Serbisk militær i højeste alarmberedskab
En NATO-ledet styrke på 3800 mand på fredsbevarende mission er i øget beredskab.
Serbisk militær var lørdag i "højeste alarmberedskab" nær grænsen til Kosovo dagen efter voldsomme sammenstød mellem etniske serbere og Kosovos politi.
Spændinger i Kosovo blev optrappet fredag, da særlige enheder fra politiet i Kosovo anvendte tåregas mod serbere, som demonstrerede mod indsættelsen af etniske albanske borgmestre valgt i sidste måned.
Byerne i det nordlige Kosovo er hovedsageligt beboet af serbere, mens den øvrige del er beboet af etniske albanere.
Det serbiske mindretal boykottede valget i det nordlige Kosovo i april, hvorved etniske albanere vandt kontrol over lokale byråd trods den laveste stemmeprocent i lang tid.
Valgdeltagelsen ved valget var på under 3,5 procent.
NATO med appel
Der er ofte konflikter i de nordlige distrikter i Kosovo.
Serberne er loyale over for regeringen i Beograd, og de har ikke accepteret områdets selvstændighed.
NATO rettede lørdag en appel til Kosovo politiske ledere om at få dæmpet spændingerne i forholdet til serberne.
En talskvinde for den vestlige alliance sagde, at KFOR-styrken, som er en NATO-ledet fredsbevarende styrke på 3800 mand, som er på en fredsbevarende mission i Kosovo, skal være særlig på vagt.