Vandet bag dæmningen steg og steg, og så bristede den – her er tre bud på, hvad der skete

Nova Kakhovka-dæmningen i Ukraine brød sammen tidligt tirsdag morgen - hvem der står bag, er omstridt. Her er, hvad vi ved.

Lyden var så høj, at den vækkede folk i lokalområdet.

Det er nonsens, alt er fint, alt er fint over det hele

Vladimir Leeontjev, russisk indsat borgmester i Nova Kakhova

Klokken var 02.20 lokal tid, da de første beskeder tikkede ind på en lokal gruppechat for beboere i området nord for den ukrainske by Kherson.

- Sikke nogle eksplosioner, skrev en af de lokale.

- Det var dog forfærdeligt højt, skrev en anden.

Nogle minutter senere begyndte folk i gruppechatten så at undre sig over en anden høj lyd fra Dnepr-floden.

- Vandet larmer virkelig meget. Det er vindstille, og nu kan man høre det, skrev en af dem.

- Vandet laver utrolig meget støj. Det er meget højt. Har aldrig hørt nogen lignende, svarede en anden.

Sammenbruddet

Da var det endnu ikke gået op for dem, at de havde været vidner til en af Ukraine-krigens hidtil største katastrofer.

Dette er bare en russisk krigsforbrydelse

Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident

Nova Kakhovka-dæmningen, der har holdt et enormt vandreservoir på Dnepr-floden tilbage, var brudt sammen, og nu strømmede vandet mod lavereliggende områder med stor kraft.

Pludselig må 16.000 mennesker forlade deres hjem, et atomkraftværk riskerer at mangle kølevand, og forsyningen af drikkevand til den russisk besatte Krim-halvø er i fare.

Så meget ved vi.

Men hvorfor brød dæmningen sammen?

I skrivende stund fyger det frem og tilbage med teorier og beskyldninger om, hvad der fik de enorme vandmasser fra Dnepr-floden til at bryde gennem dæmningen.

Og det er dem, det skal handle om her.

Var det russerne, ukrainerne eller en ulykke?

Den ukrainske version

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var det russerne, som sprængte dæmningen.

- Dette er bare en dag med russisk aggression. Dette er bare en russisk terrorhandling. Dette er bare en russisk krigsforbrydelse, skrev han på Telegram.

Senere skrev han på Twitter, at der var overvældende beviser for, at russerne står bag.

- Rusland har kontrolleret dæmningen og hele vandkraftanlægget i mere end et år. Det er fysisk umuligt at sprænge det ude fra med granater. Det blev rigget til med sprængstof af den russiske besættelsesmagt, og de sprængte den i luften, skrev Volodymyr Zelenskyj.

Ifølge en meddelelse fra præsidentens kontor sprængte de russiske soldater dæmningen "indefra" lidt før klokken 03.00 lokal tid.

Præsidentens melding er en gentagelse af, hvad flere ukrainske militærbloggere og Telegram-kanaler skrev tidligt tirsdag morgen.

I de første meldinger konstaterede de ukrainske kilder blot, at dæmningen var brudt sammen, og først efter nogle timer gav den ukrainske øverstkommanderende for styrkerne i Kherson russerne skylden.

De russiske versioner

I Rusland fortæller de statskontrollerede medier, lokale myndigheder og militærbloggere helt andre historier.

- Omkring klokken 02.00 blev Nova Kakhovka-dæmningen mål for flere angreb fra Ukraines væbnede styrker. Det førte til ødelæggelse af ventilerne. Resultatet heraf var, at vand fra reservoiret strømmede ud uden kontrol, skriver nyhedsbureauet TASS.

Dermed gentager TASS oplysninger fra en russisk militærblogger, der allerede klokken 03.10 lokal tid kunne fortælle sine 696.000 følgere, at dæmningens ventiler var blevet ødelagt af et ukrainsk angreb, og at den var brudt sammen.

- Efter et angreb på Nova Kakhovka-dæmningen klokken 02.35 blev en lukkeanordning ødelagt. Det store vandtryk satte gang i en kædereaktion af ødelæggelser. Klokken 03.10 eksisterede Nova Kakhovka-dæmningen ikke længere, skriver militærbloggeren Voenacher.

Hos den russiske avis Komsomolskaja Pravda skriver krigskorrespondent Dmitrij Steshin, at dæmningen formentlig brød sammen, fordi den var slidt op af ukrainsk beskydning.

- Med så stor ildtæthed blev dæmningen konstant beskadiget. Den blev repareret så godt som muligt, som man kan under beskydning. Men vand slider sten i stykker, især hvis det får hjælp af hundredevis af raketter, skriver Dmitrij Steshin.

Videoen

Ifølge den russiske avis Izvestia blev det påståede ukrainske angreb på dæmningen endda optaget på video.

- Redaktionen på Izvestia har videoen. Den viser et projektil, der rammer vandkraftværket. Der var en kraftig eksplosion, og derefter begyndte vandet at løbe ud, skriver avisen.

Den video, som avisen bringer, er imidlertid fra november 2022, hvor dæmningen var under beskydning.

Tidligt tirsdag morgen var der tilmed en højtstående russer, der pure benægtede, at dæmningen var ødelagt.

- Det er nonsens, alt er fint, alt er fint over det hele. Jeg talte netop med dem på radioen. Alt er fint i byen, alt er stille og roligt, sagde den russiske indsatte borgmester i Nova Kakhovka by, Vladimir Leontyev, til nyhedsbureauet RIA tidligt tirsdag morgen.

Truslerne

Og så var der den russiske militærblogger Igor Guzenko, der ved flere tidligere lejligheder har lagt videoer op fra sine missioner i Kherson-regionen, hvor dæmningen ligger.

- Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at denne dæmning ville blive sprængt, efter at vi havde trukket os tilbage i Kherson-regionen. Jeg har talt meget om det, men ingen troede på mig, siger Igor Guzenko på en af sine videoer, der er lagt på nettet tirsdag morgen.

- Hvad kan jeg sige? Jeg siger ikke, hvem der sprængte den i luften eller evaluerer det på nogen måde, men fra et taktisk synspunkt kan de ukrainske røvhuller glemme alt om deres offensiv ved Kherson, siger Igor Guzenko og tilføjer, at der er flere dæmninger på floden.

- Hvis dette går godt og uden tab, kan vi sprænge alle dæmninger på Dnepr i luften, lyder det fra Igor Guzenko på videoen, der er blevet gemt af det uafhængige russiske medie Astra.

Masser af vand

Uanset hvordan dæmningen blev ødelagt, ser det dog ud til at være sket på et tidspunkt, hvor der var usædvanligt meget vand i reservoiret.

Vandstanden i reservoiret registreres af det franske firma Hydroweb, og her kan man se, at der i de seks år, målingerne går tilbage, aldrig har været så meget vand bag dæmningen som i maj og begyndelsen af juni 2023.

Samtidig viser satellitfotos, som firmaet Maxar har taget 5. juni, at dæmningen allerede på det tidspunkt var beskadiget så meget, at vejbroen på toppen var styrtet sammen.

Skaderne på broen ser ud til at være sket på et tidspunkt 1. eller 2. juni, hvis man sammenligner med tidligere sattelitbilleder.

Dermed er der også en teoretisk mulighed for, at dæmningen måske brød sammen ved en ulykke.

Hvad der præcis skete, vil formentlig blive diskuteret i mange dage endnu.