Udland

Amerikanere til Zelenskyj: - Tig om penge et andet sted

Blandt amerikanerne er interessen for at støtte Ukraine dalende. Samtidig viser befolkningen tegn på utålmodighed med krigen.

Et par hundrede mennesker var en solrig torsdag i slutningen af marts dukket op foran den største våbenbutik i byen Smyrma i delstaten Georgia.

De stod i kø for at møde manden, der nu – cirka to måneder senere – officielt har meddelt sit kandidatur i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat, Ron DeSantis.

Ron DeSantis havde den dag i marts blandt andet USA’s støtte til Ukraine på dagsordenen.

Allerede inden arrangementet gik i gang, var holdningen blandt en del i køen helt klar.

- Jeg er træt af at kæmpe andre landes krige, fortalte Franko Devenia til TV 2.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi bliver ved med at støtte Ukraine, sagde Kate Berry.

- Og jeg ved ikke, hvorfor vi betaler. Det er muligvis det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet, afsluttede Mike, der ikke ville dele efternavn, da han hørte, at snakken handlede om krigen i Ukraine.

Ny præsidentkandidat

Ron DeSantis, der har været republikansk guvernør i delstaten Florida siden 2019, udfyldte onsdag aften dansk tid de papirer, der skal til, for at han kan stille op som kandidat i det republikanske primærvalg.

Vinderen af primærvalget bliver den republikanske præsidentkandidat, når der er præsidentvalg i USA til næste år.

Det markerer et nyt kapitel i den 44-årige politikers vej fra kendt kongresmedlem til guvernør til en ledende skikkelse i USA's bitre kampe om blandt andet race, køn, abort.

Ron DeSantis' stigende popularitet og fundraisingevner gør ham ifølge iagttagere til Donald Trumps største rival i kampen om den republikanske nominering.

Ikke "en vigtig national interesse"

Modsat andre prominente republikanere har Ron DeSantis ikke direkte opfordret til at afbryde bistanden til Ukraine.

Men han har sagt, at krigen ikke har "vigtig national interesse" og forkastet Bidens "blankocheck-politik" over for det krigsramte land.

- Disse ting kan eskalere. Og jeg tror ikke, det er i vores interesse at komme ind i en proxy-krig, sagde han på Fox News i februar og opfordrede Biden til i stedet at fokusere på kinesisk aggression.

Hvor meget har USA indtil videre støttet Ukraine?

Ukraine er i øjeblikket den største modtager af amerikansk bistand. Det er første gang, at et europæisk land topper listen, siden Harry S. Truman-administrationen satte enorme summer ind på at genopbygge Europa efter Anden Verdenskrig.

Siden krigen begyndte, har USA sendt mere end 500 milliarder kroner i bistand til Ukraine, som omfatter humanitær, finansiel og militær støtte, ifølge det tyske forskningsinstitut Kiel Institute for the World.

Det historisk høje beløb går til en bred vifte af ukrainske mennesker og institutioner, herunder flygtninge, retshåndhævelse og uafhængige radiostationer, selvom det meste af hjælpen har været militærrelateret.

15 måneder inde i krigen har Biden-administrationen givet eller indvilget i at give Ukraine en lang række af forsvarskapaciteter, herunder Abrams kampvogne, antiluftskytsmissiler, kystforsvarsskibe og avancerede overvågnings- og radarsystemer.

Kilde: The Council on Foreign Relations (CFR)

DeSantis har dog også været i modvind for sine kommentarer om krigen i Ukraine. Eksempelvis da han i starten af marts beskrev situationen som en "territorial strid".

Bemærkningen fik Ukraine til at sende guvernøren en invitation til at besøge det krigshærgerede land. DeSantis har efterfølgende sagt, at hans kommentar blev "tolket forkert".

Republikanske beskyldninger

Hvor DeSantis har været en smule tilbageholdende med direkte opfordringer til stoppe støtten til Ukraine, har andre republikanske ledere ikke holdt sig tilbage.

Donald Trump har ofte fordømt Bidens politik om at hjælpe Ukraine og advaret om, at amerikansk bistand kunne eskalere til en bredere konflikt.

Han har også fastholdt, at hans metode ville bidrage til at skabe fred mellem Kyiv og Moskva – uden at beskrive, hvad denne metode er.

- Hvis man ser og forstår de tiltag, som Biden indfører i forbindelse med Ukraine, skubber han os systematisk, men måske ubevidst, ind i det, der snart kan blive Tredje Verdenskrig, skrev Trump i marts på sit sociale medie Truth Social.

Også i marts beskyldte den kontroversielle politiker Marjorie Taylor Greene, der repræsenterer staten Georgia i Kongressen, den ukrainske præsident for at ønske, at "vores sønner og døtre skal dø i Ukraine".

Og den republikanske repræsentant for Florida i Kongressen, Matt Gaetz, der leder en lille, men højtråbende fløj af isolationistiske republikanere, har offentligt søgt at standse "al militær og finansiel bistand" til Ukraine.

Opbakningen daler

Blandt den amerikanske befolkning er interessen for at støtte Ukraine med våben og direkte økonomisk bistand også dalende – særligt siden krigens etårsdag 24. februar.

En meningsmåling foretaget i midten af februar af researchcentret AP-NORC viste, at 48 procent af amerikanerne fortsat støttede USA's våbenleverancer til Ukraine. 29 procent var imod.

I maj 2022, mindre end tre måneder inde i krigen, sagde 60 procent af den amerikanske befolkning, at de gik ind for at sende våben til Ukraine.

Samtidig er antallet af amerikanere, som er direkte modstandere af støtte til Ukraine vokset markant fra 19 til 29 procent i samme periode.

Befolkningen er utålmodig

En undersøgelse fra den amerikanske organisation Brookings Institution fra april peger også på, at den amerikanske befolkning viser tegn på utålmodighed med krigen.

Her sagde et flertal af amerikanerne, 46 procent, at USA kun skal fortsætte støtten til Ukraine i maksimalt to år. Modsat mente 38 procent, at USA skulle blive ved med at sende bistand, så længe det er nødvendigt.

Lyn-analyse

De republikanske vælgeres holdning er et billede på en folkestemning i USA, der går Ukraine mere og mere imod. Amerikanerne frygter at blive en del af en evighedskrig.

Stadig flere amerikanere spørger, hvorfor de skal støtte Ukraine så massivt.

Derfor er det afgørende, at Ukraines krigsindsats bærer frugt frem mod præsidentvalget. Her vil temaet blive et stridspunkt mellem Biden og DeSantis eller Trump, hvis de bliver republikanernes præsidentkandidat.

Hvis ikke Ukraine kan demonstrere markante resultater, vil støtten efter valget næppe være den samme. Heller ikke hvis Biden bliver genvalgt.

Partiskellet var også tydeligt ved dette spørgsmål, hvor 62 procent af republikanerne kun ønskede at fortsætte støtten i to år, mens 51 procent af demokraterne mente, at USA skulle blive ved med at sende støtte, så længe krigen varer.

Samtidig var offentligheden delt med hensyn til, hvor mange udgifter USA burde bruge på at støtte Ukraine. Her sagde halvdelen af republikanerne, at udgifterne var for store. Kun 13 procent af demokraterne havde samme holdning.

- En løgnagtig kriminel

I den efterhånden lange kø til politikertræffet med Ron DeSantis blev diskussionen mere og mere ophedet.

- Lad dem sejle i deres egen sø. Vi har børn her i USA, der ikke får nok mad, vi har hjemløse mennesker overalt i gaderne, kriminaliteten er eksploderet, og i stedet bruger vi alle vores penge på et fremmed land, som er fuldstændig ligeglad med os, fortalte Franko Devenia.

Da TV 2 spurgte en kvinde, hvad hun ville sige til den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, hvis hun kunne tale direkte til ham, kom svaret prompte.

- Tig om penge et andet sted, lad være med at komme og tage penge fra mig, sagde Kate Berry.

Men hvem skal så hjælpe dem, hvis ikke USA?

- Hvem siger, at nogen overhovedet skal hjælpe dem?

En anden kvinde brød ind, kiggede direkte ind i TV 2s kamera og sendte følgende svada til den ukrainske præsident:

- Du er så fake, du udnytter vores land, du må have en klemme på vores præsident, siden han bliver ved med at sende dig penge, sagde Samantha Tolle og fortsatte:

- Du er i mine øjne en løgnagtig kriminel, og jeg ønsker dig intet godt.