Vejen er banet, men F-16 bliver ikke et "mirakelmiddel" for Ukraine, siger analytiker

Der er fri bane til at levere F-16-fly til Ukraine, men masser af ting står stadig i vejen for donationen, mener eksperter.

I en brevudveksling med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har hans amerikanske modpart, Antony Blinken, givet grønt lys til fremtidige donationer af F-16-jagerfly til Ukraine.

Den besked har været ventet – ikke mindst for Ukraine – for da flyene er amerikanskproducerede, var det også amerikanerne, der skulle give tilladelse til at sende dem i krig.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fortæller til TV 2, at den amerikanske godkendelse af, at Danmark kan sende F-16 fly til Ukraine, kommer på baggrund af en dansk henvendelse. Video: TV 2 NEWS

Tidligt på året svarede præsident Joe Biden klart "nej" til at levere F-16 til ukrainerne, men den holdning har nu officielt ændret sig.

Hvad betyder det for krigsindsatsen?

Ukraine med præsident Volodymyr Zelenskyj i spidsen har utallige gange bedt indtrængende om amerikanskproducerede kampfly.

I hele krigens forløb har ukrainerne været udfordret af at være russerne underlegne i luftrummet. Russerne har et højt udviklet luftvåben og bestrider dermed luftherredømmet, som det hedder.

Ukrainerne derimod har et luftvåben, der i stor stil beror på ældre sovjetiske fly af typen MiG-29. F-16-flyet, som Danmark ellers er ved at udfase, ville på en lang række fronter være en opgradering.

- Det er noget, som Ukraine virkelig har presset på for i lang tid. Selvom F-16-fly har været på vingerne i rigtig mange år, så er de fly, vi har i Vesten, opdateret med den mest moderne computerteknologi, siger Anders Lomholt, TV 2s korrespondent i Rusland.

Men det betyder ikke, at flyene bliver en gamechanger, mener Karsten Marrup, der er sektionschef ved Center for Luft- og Rumoperationer i Forsvarsakademiet.

- F-16-flyet alene kommer ikke til at ændre på situationen i luften over de russiskbesatte territorier over Ukraine. Der skal meget mere til, siger han.

Hans Peter Michaelsen, forsvarsanalytiker og tidligere officer i flyvevåbnet, stemmer i.

- De vil først gøre en rigtig forskel, hvis Ukraine kan anvende dem til at støtte deres landtropper på jorden. Det er ikke et mirakelmiddel, der kan vende krigslykken for Ukraine, siger han.

Hvornår kan flyene doneres?

Fredag morgen slog Lars Løkke Rasmussen fast, at tidspunktet for eventuelle donationer først vil komme på tale efter drøftelser med Danmarks allierede.

Og først efter at ukrainske piloter har fået den uddannelse og træning, som Danmark i juli forpligtede sig til at stå i spidsen for sammen med Holland.

Ifølge Hans Peter Michaelsen har en donation af F-16-fly relativt lange udsigter.

- Det er en langvarig periode. Først skal der udvælges personelpiloter og teknikere, og de skal kunne tale engelsk, og så skal uddannelsen og træningen ske, før man kan levere flyene, siger han.

Uddannelsen er i sig selv en udfordring, mener han, for der er stor forskel på MiG-29-flyet og F-16.

Samtidig lider forsvaret af mangel på teknikere, der kan reparere flyene, og det spæder til byrden med at uddanne personale.

Torsdag sagde Yurij Ihnat, der er talsperson for det ukrainske luftvåben, at landet har opgivet håbet om at tage F-16-fly i brug i 2023.

- Det er allerede åbenlyst, at vi ikke vil være i stand til at forsvare Ukraine med F-16-kampfly dette efterår eller vinter, sagde han ifølge Reuters.

Årsagen til, at F-16-donationerne overhovedet er på tale, er, at Danmark har købt stort – og ikke mindst dyrt – ind af det topmoderne kampfly F-35.

Leveringen af F-35 er dog en længere proces, for Danmark vil først modtage sit første F-35 i oktober, og forventningen er, at de først vil være fuldt indfaset i 2027.

Hvor mange fly vil Ukraine kunne få?

Det danske forsvar ligger inde med 43 F-16-fly, men flere af dem er meget bedagede. Andre er i dårlig stand.

Danmark havde inden krigen planer om at sælge en portion af flyene, men de planer har nu ændret sig i lyset af krigen.

Det er svært at give et konkret bud på, hvor mange fly Danmark på sigt vil kunne donere til Ukraine.

- På nuværende tidspunkt er det meget begrænset, hvor mange man kan undvære, blandt andet fordi der er mangel på teknikere i flyvevåbnet, siger Hans Peter Michaelsen.

Meget afhænger nemlig også af, hvor mange ukrainske teknikere man vil kunne uddanne, fortæller han.

- Et forsigtigt bud vil være, at man nok vil kunne levere seks stykker ad gangen. Gradvist som man får flere F-35, vil man kunne undvære nogle.