Professor slår rekord ved at bo tre måneder i undervandshytte

Joseph Dituri klarede sig i over tre måneder under vand i Key Largo-lagunen i den amerikanske delstat Florida.

100 dage efter at være dykket til hotellet 'Jules Undersea Lodge' er Joseph Dituri, en amerikansk universitetsprofessor, fredag igen kommet oven vande.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Med bedriften har Dituri, som går under kælenavnet 'Dr. Deep Sea', slået rekorden for længst tid tilbragt mere end ni meter under vandspejlet.

Den kyndige dykker og sundhedsforsker slog den tidligere rekord på 73 dage, 2 timer og 34 minutter, som blev sat i 2014 af to professorer fra delstaten Tennessee.

Det var dog aldrig det, som var pointen med turen, siger Dituri.

- Det handlede om at udvide den menneskelige tolerance over for undervandsverden og for et isoleret, indespærret, ekstremt miljø, fortæller Dr. Dybhav om oplevelsen.

Undervandshytten administreres af Jules' Undersea Lodge og ligger i Key Largo-lagunen i Florida.

Ulig en ubåd, hvor der trykudlignes, så trykket i ubåden føles som om, man var på landjorden, er trykket i hytten designet til at matche dybden, hvor hytten ligger.