Virksomheder boykotter slikgigant

Mondelez kom i maj på Ukraines sorte liste. Coop Norge ønsker afklaring fra den norske fødevareminister.

Flere og flere norske virksomheder har valgt at stoppe salget af produkter fra Mondelez' brands, der blandt andet tæller Marabou, Daim og norske Freia.

Det er sket som følge af, at slikgiganten i slutningen af maj kom på Ukraines sorte liste. Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Ukraine vurderer, at Mondelez ved at fortsætte sine forretninger i Rusland bidrager til Ruslands krigskasse og dermed er med til at finansiere invasionen af Ukraine.

Coop Norge har lørdag bedt om et møde med landets fødevareminister.

Dagligvarekæden ønsker en afklaring på, hvordan de skal forholde sig til de virksomheder, der er kommet på den sorte liste.

- En sĂĄdan afklaring er vigtig for ligebehandling, hvis der skulle dukke andre virksomheder op, der leverer til det norske marked og har tilknytning til Rusland, skriver Coop Norge i en pressemeddelelse.

Den norske slikproducent Freias chokolade produceres i Norge.

Ansatte frygter for deres job

På fabrikken nær Oslo frygter de ansatte for, at det stigende antal af boykot kan ende med at koste dem deres arbejde.

- Der er ikke mange store kæder, der skal boykotte os, før vi mister vores job, det er de store, der får bolden til at rulle nu, siger tillidsrepræsentant Gøran Nyberg til Nettavisen.

Knap 250 personer arbejder for Mondelez Norge, heraf 130 på fabrikken nær Oslo.

Lørdag besluttede den norske hotelkæde Strawberry, flyselskabet Norwegian, Den Norske Turistforening og Classic Norway Hotels at stoppe salget af produkter fra Mondelez.

Dermed tilslutter de sig flyselskabet SAS, Norges fodboldforbund og den norske kvindeliga i fodbold, der tidligere har besluttet sig for at stoppe eller sætte samarbejdet med slikgiganten og dens brands på pause.

I Danmark besluttede Dansk Boldspil-Union i starten af juni at sætte alle aktive kampagner med Marabou og kvindelandsholdet på digitale platforme og sociale medier på pause. Marabou-brandet er også ejet af Mondelez.

Alle selskaberne begrunder beslutningen med, at Mondelez den 27. maj blev sortlistet af den ukrainske antikorruptionsmyndighed.