Trump tiltalt i sag om tophemmelige dokumenter: - De tror, de kan stoppe os
Den tidligere amerikanske præsident er anklaget for at opbevare dokumenter om national sikkerhed i sit hjem.
Føderale anklagere har tiltalt den tidligere amerikanske præsident Donald Trump i forbindelse med efterforskningen af hans håndtering af tophemmelige dokumenter relateret til national sikkerhed.
Det oplyser personer med viden om sagen til flere medier heriblandt CNN og The Guardian.
Selv skriver Donald Trump torsdag aften amerikansk tid på sit sociale medie, Truth Social, at han er blevet tiltalt.
- Den korrupte Biden-administration har informeret mine advokater om, at jeg er blevet tiltalt, skriver han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Trump skriver, at tiltalen "tilsyneladende" handler om håndtering af hemmelige dokumenter.
Han har delt en video på Truth Social, som han i øvrigt selv ejer, hvor han siger, at han er uskyldig, og at demokraterne prøver at stoppe den præsident, der "fik flere stemmer end nogen anden præsident i historien".
- De tror, at de kan stoppe os, ved at føre krig. Det her er krig. Det går ad helvedes til i vores land. De går efter Donald Trump, de bruger justitsministeriet og FBI som våben, siger han.
Ved valget i 2020 fik Joe Biden officielt knap syv millioner flere stemmer end Donald Trump, men den nu tiltalte ekspræsident nægter at anerkende valgresultatet.
Han siger desuden, at han er blevet stævnet til at møde op i det føderale domhus i Miami i delstaten Florida på tirsdag.
Tiltalt efter spionageparagraf
Tiltalen drejer sig ifølge The Guardian om, at han bevidst har opbevaret materiale om den nationale sikkerhed, hindring af rettens arbejde og sammensværgelse.
Det drejer sig om mindst syv tilfælde, skriver en journalist fra mediet ABC på Twitter ifølge Reuters.
Det Hvide Hus har afvist at kommentere meldingerne om tiltalen, skriver CNN. Trumps advokat har fortalt CNN, at han er tiltalt efter den amerikanske spionageparagraf - kaldet 'Espionage Act'.
Spionageparagraf i USA blev vedtaget i 1917 og har en bred ramme for, hvad der er strafbart under loven. Det gælder blandt andet at besidde eller lække fortrolige dokumenter.
Trump fordømmer tiltalen og skriver på Truth Social, at spionageparagraffen er "latterlig".
Det bakkes han op i af en række prominente republikanere, herunder formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy. Han anklager regeringen for at bruge justitsministeriet som et "våben" og fordømmer Joe Biden for at "tiltale den spidskandidat, der er imod ham" til valget i 2024.
- I dag er i sandhed en sort dag for USA, skriver Kevin McCarthy på twitter og fortsætter:
- Jeg og enhver anden amerikaner, som tror på retsstaten, står sammen med tidligere præsident Trump imod denne graverende uretfærdighed.
Undersøgt af storjury
Tiltalen er imidlertid rejst af en føderal storjury i Florida, der i i over et år har undersøgt Trumps håndtering af klassificerede dokumenter, efter at han forlod Det Hvide Hus i 2021.
En storjury - eller en anklagejury, som den også kaldes - er en større gruppe personer, der er udpeget for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.
Guvernøren i Florida, Ron DeSantis, der lige nu anses som værende den største modstander til Donald Trump i kapløbet om at blive udnævnt til republikansk præsidentkandidat, kritiserer tiltalen, som skal for en føderal dommer i hans stat.
- Politiseringen af den føderale retshåndhævelse repræsenterer en dødelig trussel mod det frie samfund, siger han ifølge The New York Times.
Tiltalt i nu to sager
Tiltalen mod Trump betyder, at han nu er anklaget i to sager. I marts blev der rejst tiltale mod ham i sagen om tys-tys-penge, som den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels hævder at have fået få dage før valget i 2016.
I april erklærede Trump sig ikkeskyldig i 34 tilfælde af forfalskning af regnskabsmateriale i forbindelse med den sag.
8. august 2022 gennemførte det føderale politi, FBI, en ransagning af Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Florida. Her blev der ifølge Reuters fundet omtrent 13.000 dokumenter, hvoraf 100 var stemplet som klassificerede.
En af Trumps advokater havde ellers tidligere oplyst, at alle klassificerede dokumenter var blevet afleveret tilbage til den amerikanske regering.
Når en amerikansk præsident forlader embedet, skal han ifølge loven overdrage alle dokumenter og e-mails til USA's nationale arkiv.
Trump har hævdet, at han havde ophævet klassificeringen af dokumenterne. Det vil ifølge ham sige, at de ikke var hemmeligstemplede mere, og at han dermed ikke brød loven. Men han har ikke givet bevis for, at det skulle være tilfældet.
Siden han blev tiltalt for første gang, er Trumps forspring over sine rivaler i kampen om at blive den republikanske præsidentkandidat kun steget ifølge en meningsmåling fra Reuters/Ipsos.