Udsigt til fred i omstridt region kan være dårlig nyt for Putin og Rusland
Samtidig med opsigtsvækkende udvikling i Nagorno-Karabakh-konflikten kom Armenien med en trussel, der kan påføre Moskva et stort symbolsk nederlag.
I årtier har ærkefjenderne Armenien og Aserbajdsjan været indblandet i en bitter strid.
Men nu synes en opblødning at være på vej – måske endda fred.
Kommer der en fredsaftale, vil Rusland helt sikkert tabe på det
Flemming Splidsboel, seniorforsker, DIIS
Stridens kerne er området Nagorno-Karabakh i det sydlige Kaukaus, som begge de tidligere sovjetlande gør krav på.
Området anses som en del af Aserbajdsjan, men har været kontrolleret af etniske armeniere med støtte fra Armenien siden 1994.
Den uløste konflikt har gennem årene ført til krige og sporadisk opblussen med blodige kampe.
I denne uge skete der dog en markant udvikling, da Armeniens premierminister, Nikol Pasjinian, fortalte på et pressemøde, at han anerkender Aserbajdsjans territoriale integritet over området.
- Aserbajdsjans territorium på 86.600 kvadratkilometer omfatter Nagorno-Karabakh, sagde Pasjinjan ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Den nye armenske holdning er på betingelse af garantier for den armenske befolknings sikkerhed i regionen. Ellers kan det føre til etnisk udrensning, frygter Pasjinjan.
Mandag fortalte han, at armenierne håber, at man allerede "i den nærmeste fremtid" kan nå til enighed om teksten til en fredstraktat og være i stand til at underskrive den.
Torsdag mødtes han i Moskva til forhandlinger med Aserbajdsjans præsident, Ilham Alijev, der bekræftede, at "der er mulighed for en aftale".
Endnu er intet sikkert, men ender det med fred, vil det være en historisk begivenhed med stor betydning.
Også for Rusland.
Rusland kan miste greb
Russerne har flere gange fungeret som fredsmægler mellem Armenien og Aserbajdsjan.
Derudover er Armenien medlem af den russiskledede forsvarsalliance ODKB, hvilket har betydet, at Rusland har påtaget sig rollen med at sikre fred i området ved at indsætte fredsbevarende styrker.
Konflikten har derfor været med til at fastholde et afhængighedsforhold mellem Armenien og Rusland.
- Kommer der en fredsaftale, vil Rusland helt sikkert tabe på det, for de har traditionelt haft fordele af de her konflikter, forklarer Flemming Splidsboel, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Tilsvarende lyder det fra den tidligere armenske ambassadør i Rusland Stepan Grigorijan i et interview med det uafhængige russiske medie Novaja Gaseta:
- De russiske myndigheder siger en masse ting, ja ... Men Rusland forværrede meget konsekvent situationen inde i Karabakh, inde i Armenien. Hvis Karabakh-spørgsmålet bliver løst fredeligt, vil Rusland naturligvis ikke have noget at gøre i regionen, mener han.
Stepan Grigorijan begrunder sit synspunkt med, at Rusland allerede har mistet sit greb om de to andre tidligere sovjetstater i regionen – Georgien, der søger mod EU, og Aserbajdsjan, der støttes af Tyrkiet og samarbejder med EU.
- Ruslands eneste støtte i Sydkaukasus var Armenien og Nagorno-Karabakh, som altid har betalte dyrt for dette (...) Hvis Putin ikke længere kan påvirke Armenien på samme måde som før, hvis Rusland forlader regionen med sin indflydelse, så kommer andre aktører ind, og de er interesserede i fred, mener han.
Armensk frustration
I efteråret 2020 udbrød den mest alvorlige kamp om regionen i mange år, da Armenien og Aserbajdsjan over 6 uger kæmpede mod hinanden. Det kostede over 6500 soldater livet.
Dengang sendte russerne flere tusinde fredsbevarende styrker til Kaukasus for at opretholde den våbenhvile, som russerne selv havde været med til at forhandle på plads.
Men da nye voldsomme kampe brød ud i Nagorno-Karabakh i september 2022, efterlyste Armenien forgæves hjælp fra sine allierede.
- Det er deprimerende, at Armeniens medlemskab af ODKB ikke afholdt Aserbajdsjan fra aggressive handlinger, sagde den armenske premierminister i den forbindelse.
Siden december har statsstøttede aktivister fra Aserbajdsjan blokeret den eneste vej, der fører fra Armenien til Nagorno-Karabakh, hvilket har ført til en humanitær katastrofe, da befolkningen er blevet afskåret fra mad og andre vigtige forsyninger.
Den udvikling – samt frygten for, at Aserbajdsjan ville fortsætte sit forsøg på at erobre territorium – er formentlig en vigtig del af forklaringen på, at Armenien nu frivilligt melder sig klar til at afgive sit krav på Nagorno-Karabakh.
- Det har været tydeligt i mange år, at Armenien ville blive den stadig svagere part i konflikten. For at holde fast har de haft brug for russisk støtte, men den har de ikke fået i de omfang, som de gerne ville, og det har været noget af et chok for dem, forklarer Flemming Splidsboel.
Det er også i det lys, at man skal se den anden opsigtsvækkende udmelding, som Nikol Pasjinian kom med i denne uge.
Truer med at gå
På pressemødet mandag truede den armenske premierminister med, at Armenien kan beslutte sig for at trække sig helt ud af ODKB.
- Hvis Armenien beslutter sig for at trække sig fra ODKB, vil det ske, efter at Armenien har erkendt, at ODKB har forladt Armenien. Det vil være virkeligheden, hvis ODKB bliver en inaktivt organisation. Så bliver vi nødt til at løse vores egne sikkerhedsspørgsmål, sagde han ifølge Tass.
Spørgsmålet om ODKB vil formentlig kun blive endnu mere relevant, hvis der indgås en fredsaftale for Nagorno-Karabakh.
Konflikten var således en af Armeniens primære grunde til i sin tid at gå med i det militære samarbejde efter Sovjetunionens fald, forklarer Flemming Splidsboel.
- Hvis armenerne skulle gøre alvor af truslen, vil det symbolsk være et stort tab for Rusland, da det vil indikere, at det hele er ved at skride, mener han.
Armeniens utilfredshed med Rusland og ODKB har allerede vist sig, da Armenien i januar nægtede at lægge jord til en allerede planlagt militærøvelse for ODKB-landene.
I stedet har Armenien vendt sig mod EU for at få hjælp, og 23. januar meddelte EU, at de vil sende en toårig civil mission til at patruljere i området.
Senest spillede EU også en rolle, da Bruxelles i sidste uge var værter for et møde mellem Nikol Pasjinjan og Ilham Alijev med henblik på at sikre fred i området.