DeSantis lover at støtte bitcoin og give FBI-direktør sparket
Donald Trump brugte natten på at håne sin nye konkurrent, mens DeSantis fortalte om, hvad han vil gøre som præsident.
Lidt over midnat dansk tid meddelte Florida-guvernør Ron DeSantis sit kandidatur til præsidentvalgkampen.
Det skete i en kampagnevideo, der blev offentliggjort på Twitter.
Kort tid efter at han officielt meddelte sit kandidatur i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat, gav Ron DeSantis interview til den konservative tv-station Fox News.
Her fremlagde han flere konkrete bud på, hvad han har tænkt sig at gøre, hvis kan skulle gå hen og vinde den republikanske nominering og efterfølgende præsidentvalget 5. november 2024.
FBI-direktør skal væk
Blandt andet vil han give FBI-direktør Christopher Wray sparket, fortæller han.
Wray blev udpeget af den tidligere republikanske præsident Donald Trump i 2017. Han fik Trumps vrede at mærke, da han ikke ville bakke op om hans påstande om svindel ved valget i 2020.
Direktører for FBI udpeges til en tiårig periode. Wray har dermed fire år tilbage.
Derudover siger DeSantis, at USA's Centralbank bør fokusere på at opretholde en stabil dollar i stedet for at være den "økonomiske centrale planlægger".
- Den er ikke ansvarlig eller valgt af nogen, og alligevel har dens printning af pengesedler skubbet os ud i dette, siger han til Fox News under en diskussion om inflation.
Støtte til bitcoin og grænsemur
I samme interview siger Ron DeSantis, at han lover at støtte folks ret til at handle med digitale valutaer såsom bitcoin. Han understreger dog, at han er imod etableringen af en digital centralbankvaluta.
Ron DeSantis deltog natten til torsdag dansk tid i et live-event med Twitter-ejer Elon Musk og teknologiinvestor David Sacks. Her kom præsidentkandidaten også med flere indsigter i sine mål som præsident.
- Jeg stiller op som præsident for USA for at lede vores store amerikanske comeback, sagde han i løbet af begivenheden med Musk.
Han fortalte, at han har i sinde at bygge en grænsemur til Mexico, hvilket i sin tid også var et af Trumps helt store valgløfter. Det fik han aldrig indfriet.
- Allerede på dag ét vil vi erklære en national nødretstilstand. Vi vil bygge en grænsemur. Vi vil sørge for, at migranterne forbliver i Mexico. Og vi er virkelig nødt til at holde de mexicanske narkokarteller ansvarlige, fordi de er skyld i en stor del af migrationen, sagde han.
Som en del af sin valgkampagne ventes Ron DeSantis i næste uge at aflægge en række vigtige delstater et besøg.
Trump håner lancering
Ron DeSantis ses af mange som den eneste reelle modkandidat til Donald Trump i kampen om den republikanske nominering.
Noget tyder på, at sidstnævnte fulgte med i DeSantis' annoncering.
På sit eget sociale medie Truth-Social, kommenterede Donald Trump ifølge CNN løbende annonceringen.
- Hans krav er for stor, skrev den tidligere præsident med henvisning til DeSantis' kampagnevideo.
Senere kommenterede Donald Trump de tekniske udfordringer, som betød, at annonceringen blev udskudt med cirka 25 minutter.
- Wow! DeSanctis' Twitter-lancering er en katastrofe! Hele hans kampagne vil være en katastrofe. Hold øje!, skrev han.