Trump risikerer fængsel i årevis - det her er langt mere alvorligt end andre sager, siger Steinmetz

Det er første gang nogensinde, at nationen USA rejser en straffesag mod en tidligere præsident.

Man kunne fristes til at tænke "nu igen?", da nyheden om endnu en tiltale mod Donald Trump landede i nat dansk tid.

Det er nemlig ikke mere end to måneder siden, den tidligere præsident blev tiltalt af en storjury i New York i en sag om tys tys-penge til en pornoskuespiller.

Men der er ikke bare tale om endnu en sag – denne gang er det langt mere alvorligt for Trump, der i værste fald kan risikere at ryge i fængsel i årevis, hvis han kendes skyldig i sagen om de hemmelige dokumenter.

Det fortæller Jesper Steinmetz, TV 2s USA-korrespondent:

- Alvoren i den her sag er så meget større end i sagen fra New York. Det her er en sag om hele nationens sikkerhed, siger han.

Alvoren skyldes blandt andet, at tiltalen kommer fra føderalt hold – altså, at nationen USA rejser en straffesag mod en præsident, og det er første gang nogensinde.

Første gang nogensinde

Ifølge de amerikanske medier står Donald Trump over for mindst syv anklagepunkter i tiltalen fra de føderale myndigheder.

En af dem er ifølge Trumps advokat, Jim Trusty, den amerikanske spionageparagraf, også kaldet 'Espionage Act'.

Det amerikanske justitsministerium har siden sidste sommer efterforsket, hvorvidt højt klassificerede dokumenter fra Trumps tid som præsident mellem 2016-2020 er blevet behandlet ulovligt, da de blev medbragt til luksushjemmet Mar-a-Lago i Florida efter hans exit fra Det Hvide Hus.

Og det er altså den efterforskning, der nu betyder, at justitsministeriet har rejst tiltale.

- Det her er anklager om, at en præsident har haft adgang til nogle af de mest fortrolige, sensitive oplysninger om nationens sikkerhed og har taget nogle af de oplysninger med sig hjem, siger Jesper Steinmetz.

- Det må man ikke, og det vidste Trump godt, vil anklageren i hvert fald sige.

Vildledte myndighederne

Trumps advokat kalder anklagerne for "latterlige".

Han oplyser desuden, at der i tiltalen også er adskillige anklagepunkter om hindring af rettergangen og én om falsk udsagn.

Og det er blandt andet noget af det, der gør sagen "langt værre for Trump" end dem, der tidligere har omgærdet ham, fortæller Steinmetz.

Også Trumps vicepræsident, Mike Pence, er blevet undersøgt i en sag om opbevaring af hemmelige dokumenter i sit hjem. Den sag er siden blevet lukket.

Det samme er den siddende præsident, Joe Biden, blevet. Den sag er fortsat under efterforskning, og tyder ikke på at nå sin konklusion lige foreløbigt.

- Men den store forskel her er, at både Biden og Pence samarbejder med myndighederne. Det har Trump ikke gjort, siger Jesper Steinmetz og fortsætter:

- Derfor er det her så meget mere alvorligt.

Donald Trump forventes at blive stillet for en føderal dommer i Miamia i Florida tirsdag klokken 15.00 amerikansk tid.