølge ministeriet er boreplatformene strategisk vigtige på grund af deres placering mellem den russiskbesatte Krim-halvø og ukrainske Odesa.

- Siden Ruslands fuldskala invasion i 2022 har Ukraine ramt adskillige Rusland-kontrollerede platforme. Både Rusland og Ukraine har også periodisk besat dem med tropper, lød vurderingen.

Før Rusland erobrede Krim-halvøen, udvandt Ukraine en betydelig del af sin naturgas fra Sortehavet, som leverede gas ikke kun til Krim, men også til fastlandsregionerne i Ukraine, skriver nyhedsbureauet Reuters.