F-16 kommer med en betingelse – her er, hvad vi ved om donationen

Flere spørgsmål blev besvaret om de danske donationer til Ukraine. Flere ting, mangler vi stadig svar på, siger analytiker.

Danmark har forpligtet sig på at levere 19 F-16 kampfly til Ukraine kort tid efter Holland bekendtgjorde, at landet også vil donere jagerfly.

Flyene har været længe efterspurgt af præsident Volodymyr Zelenskyj, der søndag besøgte den danske regeringstop, og han karakterisede donationerne som "historiske".

På et pressemøde i Flyvestation Skrydstrup, løftede statsminister Mette Frederiksen (S) siden om siden med Zelenskyj sløret for spørgsmål, der har svirret siden 18. august – datoen, hvor det stod klart, at donationen kunne blive til virkelighed.

Her blev det præsenteret, at:

  • Danmark vil i alt levere 19 kampfly af typen F-16
  • Seks fly vurderes at kunne leveres omkring årsskiftet, otte fly i 2024 og fem i 2025
  • Et antal ukrainere befinder sig allerede i Danmark og har påbegyndt uddannelsen til at betjene flyene

Mens de spørgsmål blev besvaret, mangler vi stadig at kende andre væsentlige detaljer.

Det mener Hans Peter Michaelsen, der er forsvarsanalytiker og tidligere officer i flyvevåbnet.

- Hvorfor det lige er 19 fly, er svært at gennemskue på nuværende tidspunkt. Det står lidt hen i det uvisse, siger han.

Danmark råder over i alt 43 F-16-fly, hvoraf 30 stadig var en aktiv del af tjenesten i november sidste år.

Video: TV 2 NEWS

Kommer med en betingelse

Da der sidste år blev doneret langtrækkende missilsystemer – såkaldte HIMARS – til Ukraine, fulgte også en bekymring fra Vesten for, at Ukraine ville angribe russiske mål på tværs af landegrænsen.

Dengang afgav Zelenskyj løfte om, at systemerne kun ville blive brugt som forsvar.

Ved pressemødet blev Mette Frederiksen spurgt, om der i denne aftale foreligger et lignende løfte.

Om der var en klar aftale, svarede statsministeren ikke direkte på.

- Når vi har besluttet at donere flyene og besluttet at træne ukrainske soldater, så er formålet at forsvare Ukraine. Forhåbentlig vil de første fly forlade Danmark omkring nytår, sagde hun.

Da forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) blev stillet samme spørgsmål, sagde han, at skønt det ikke var blevet drøftet ved dagens indledende møde med Zelenskyj, så er der en betingelse.

- I de våbendonationer, vi har lavet, er det en betingelse (at Ukraine ikke må gå efter mål i Rusland, red.), at man bruger dem til forsvar. Det handler om at forsvare Ukraine mod en brutal overmagt, som har overfaldt dem, sagde han.

Hans Peter Michaelsen vurderer, at der må ligge en aftale "på linje med øvrige våbendonationer".

Video: TV 2 NEWS

Vil andre lande følge trop?

Danmark er sammen med Holland de første lande, der forpligter sig på at levere kampfly til Ukraine.

I februar bad Volodymyr Zelenskyj indtrængende det britiske underhus om at donere fly til at beskytte dem.

USA's præsident, Joe Biden, blev i januar spurgt, om USA ville bidrage med F-16-kampfly. Svaret var et fåmælt og utvetydigt "nej".

Men med USA's godkendelse, går Danmark og Holland nu forrest opskaleringen af bidrag til konflikten, og det kan godt være bekymrende, erkender Jakob Ellemann-Jensen.

- Vi har en god fornemmelse af, at andre lande vil følge trop. Det er også et klart signal om, at nu er der lande, som har hevet den prop ud. Nu må I andre også gerne være med, sagde han.

Ingen russisk reaktion endnu

Der mangler stadig at komme en officiel reaktion fra det russiske styre i Kreml på dagens donationer fra Holland og Danmark. Det fortæller TV 2s forsvarskorrespondent, Anders Lomholt, der lige nu befinder sig i Rusland.

Video: TV 2 NEWS

Uklart, hvad flyene skal udstyres med

Forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen hæfter sig ved, at der blev sat antal på donationen af kampfly. Det havde han ikke regnet med, at der ville blive, og det er "opsigtsvækkende", fortæller han.

Én ting er kampflyene, men ved pressemødet blev der ikke gået i detaljer med, hvad for våbentyper, de skal udstyres med, og det spiller en stor rolle.

- Våbentyperne er spændende, for uden våben har flyene ingen effekt. F-16 er en flytype, der kan udstyres med mange forskellige våbentyper, og det er interessant at finde ud af, hvilke typer, der følger med, siger Hans Peter Michaelsen.

Dem har Danmark ikke ubegrænsede mængder af, minder han om, og hele årsagen til, at Danmark kan donere F-16, er, at det er besluttet at opgradere til det topmoderne F-35.

En mulighed kan også være, at våbentyperne bliver leveret af USA, som er producenten af flyene, fortæller han.

Uklart, hvor mange ressourcer der bruges på træning

Et øvrigt væsentligt spørgsmål er ifølge Hans Peter Michaelsen, hvordan den danske indsats med at uddanne ukrainske piloter, instruktører og teknikere vil foregå.

Træningen er allerede i sin indledende fase, fortalte Mette Frederiksen på pressemødet, men det danske forsvar befinder sig i en ganske presset situation.

- Flyvestation Skrydstrup er meget presset på ressourcer. Vi ved ikke, hvor mange ressourcer, der skal bruges på træningen. Samtidig er træningen af specialister og teknikere kritisk nødvendigt, siger Hans Peter Michaelsen.