Korrespondent kalder angreb historisk: - Det er meget, meget bemærkelsesværdigt
Der er fortsat modstridende oplysninger om angrebet: Er det stadig i gang? Og hvem står bag?
Der kommer stadig modstridende meldinger fra den russiske grænseregion Belgorod, der mandag blev udsat for et militært angreb ind over den ukrainsk-russiske grænse.
Både de russiske myndigheder og de militante oprørere, der har taget ansvaret for angrebet, har i løbet af dagen sagt – eller antydet – at kampene stadig er i gang.
Men også givet udtryk for, at kampene er overstået, og at angriberne er tilbage på den ukrainske side af grænsen.
- Det er umuligt at sige, præcist hvad der foregår. Men når det er sagt, så tror jeg, at vi med stor sandsynlighed kan konkludere, at denne operation stadig er i gang, siger TV 2s korrespondent i Ukraine, Rasmus Tantholdt.
70 dræbte terrorister
Det har en talsmand for det russiske forsvarsministerium, Igor Konasjenkov, ellers pure afvist ifølge nyhedsbureauet AP.
Han udtalte tirsdag, at angrebet over grænsen var afsluttet med et knusende nederlag for angriberne.
- Mere end 70 ukrainske terrorister blev dræbt, mens fire pansrede køretøjer og fem lastbiler blev ødelagt. De resterende nationalister blev jaget tilbage til ukrainsk territorium, hvor de blev fuldstændigt udslettet af vores beskydning, sagde han.
Men præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, sagde tirsdag formiddag, at de ”ukrainske militante” på det tidspunkt stadig var aktive på den russiske side af grænsen.
- Dette bekræfter endnu en gang, at ukrainske militante fortsætter deres aktiviteter mod vores land, Det kræver en stor indsats fra os, sagde Dmitrij Peskov.
Mangler billeder
Meldingerne er modstridende, men Rasmus Tantholdt tør i hvert fald godt sige, at forsvarsministeriets udmelding om en nedslagtning af angriberne lyder usandsynlig.
- Hvis russerne har dræbt 70, som de kalder terrorister, så er det underligt, at vi ikke har set nogle billeder på sociale medier. Der er ikke noget, der tyder på, at det er sket, siger Rasmus Tantholdt.
Også de russiske oprørsgrupper, der har taget ansvaret for angrebet over grænsen, har udsendt blandede signaler.
Lederen af operationen siger i en telefonsamtale med Financial Times, at operationen stadig er i gang.
Men samtidig skriver en af de involverede oprørsgrupper, Det Russiske Frivilligkorps, på sociale medier, at ”en dag vil vi komme for at blive”.
Det kunne tyde på, at de har trukket sig tilbage og har forladt russisk territorium, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fem km. fra grænsen
Situationen i området er under alle omstændigheder stadig anspændt.
Guvernøren for Belgorod-regionen, Vyacheslav Gladkov, siger, at angrebet ramte landsbyen Graivoron fem kilometer fra den russisk-ukrainske grænse, og at 12 civile er blevet såret i løbet af mandag og tirsdag.
- Der er en antiterror-operation i gang netop nu, siger han og advarer folk, der mandag blev evakueret fra området, om, at det endnu er for tidligt at vende tilbage.
Russere har taget ansvaret
Ligesom der er modstridende meldinger om, hvorvidt angrebet stadig er i gang, er der også modstridende meldinger om, hvem der står bag.
To russiske modstandsgrupper, Det Russiske Frivilligkorps (RDK) og Ruslands Frihedslegion (LSR), har taget ansvaret for angrebet.
Begge er opstået i Ukraine og består af russiske statsborgere med sympati for Ukraine og et ønske om at vælte den russiske præsident Vladimir Putin. I hvert fald RDK har nære forbindelser til europæiske højrenationalistiske kredse.
Den ukrainske regering siger, at man ikke har noget med angriberne at gøre:
- Der er tale om russiske patrioter, så vidt vi kan forstå. Folk, der rent faktisk gør oprør mod Putin-regimet, siger den ukrainske viceforsvarsminister, Hanna Maliar, tirsdag.
"Ukrainske militante"
Men Rusland giver ikke meget for de ukrainske forsikringer om, at Ukraine ikke har noget at gøre med angrebet.
- Det er selvfølgelig løgn. Fuldstændig løgn, siger den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev til nyhedsbureauet Tass.
Og Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, siger, at selv om de angribende oprørssoldater er etniske russere, så må de stadig betegnes som ukrainere:
- Dette er ukrainske militante fra Ukraine. Der bor mange etniske russere i Ukraine. Alligevel er de ukrainske militante, siger han.
Amerikanske køretøjer
Videooptagelser fra angrebet viser under alle omstændigheder, at amerikanske militærkøretøjer tilsyneladende deltog i angrebet.
Der er tale om amerikanske Humvee- og Maxxpro-køretøjer, som USA har leveret til Ukraine. At de er endt hos de russiske oprørere, sår tvivl om den ukrainske forklaring om, at angriberne ikke bliver støttet fra Ukraine.
Det fik mandag det amerikanske udenrigsministerium til at slå sin politik på det område fast:
- Vi har gjort det meget klart over for ukrainerne, at vi ikke bistår eller opmuntrer til angreb udenfor Ukraines grænser, sagde en talsmand for ministeriet, Matthew Miller.
Men han tilføjede samtidig, at det var vigtigt at huske på, at Ukraine jo ikke havde bedt om at komme i krig med Rusland:
-Vi bør minde hele verden om, at det selvfølgelig er Rusland, der har startet krigen, siger han.
"Det er noget helt nyt"
Og uanset, hvad der præcist er sket, så har angrebet over grænsen skrevet historie, konkluderer Rasmus Tantholdt:
- Det ser ud til, at to grupper af russere, der sympatiserer med Ukraine og har kæmpet i Ukraine, har krydset grænsen og nu befinder sig, med både mænd og militærkøretøjer, inde i selve Rusland. Og det er meget, meget bemærkelsesværdigt, siger han.
- Vi har før set angreb inde i Rusland. Men vi har ikke set nogen, der er kørt over grænsen og har besat dele af Rusland. Det er noget helt nyt.