Anklageskrift mod Donald Trump er blevet offentliggjort

I alt er der blevet rejst 37 anklagepunkter mod Trump, hvor 31 af dem er relateret til opbevaring af nationale forsvarsoplysninger.

Natten til fredag dansk tid kom det frem, at det amerikanske justitsministerium har rejst tiltale mod Donald Trump i en sag om ulovlig hĂĄndtering af hemmelige dokumenter.

Hvad den tidligere præsident helt præcist er tiltalt for, har indtil nu stået hen i det uvisse. Men fredag aften er anklageskriftet blevet offentliggjort.

I alt er der blevet rejst 37 anklagepunkter mod Trump, hvor 31 af dem er relateret til opbevaring af nationale forsvarsoplysninger.

Og alene det, at Donald Trump er tiltalt af de føderale myndigheder, er historisk.

Der har nemlig aldrig tidligere været en amerikansk præsident, som har stået over for føderale strafferetlige anklager.

Vist kopi af en angrebsplan

Anklageskriftet markerer justitsministeriets første officielle bekræftelse af straffesagen mod den tidligere præsident.

Angiveligt handler sagen om mere end 100 fortrolige dokumenter, som i august sidste ĂĄr blev fundet i Trumps resort i Florida. Det skriver NBC News.

Det amerikanske medie oplyser, at Trump tog fortrolige oplysninger med sig, da han forlod Det Hvide Hus i 2021.

- Det inkluderede information om USA's og andre landes forsvars- og våbenevner, USA's atomprogrammer, mulige svagheder i USA's og allieredes militær i forhold til angreb og planer om mulig hævn i tilfælde af et angreb udefra, lyder det i anklageskriftet ifølge NBC News.

Ifølge anklageskriftet skulle Trump også have vist de fortrolige dokumenter til andre personer i to tilfælde.

For eksempel står der, at han har vist en kopi af en såkaldt "angrebsplan" fra Pentagon til en forfatter, en udgiver og to stabsmedllemmer – alle personer, som ikke var sikkerhedsgodkendt. Trump skal selv have omtalt planen som værende "yderst fortrolig".

Ligeledes menes han at have delt et hemmeligt kort relateret til en militær operation.

Forsøgte at skjule dokumenter

Den 8. august 2022 gennemførte det føderale politi, FBI, en ransagning af Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Florida. Her blev der ifølge Reuters fundet omtrent 13.000 dokumenter, hvoraf 100 var stemplet som klassificerede.

Og det er altså de papirer, som menes at have bragt den tidligere præsident i fedtefadet.

Ikke kun fordi, at de var stemplet som klassificerede, men også fordi, at Trump ifølge anklagerne har taget adskillige skridt for at hindre efterforskningen af ham.

For eksempel beordrede han sin medhjælper Walt Nauta, som der også er rejst tiltale mod, til at skjule dokumenterne for FBI-agenterne, ligesom han skulle have sagt til sin advokat, at han skulle "skjule eller ødelægge" dokumenterne.

To advokater har sagt op efter tiltale

OvenpĂĄ nyheden har to af Trumps advokater valgt at sige op.

Der er tale om Jim Trusty og John Rowley, som ikke har uddybet opsigelsen nærmere, men blot sagt, at det virkede som det rette tidspunkt.

Donald Trump forventes at blive stillet for en føderal dommer i Miami i Florida tirsdag klokken 15 amerikansk tid.