I den forstad til Odesa, der i nat blev ramt af et russisk droneangreb, er beboerne ved at sunde sig oven på tre af deres naboers død, mens de er i fuld gang med at rydde op.
Det siger TV 2s korrespondent i Ukraine, Martin Selsøe, der er taget til byen og har snakket med nogle af de overlevende fra angrebet.
- En mand har fortalt, at han sov gennem det hele og først vågnede, da fragmenter slog ned lige foran hans lejlighed, fortæller Martin Selsøe.
- Men hans hustru vågnede af sirenerne og gik hen til vinduet for at se, hvad der skete, og netop da kom et nedslag så stort, at hun blev overdynget med glaskår, mens det væltede ind med røg i deres lejlighed.
Siden i morges har de slæbt glasskår og ødelagte vinduesrammer ned fra niende sal. Der er stort set ingen intakte vinduer og en masse væltede, forbrændte træer ud mod nedslagsstedet, som er en lille park mellem to boligblokke i en forstad til den store sortehavsby Odesa.
Og selv om det formentlig er fragmenter af nedskudte droner, der har forårsaget nattens skader og tab af menneskeliv, er de bare glade for, at de er i live. I lejligheden oven over omkom de to, der boede der.