Der er en særlig grund til, at ingen har taget ansvaret for den seneste tids droneangreb, siger ekspert

Forvirring er et nøgleord på dette tidspunkt i krigen, siger militæranalytiker.

De seneste dage har der været droneangreb og sabotage på russisk territorium.

For eksempel viser billeder fra russiske sociale medier noget, der kan være en ukrainsk drone, der rammer en bygning i byen Krasnodar fredag – over 300 kilometer fra frontlinjen i Ukraine.

Tidligere på ugen var det i byerne Bryjansk og Belgorod, at der blev berettet om angreb.

Men hvem står bag angrebene? Hidtil har ingen taget ansvaret.

- Ukrainerne er meget påpasselige med, hvad Vesten siger, når vi nu giver dem alle de her våben og penge, fordi man er ikke interesseret i, at konflikten eskalerer ud over Ukraine, siger Alexander Høgsberg Tetzlaff, major og militæranalytiker ved Københavns Universitet.

Han tilføjer:

- Omvendt må man sige, at ukrainerne er nødt til at lave nogle angreb ind i russisk territorie, fordi russerne har stor fordel af, at deres territorie er helle.

Forvirring er nøgleordet

Alexander Høgsberg Tetzlaff peger på, at på dette tidspunkt i krigen, hvor ukrainerne står på tærsklen til en forårsoffensiv, er forvirring nøgleordet.

Det er jo en måde at blødgøre russerne

Rasmus Tantholdt, TV 2-korrespondent

Sandheden er populært sagt det første offer i en krig, fremhæver han.

- Begge parter prøver at bruge det, der sker, til egen fordel, og der er en masse forskellige narrativer, der fylder.

TV 2s korrespondent i Ukraine, Rasmus Tantholdt, fortæller også, at dette muligvis kan betyde, at offensiven er i gang.

- Det er jo en måde at blødgøre russerne, så ukrainerne med lidt nemmere midler kan rykke frem på slagmarken. Det har de ikke gjort endnu, men de er i den forberedende fase, og det kan man jo godt kalde en del af offensiven, siger Rasmus Tantholdt.

Analytiker: Nu begynder det at ske

Lørdag morgen sagde Oleksij Danilov, der er formand for Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarsråd, til BBC, at ukrainerne er klar til at sætte gang i sin modoffensiv.

Danilov afviste at sætte dato på, men sagde, at et angreb for at generobre Ukraines territorium kan begynde "i morgen, i overmorgen eller om en uge".

Hans interview blev i øvrigt afbrudt af, at Danilov modtog et opkald fra Zelenskyj, hvor de to skulle diskutere modoffensiven.

Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa, vurderer, at offensiven er nær.

- Der har været mange angreb bag de russiske linjer de sidste par uger. Det er, som om de er optrappet – det er også en indikator. Nu begynder det at ske, siger Jacob Kaarsbo.