Ukrainsk optimisme efter gennembrud ved fronten – et panserslag kan være i vente

Den ukrainske modoffensiv kan være på vej ind i en ny fase. Der er hul i minefelterne, gummibåde sendes mod Krim og der er optimisme i medierne.

Natten til mandag tog en gruppe ukrainske soldater ud på en dristig mission.

Nu er det fjendens pansrede køretøjer det gælder

Oleksandr Kovalenko, ukrainsk militæranalytiker

I amerikansk byggede Sea Force-speedbåde satte de kurs mod den vestligste spids af Krim-halvøen, der er besat af russiske soldater.

Præcis hvad der skete derefter, er stadig indhyllet i krigens tåger, men russiske militærbloggere hævder, at Rusland måtte sende kampfly på vingerne for at afværge truslen.

Ifølge russerne blev fire af bådene skudt i sænk – men russiske oplysninger om egne bedrifter har tidligere været upålidelige, så hvem ved?

Optimismen

Angrebet fortæller imidlertid også noget andet:

Der er optimisme i Ukraine.

Ukrainerne er på vej fremad, og nu sender de så følere ud mod Krim-halvøen, som hidtil ikke har dannet ramme om nogen større kamphandlinger.

Og mandagens føler var ikke den første.

Så sent som 24. august havde ukrainske specialstyrker held til at gå i land på halvøen, hvor de kom i kamp med russerne og endda hejste et ukrainsk flag, inden de forsvandt igen.

Den seneste føler mod Krim-halvøen kommer samtidig med, at der er optimistiske overskrifter i de ukrainske medier.

"Vi kan manøvrere igen", skriver avisen Fakty, "Vi kan forvente godt nyt", skriver mediet Obozrevatel, og "De ukrainske soldaters gennembrud demotiverer besættelsesmagten", står der i mediet Kyiv 24.

Gennembrud

Optimismen kommer, fordi de ukrainske styrker ser ud til at have fået hul på den stærkeste af de russiske forsvarslinjer ved byen Robotyne.

Her har russerne anlagt et mægtigt forsvarsanlæg, de kalder for Surovikin-linjen, og som består af minefelter, panserspærringer og masser af skyttegrave.

Surovikin-linjen er 120 kilometer lang og flere kilometer dyb, og den er opbygget i flere lag.

Lørdag sagde den ukrainske brigadegeneral, der har ansvaret for at bryde den russiske forsvarslinje, at hans mænd nu var brudt gennem første lag.

- Vi er nu mellem den første og anden defensive linje, sagde generalen Oleksandr Tarnavskyj til den britiske avis The Guardian.

Tre lag

I alt består Surovikin-linjen af tre lag, som skal gennembrydes, før ukrainerne er igennem, og ifølge Oleksandr Tarnavskyj har russerne lagt 60 procent af deres tid og ressourcer i at bygge den forreste linje, mens de kun har ofret 20 procent af deres tid og ressourcer på at bygge henholdsvis linje to og tre.

Den forreste linje bestod blandt andet af et enormt minefelt, hvor der ifølge ukrainerne lå op mod 40.000 miner per kvadratkilometer – det er én mine for hver 5 gange 5 meter.

Men nu er ukrainerne brudt igennem den mest minerede del af Surovikin-linjen – det er samtidig også den, der regnes for at være den stærkeste.

De har brugt deres reserver til anden linje på at holde første linje

Oleksandr Kovalenko, ukrainsk militæranalytiker

Og optimismen er som nævnt begyndt at brede sig.

En af optimisterne er den ukrainske militæranalytiker Oleksandr Kovalenko, der siger til mediet Obozrevatel, at ukrainerne nu står over for russernes kampvogne.

- Den anden forsvarslinje består af panserspærringer og et stort motoriseret element. Det er et stort antal kampvogne, pansrede mandskabsvogne, infanterikampkøretøjer og artilleri. Før var det nødvendigt at løse problemet med minerne, men nu er det fjendens pansrede køretøjer, det gælder, siger han til Obozrevatel.

Reserverne er i brug

Ifølge Oleksandr Kovalenko vil russernes og ukrainernes kampvogne komme til at stå over for hinanden.

- Nu, hvor minefelterne er gennembrudt, bliver russerne tvunget til at manøvrere, og ukrainerne er vendt tilbage til deres kampvogne og andre pansrede køretøjer, siger han.

Her har ukrainerne en del moderne vestligt materiel til rådighed, og ifølge Oleksandr Kovalenko er russerne allerede på hælene i det område, hvor de ukrainske styrker er brudt igennem minefeltet.

- De har brugt deres reserver til anden linje på at holde første linje. Første linje burde egentlig kun være designet til at sinke og slide de fremrykkende styrker. Af en eller anden grund gjorde de det anderledes, og det må de jo selv om. På den her måde har de simpelthen opbrugt deres strategiske ressourcer, siger han.

Elitestyrker som forstærkning

For at råde bod på problemet med de udmattede soldater har russerne for nylig sendt forholdsvis veltrænede soldater fra den 76. luftbårne angrebsdivision til området ved Zaporizjzja, hvor ukrainerne er ved at bryde igennem.

Når de allerede benytter deres såkaldte elitestyrker i defensive slag, så er der noget galt

Oleksandr Shtupun, talsmand for Ukraines militær

Soldaterne fra 76. luftbårne angrebsdivision var ellers ved at trænge frem mod den ukrainske by Kupjansk, og ifølge Oleksandr Kovalenko var det en fejl at sende dem ned for at standse det ukrainske gennembrud.

- Nu er de russiske enheder, der er bedst til offensive operationer, sendt sydpå, hvor deres forsvar falder fra hinanden, siger han.

Hos Ukraines militær deler man den opfattelse.

Oleksandr Shtupun, der er talsmand for de ukrainske styrker, siger til den ukrainske avis Fakty, at det er et svaghedstegn, når russerne bruger en eliteenhed som forstærkninger.

- Nu er fjenden begyndt at bruge luftbårne enheder til at forsvare sig med. Det ligner dem ikke. Når de allerede benytter deres såkaldte elitestyrker i defensive slag, så er der noget galt, siger Oleksandr Shtupun til Fakty.

Han understreger dog, at anden forsvarslinje også er stærk.

- Der er også nogle ret stærke kompetent byggede forsvarsværker her, men i dette tilfælde har vi mulighed for at flytte udstyr og soldater, siger Oleksandr Shtupun med henvisning til, at der ikke længere er så mange miner i området.

Håbet

Hvis det lykkes ukrainerne at gennembryde anden linje trods de russiske forstærkninger og forsvarsværker, hvilket militæreksperten Oleksandr Kovalenko tror på, vurderer han, at det kan få betydning for hele den russiske front øst for byen Zaporizjzja.

Han forventer, at der bliver slået hul i forsvarslinjen ved landsbyerne Robotyne, Solodka Balka, Novoprokopivka, Ilchenkove og Verbove, og at russerne derefter vil opgive at forsvare flere områder omkring gennembruddet, fordi det bliver for vanskeligt.

- Når landsbyerne er befriet, vil den russiske besættelsesmagt trække sig tilbage. Vi kan forvente at få en bølge af godgørende handlinger, fordi russerne så kun har en tredje linje, uden særlig beskyttelse bagfra, siger han.

Hvis operationen går, som Oleksandr Kovalenko håber, vil ukrainerne stå ved den strategisk vigtige by Tokmak i slutningen af september.

Tokmak er et vigtigt vej- og jernbaneknudepunkt, der kan åbne for en ukrainsk offensiv længere sydpå.

Ifølge en optimistisk Oleksandr Kovalenko er der gode chancer for, at ukrainerne står uden for Melitopol ved Det Azovske Hav til oktober.

Hvis alt går, som ukrainerne håber, kan de så afbryde de russiske forsyninger til Krim-halvøen.

Og det er formentlig her, de ukrainske følere i motorbådene kommer ind i billedet.