Krigen i Ukraine

Seneste nyt om krigen i Ukraine

Hvad sker der? Et angreb på russisk territorium har fået Rusland til at reagere mod det, de kalder "sabotører".

Putin er blevet orienteret om sagen.

Samtidig afviser Ukraine al involvering i angrebet, som menes at være udført af russiske oprørsgrupper.

Følg den seneste udvikling i krigen i Ukraine her.

Denne liveblog opdateres ikke længere. 

Rasmus Tantholdt: Situationen i Belgorod er i Ukraines interesse

Det er endnu meget usikkert, hvad det præcist er sket mandag i den russiske grænseregion Belgorod, og det er mindst ligeså usikkert, hvem der står bag. 

Men én ting er dog sikkert, og det er, at situationen i Belgorod, som det ser ud nu, er til gavn for Ukraine. Sådan lyder analysen mandag aften fra TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt, der befinder sig i den ukrainske by Odesa. 

- Hvis ukrainerne pønser på en offensiv, så er det ganske smart at have Rusland beskæftiget alle mulige steder. Og hvis der er noget, russerne ikke bryder sig om, men som de er nødt til at prioritere, så er det ukrainske sympatisører og partisaner som indtager russisk territorium. Det er de nødt til at reagere på. Derfor er de nødt til at bruge ressourcer, og når de bruger ressourcer, skal de tages et andet sted fra, og så bliver det nemmere for ukrainerne at angribe et andet sted, lyder det fra Rasmus Tantholdt. 

Selvom situationen efter mandagens angreb altså umiddelbart er til gavn for Ukraine, er det svært at forestille sig, at det var ukrainerne selv, der står bag. Det scenarie er der i hvert fald ifølge Rasmus Tantholdt "ingen, der havde set det komme".

- Ukrainerne selv siger, det har vi intet med at gøre, og det gør de, fordi mange af de lande, der støtter Ukraine, vil rynke på næsen, hvis de går ind og besætter russisk territorium. Ukrainerne er vrede, og det er der mange, der vil sige, at der er god grund til. Men hvis ukrainerne begynder at invadere Rusland, vil folk sige, "I kan forsvare jer, men I skal ikke gå i gang med at indtage russisk territorium, og slet ikke med våben, I har fået fra vesten.", lyder det fra korrespondenten. 

Russisk guvernør: Beboere nær Ukraine evakueres efter angreb

Guvernøren i den sydvestlige russiske region Belgorod oplyser mandag aften, at myndighederne er ved at hjælpe beboere med at blive evakueret i området, skriver Ritzau. Det er ifølge ham angrebet af ukrainske sabotører.

- Situationen her fortsætter med at være ekstremt spændt, siger Vjatsjeslav Gladkov.

Han oplyser, at man går fra dør til dør for at orientere de lokale beboere. 

- Jeg håber, at vores militær vil fuldende deres opgave i nær fremtid, føjer han til.

Ukraine afviste tidligere mandag, at det har været involveret i angreb i Belgorod-regionen. Det rapporterer mediet Hromadske. Mediet citerer ukrainske militære efterretninger. Her hedder det, at det er to russiske oppositionsgrupper, der står bag angreb i Belgorod. De kalder sig Frihed for den Russiske Legion og Ruslands Frivillige Korps. De to grupper består kun af russiske borgere.

Zelenskyj: Vi har skudt 25 selvmordsdroner ned

Volodymyr Zelenskyj siger i sin daglige videoopdatering på de sociale medier, at Ukraine mellem søndag og mandag har nedskudt "25 ud af 25" selvmordsdroner af typen Shahed, der er iranskproducerede droner. Præsidenten lovpriser i talen det ukrainske luftforsvar og siger, at man arbejder med vestilige allierede for at få et "flyvefærdigt" missilforsvar i hele landet.

Russisk guvernør: Flere sårede i dagens angreb i Belgorod

Der vare otte sårede, men ingen døde efter dagens angreb i den russiske Belgorod-region, siger guvernøren fra området i en livesending på den russiske sociale medie platform VKontakte, skriver The Guardian.

Troels Lund Poulsen er optimistisk omkring F-16-fly efter dagens forhandlinger

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er optimistisk efter drøftelser med forsvarsministerkolleger i Warszawa om uddannelse af ukrainske piloter i at flyve F-16-fly. Det skriver Ritzau. 

- Belgien, Storbritannien og Holland har allerede sagt, at de vil være med, men jeg fornemmer klart, at også flere lande kommer til at tilslutte sig denne koalition af lande, der vil lave en uddannelsesaktivitet af ukrainske piloter.

- Det regner jeg med, at vi kan blive mere konkrete på i løbet af de kommende 14 dage.

Ukraine bekræfter angreb af russiske grupper inde i Rusland

Fra ukrainsk hold bekræfter man nu at kende til russiske grupper, der har angrebet fra ukrainsk territorium og ind i Rusland. Det siger chefen for Ukraines militære efterretningstjeneste, Andrij Yusov, i et interview med det statsejede ukrainske medie Suspilne i dag.

Angrebet skulle ifølge Andrij Yusov være foretaget af to proukrainske grupper kaldet Legionen for Ruslands Frihed og Ruslands Volontørkorps, som vil ”befri disse territorier fra Putins regime og skubbe fjenden tilbage for at skabe en vis sikkerhedszone til at beskytte ukrainske civile", lyder det fra efterretningschefen.

Tidligere i dag bekræftede guvernøren i den russiske Belgorod-region, at et angreb havde fundet sted, mens samme besked også kom fra det russiske præsidentkontor efterfølgende.

Ukraine: Ingen ukrainere deltog i angrebet

Der har ikke været ukrainere involveret i angrebet på Belgorod-regionen, der ligger i det sydvestlige Rusland.

Det siger Ukraines militær mandag ifølge det ukrainske medie Hromadske. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer efter nye beskyldninger fra Rusland, hvor guvernøren i Belgorod hævder, at ukrainske sabotører har krydset grænsen og angrebet på russisk grund.

Putin er informeret om angreb på russisk jord

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er blevet informeret om et ukrainsk angreb i Belgorod-regionen af en "sabotørgruppe". Det skriver Reuters, der citerer det russiske nyhedsbureau RIA, efter at flere medier har rapporteret om et angreb ind over den ukrainsk-russiske grænse i dag. 

Kreml-talsmand Dimitrij Peskov siger til RIA, at russiske styrker arbejder på at "udstøde og eliminere" gruppen.

Angreb på russisk grænsepost, siger guvernør

Guvernøren for Ruslands Belgorod-region siger mandag, at en "sabotagegruppe" fra den ukrainske hær er gået ind på russisk territorium i Grajvoron-distriktet, der grænser op til Ukraine.

I en erklæring på Telegram siger guvernøren Vjatjeslav Gladkov, at den russiske hær og sikkerhedsstyrker ”traf foranstaltninger for at afværge angrebet”.

Tidligere havde Telegram-kanalen Baza, som er knyttet til Ruslands sikkerhedstjenester, offentliggjort optagelser, der tilsyneladende viser en ukrainsk kampvogn, der angriber en russisk grænsepost, skriver Reuters. 

- En sabotage- og rekognosceringsgruppe fra Ukraines væbnede styrker er gået ind på Grajvoronskij-distriktets territorium. De russiske væbnede styrker tager sammen med grænsetjenesten, den russiske garde og FSB de nødvendige foranstaltninger for at eliminere fjenden, skriver guvernøren på sin Telegram-kanal ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Telegram skriver gruppen Legionen for Ruslands Frihed, at man har "befriet" byen Kozinka i Belgorod-regionen. Gruppen skal angiveligt bestå af russiske afhoppere, der kæmper side om side med den ukrainske hær. Samme gruppe har også uploadet en video på Twitter, hvor de opfordrer russere til at støtte modstanden.

Atomkraftværk tilbage på elnettet

Zaporizjzja-atomkraftværket er nu igen blevet koblet til den eksterne strømforsyning efter en række timer, hvor værket måtte køre på strøm fra en nødstrømsgenerator. Det oplyser den ukrainske operatør for elnettet, skriver Reuters.

Russisk tv-vært viser stjålet byskilt fra Bakhmut frem under udsendelse

Oven på Wagners-gruppens påståede erobring af den østukrainske by Bakhmut kunne den russiske tv-vært Vladimir Solovjov fremvise et stjålet byskilt fra byen.

- Fordi Bakhmut er igen Artjomovsk, udbrød Solovjov efter at have båret byskiltet ind i studiet i begyndelsen af sin udsendelse.  

Her talte Vladimir Solovjov efterfølgende om, hvordan ”Den Røde Hær” havde støttet lejesoldatgruppen Wagner med at fordrive "nazitropperne" fra byen. Byen var under Anden Verdenskrig under nazistisk kontrol i næsten to år.

Artjomovsk var Sovjetunionens betegnelse for Bakhmut fra 1914, indtil Ukraine ændrede navnet i 2016. 

Danmark vil være vært for fredsmøde

Danmark vil gerne være værtsland for Ukraines mulige topmøde i juli om processen frem mod fred mellem Ukraine og Rusland. Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i forbindelse med et ministermøde i Bruxelles.

Han understreger dog, at det afgørende ikke er stedet for topmødet, men at man kan sikre opbakning fra lande som Kina, Indien og Brasilien.

- Hvis Ukraine vurderer, at tiden er kommet til, at man skal have sådan et møde, så vil det være fantastisk. Og så er det helt åbenlyst, at Danmark gerne vil være værtsland for mødet, siger Løkke.

Danmark overvejer donation af F-16-fly til Ukraine

Regeringen overvejer, om man vil donere F-16 kampfly til Ukraine, men der er endnu ikke truffet en beslutning. Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i forbindelse med et ministermøde i Bruxelles.

Udmelding kommer, efter at USA har meldt sig klart til, at de amerikanske fly må eksporteres til Ukraine.

- Det er den melding, vi har ventet på, for at vi meningsfyldt kan gå i gang med at lave en træningsmission. For man kan i hvert fald sige det omvendt: Det giver ikke mening at træne nogen til at flyve et fly, hvis man på forhånd har besluttet, at de aldrig nogensinde kan få lov til at få flyet, siger Løkke.

Prigozjin: Vi forlader Bakhmut

Lederen af lejesoldatsgruppen Wagner, Jevgenij Prigozjin, siger nu, at hans styrker vil forlade Bakhmut efter at have fået kontrol over byen. Det skriver Reuters. Tilbagetrækningen fra byen vil finde sted fra 25. maj til 1. juni.

I weekenden lød det fra Prigozjin såvel som det russiske militær, at man havde fået fuld kontrol over Bakhmut efter en måneder lang kamp, der har været krigens mest blodige. 

Ukraine og præsident Zelenskyj bestrider, at russiske styrker skulle være i fuld kontrol over byen.

Det er ikke første gang, at Prigozjin varsler exit fra byen. 5. maj lød det ligeledes, at hans styrker ville forlade byen, da han var utilfreds med leverancerne af ammunition. 

Rusland med luftangreb flere steder i nat – mindst én dræbt

Ukraine blev i nat ramt af nye luftangreb fra Rusland. Det skriver landets luftvåben på sociale medier.

En del angreb blev afværget, men mindst én er blevet dræbt og syv såret i byen Dnipropetrovsk, hvor en brandstation blev ramt, skriver regionens guvernør, Serhij Lysak, på det sociale medie Telegram.

I et opslag på Facebook fremgår det, at luftvåbenet i nat har nedskudt i alt 20 såkaldte Kamikaze-droner samt 4 krydsermissiler. Samtidig skal et russisk Su-35-jagerfly også være skudt ned.

Rusland på vej med ny ”elite” flygruppe til Ukraine

Rusland er ”højst sandsynligt” i færd med at skabe en ny ”elite” angrebsgruppe af kampfly. Det skriver det britiske forsvarsministerium i sin daglige efterretningsopdatering på Twitter.

Ifølge ministeriet vil den nye angrebsgruppe med sandsynlighed bestå af mindst tre eskadriller af henholdsvis Su-24- og Su-34-jagerbombefly samt en eskadron af angrebshelikoptere.

Russiske medier antyder, at gruppens primære rolle skal være angreb mod mål på jorden.

Det britiske forsvarsministerium skriver videre, at skabelsen af gruppen understreger, hvordan Rusland mener, at dets generelle luftvåben har underpræsteret i krigen.

Atomkraftværk i Zaporizjzja kører nu på nødgenerator

Zaporizjzja-atomkraftværket er blevet tilkoblet en nødstrømsgenerator, fordi kraftværket er blevet "fuldstændigt" afkoblet den eksterne strømforsyning. 

Det beretter en russiskinstalleret embedsmand, Vladimir Rogov, i den russiskkontrollerede del af Zaporizjzja-regionen, skriver den britiske avis The Guardian

Vladimir Rogov fortæller, at Ukraine har afbrudt atomkraftværkets eksterne strømforsyning. Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra Ukraine, men den ukrainske byrådssekretær Anatoliy Kurtev fortæller, at der fra tidligt mandag morgen er blevet arbejdet på at genetablere strømforsyningen til byen Zaporizjzja. 

Ukraine melder om luftalarm i hele Ukraine og angreb mod flere byer i nat

I nat har luftalarmen været aktiveret i alle regioner i Ukraine, og der er hørt eksplosioner i både Dnipro, Zaporizjzja og Kharkiv, skriver avisen The Kyiv Independent. Desuden meldes byen Odesa ramt af russiske droner sent søndag. 

Guvernør Serhii Lysak for Dnipro-byens region, Dnipropetrovsk, fortæller, at ukrainsk luftforsvar har skudt 15 droner og 4 krydsermissiler ned, men at regionen også er blevet ramt af flere angreb. Det skriver CNN

Protest over Ukraine-krigen ved filmfestival i Cannes

Søndag stoppede en kvinde iklædt farverne fra det ukrainske flag op på den røde løber ved filmfestivalen i Cannes. Hun hældte en rød væske ud over sig selv i det, der må formodes at være en protest over Ruslands invasion af Ukraine. Det skriver det norske medie VG

Rusland: F-16-leverancer vil sætte spørgsmålstegn ved NATO's rolle

At overdrage F-16-fly til Ukraine vil sætte spørgsmålstegn ved NATO's involvering i landets krig med Rusland. Det siger Ruslands ambassadør i Washington D.C., Anatolij Antonov, mandag på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Ukraine har hverken infrastruktur eller de nødvendige piloter og vedligeholdelsespersonaler til at betjene F-16. Hvad vil der ske, hvis de amerikanske jagerfly letter fra NATO-flyvebaser under kontrol af udenlandske 'frivillige'? siger han blandt andet.

Rusland er flere gange kommet med tilsyneladende tomme trusler om repressalier i forbindelse med vestlige leverancer af våben og militært udstyr til Ukraine. Det skriver Ritzau. 

USA har tilladt allierede at eksportere F-16-fly til Ukraine, og flere lande – heriblandt Danmark – er klar til at træne ukrainske piloter.