Prigozjin lovpriser den ukrainske hær: - En af de stærkeste i verden
Den ukrainske hær er det seneste år blevet stærkere, mens Rusland er blevet svækket, mener militæranalytiker.
I mere end et år har hårde kampe udspillet sig i Østukraine mellem den russiske lejehær Wagner-gruppen og den ukrainske hær.
Nogle af krigens blodigste kampe har fundet sted i og omkring Bakhmut, hvor Wagner-gruppen nu hævder at have kontrol.
I dag er Wagner den bedste hær i verden
Jevgenij Prigozjin
Det er noget, der har affødt respekt hos Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin.
I et interview med den Kreml-venlige blogger Konstantin Dolgov tirsdag lovpriser Prigozjin sin modstanders styrke.
Et politisk ukorrekt svar
De ukrainske soldater er ifølge Wagner-lederen "højt organiserede, højt uddannede og med efterretninger på højeste niveau".
Hans vurdering bygger på egne erfaringer og den store viden, han hævder at have om, hvordan forskellige lande kæmper.
- I dag er Wagner den bedste hær i verden. Efter den burde jeg selvfølgelig sige, at det er den russiske hær for at være politisk korrekt, men jeg tror, at Ukraine i dag har en af de stærkeste hære i verden, siger Prigozjin ifølge CNN til Konstantin Dolgovs Telegram-kanal.
Lovprisningen af den ukrainske hær er også en mulig stikpille til den russiske hær, som ifølge Prigozjin overhovedet ikke var klar til at modstå de proukrainske modstandsgrupper, der de seneste dage har udført angreb på russisk territorium.
- Russiske frivillige korpsgrupper går skamløst ind i Belgorod-regionen, siger Prigozjin om de seneste dages kampe.
Ukraine bliver stærkere, mens Rusland svækkes
Det er svært at vurdere, præcis hvordan de to hære står over for hinanden, men allerede inden den russiske invasion var den ukrainske hær meget stærk.
Det siger Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.
- Ukraine har været i krig siden 2014, og de har prioriteret deres forsvar højt i de otte år inden invasionen.
Ifølge hans vurdering havde Ukraine inden invasionen den anden stærkeste hær i Europa efter den russiske. Det er altså to militære giganter, der nu bekriger hinanden.
- Bevægelsen over det seneste år har været, at Rusland er blevet svagere, og Ukraine er blevet stærkere. Blandt andet på grund af den store støtte, som Vesten har givet Ukraine, siger Anders Puck Nielsen.
Han peger også på den store mobilisering, som Ukraine begyndte i starten af invasionen. Det har Rusland ikke gjort i samme omfang.
- Ukraine kom meget hurtigt ud med en ambition om, at de skulle øge antallet af soldater til en million, siger han.
Det betyder, at Ukraine i dag har et sted mellem 700.000 og 1 million soldater, vurderer militæranalytikeren.
Ukraine har kun én prioritet
Statista vurderer til sammenligning, at Rusland i 2022 havde 830.000 aktive soldater. De har siden mobiliseret i nogen omfang og blandt andet sendt indsatte afsted til fronten med løfter om amnesti.
Samtidig viser tal fra Verdensbanken, at Rusland i 2021 brugte mere end ti gange så mange penge på militær som Ukraine.
Når man sammenligner de to landes militære kapaciteter, er det ifølge Anders Puck Nielsen vigtigt at huske, at Ukraine kun har én prioritet, nemlig at forsvare sit land.
Omvendt har Rusland flere globale prioriteter, hvorfor alle deres soldater og ressourcer ikke kan fokuseres mod Ukraine.
- Når der dør en russisk soldat, så er det ikke sådan, at der bliver mobiliseret en ny med det samme, siger militæranalytikeren.
Fair kritik af Rusland
Der kan være mange grunde til, at Prigozjin er ude og sige, som han gør. Om det er en egentlig lovprisning af det ukrainske forsvar eller en stikpille til Rusland, vides ikke.
Ifølge Anders Puck Nielsen er det rimeligt at kritisere Rusland efter de angreb, der har fundet sted i Belgorod-regionen.
- På sin vis har han jo ret i, at det her afslører, at russerne overhovedet ikke havde styr på det, siger Anders Puck Nielsen.
Angrebene ved Belgorod viser, at russerne har været alt for tyndt repræsenteret i området omkring grænserne, mener han. Ifølge militæranalytikeren burde angrebene ikke kunne lade sig gøre.
- Når man er i krig med Ukraine, så skal man altså opretholde beredskab langs grænsen. Og det har de ikke gjort, siger han