Flere end 200 dræbt i indisk togulykke

Togulykke i Indien har dræbt mindst 207 mennesker og kvæstet 850 andre, oplyser embedsmænd ifølge Reuters.

Mindst 207 mennesker er dræbt og omkring 850 kvæstet i en togulykke i Indien.

Det oplyser regeringsembedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ulykken involverer to passagertog og et godstog.

Det oplyser delstatsminister Pradeep Jena til nyhedsbureauet AFP.

Fire vogne er afsporede, efter at et passagertog er kollideret med et godstog, skriver avisen Hindustan Times.

Et eksprestog var på vej fra Shalimar Station nær byen Kolkata - det tidligere Calcutta - i det nordlige Indien til Chennai i syd, da det ramte et godstog, der holdt stille på samme spor.

Kort efter kom et andet passagertog og stødte ind i det forulykkede passagertog, skriver en anden avis, Times of India.

Ulykken skete nær Bahanaga Bazar i delstaten Orissa i det nordøstlige Indien.

Times of India skriver, at flere hundrede mennesker er fanget i - eller klemt under - de væltede togvogne.

Redningsmandskab arbejder sent fredag aften lokal tid på at få folk ud. Der er frygt for, at dødstallet kan stige, skriver AFP.

Flere passagerer reddet ud

En del passagerer formĂĄede at komme ud af knuste vinduer.

- Jeg havde opgivet alt håb. Jeg troede, at vi ville dø, fortæller Gobinda Mondal, der sammen med andre passagerer slap ud af en af de væltede togvogne.

- Vi er uden for fare, men jeg så nogle af de kvæstede mennesker. En af dem klagede over smerter i brystet, fortæller han ifølge Hindustan Times til tv-stationen News 18 Bangla.

Omkring 50 ambulancer blev i første omgang sendt til stedet.

Men antallet af kvæstede var så stort, at der nu også er indsat et større antal busser for at fragte de tilskadekomne til et hospital, meddeler delstatsregeringen.

Ulykken skete fredag ved 19.20-tiden lokal tid. Det svarer til klokken 15.50 dansk tid.