Hans historie endte som Hollywood-film – nu siger han, at det var løgn

En hjertevarm historie om kærlighed mellem mennesker var i virkeligheden en families opdigtede fortælling for at berige sig selv, hævder hovedperson.

Det var den rene eventyrhistorie.

Den sorte dreng, der voksede op i fattigdom, men som havde et særligt talent, som bragte ham hele vejen til den amerikanske football-liga, NFL, og som undervejs blev adopteret af en velhavende, hvid familie.

Historien om Michael Ohers liv blev i 2006 fortalt i bogen 'The Blind Side' og tre år senere i filmen af samme navn.

Filmen var nomineret til en Oscar for bedste film, og Sandra Bullock vandt en statuette som bedste kvindelige skuespiller for sin rolle.

Amerikanerne var vilde med den gode historie.

Men centrale elementer af fortællingen er ikke sande.

Det hævder i hvert fald hovedpersonen selv i papirer, som han mandag indleverede til en domstol i delstaten Tennessee. Det skriver ESPN.

Føler sig snydt

I begæringen fra Michael Oher skriver han, at ægteparret Sean og Leigh Anne Tuohy, som tog Oher til sig, da han gik i gymnasiet, aldrig adopterede ham.

I stedet snød de ham til at underskrive et dokument, tre måneder efter han var fyldt 18 år i 2004, lyder anklagen i retspapirerne.

Det underskrevne dokument gjorde dem til hans værger og gav dem juridisk autoritet til at indgå forretningsaftaler i hans navn.

Michael Oher beskylder i retsbegæringen Tuohy-parret for at have udnyttet deres beføjelser som værger til at indgå en aftale, som indbragte dem og deres to biologiske børn milioner af dollars i royalities for den Oscar-vindende film.

Selv modtog Oher ingenting for filmen, "som ikke ville have eksisteret uden ham", står der i papirerne.

Tuohy-parret har sidenhen fortsat med at kalde den nu 37-årige Oher for deres adopterede søn, og har brugt fortællingen til at promovere deres godgørende fond samt Leigh Anne Tuohys arbejde som forfatter og foredragsholder.

- Løgnen om Michaels adoption handler om, at værgerne Leigh Anne Tuohy og Sean Tuohy har beriget sig på på bekostning af den umyndige, står der i retsbegæringen.

Kræver godtgørelse

I begæringen anmoder Michael Oher domstolen om at ophæve hans værgemål samt om at udstede et forbud mod, at Tuohy-familien må fortsætte med at bruge hans navn og person.

Begrundelsen i papirererne lyder:

- Michael Oher opdagede denne løgn til sin ærgrelse og forlegenhed i februar 2023, da han erfarede, at værgemålet, som han samtykkede til, på baggrund af, at det ville gøre ham til et medlem af Tuohy-familien, faktisk ikke gav ham noget familiært forhold til Tuohy'erne.

Hvis familien havde adopteret Oher, ville han selv have beholdt retten til at håndtere sine finansielle anliggender. Men under et værgemål mistede han den ret.

Hovedpersonen kræver derfor nu også fuld indsigt i de pengebeløb, som familien har tjent på at bruge hans navn, samt at de betaler ham en fair andel af overskuddet samt et ekstra beløb i tort.

I retsbegæringen hævder han, at Tuohy-parret og deres to børn hver tjente 225.000 dollars plus 2,5 procent af filmens overskud.

'The Blind Side' menes at ahve indtjendt over 300 millioner dollars i biograferne samt adskilige millioner på det efterfølgende dvd-salg.

Familie afviser anklager

Tuohy-familiens advokat, Steve Farese, vil ikke kommentere sagen, men oplyser til nyhedsbureauet AP, at familien vil indgive et svar til retten, hvor de svarer på anklagerne.

Sean Tuohy fortæller til lokalavisen The Daily Memphian, at familien er "forbløffet" over Michael Ohers anklager.

Han siger, at familien "ikke tjente nogen penge på filmen", kun en andel af overskuddet fra bogen, der var grundlaget for Oscar-vinderen.

- Vi er knuste. Det er foruroligende at tænke, at vi ville tjene penge på nogen af vores børn. Men vi kommer til at elske Michael som 37-årig, ligesom vi elskede ham som 16-årig, siger han.

Sean Tuohy tilføjer, at han og hans kone er klar til at ophæve værgemålet, hvis det er det, som Oher ønsker.

Michael Oher blev i 2009 valgt som den 23. spiller i NFL-draften, hvor de professionelle hold vælger fra de amerikanske universiteter.

Han spillede for Baltimore Ravens, Tennessee Titans og Carolina Panthers, inden han i 2016 trak sig tilbage.