Krigen i Ukraine

Rusland forbereder "elite-luftstyrke" i Ukraine ifølge efterretninger

Russerne forbereder en styrket indsats af kampfly og piloter, siger efterretninger. Det har de i høj grad brug for, mener ekspert.

Det britiske forsvarsministerium hævder i sin daglige efterretningsopdatering, at Rusland barsler med en ny "elitegruppe" i flyvevåbenet. Det skriver ministeriet på Twitter.

”Højst sandsynligt” består den af mindst tre eskadriller af henholdsvis Su-24- og Su-34-jagerbombefly samt en eskadron af angrebshelikoptere.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, vil det give mening, for russerne har længe stået med noget af et "flyproblem".

- En af de ting, som vi har undret os dybt over, er, at de ikke har været i stand til at bruge deres fly mere, end hvad tilfældet var, siger han:

- Vi havde forventet, at de ville være klart overlegne og i perioder kunne etablere et luftherredømme. De burde have mulighed for at kombinere deres ret avancerede luftværn med deres fly og lave områder, hvor ukrainerne ikke kunne være i luften.

Russiske fly "skudt ned for et godt ord"

Det har ikke været tilfældet. Faktisk har det russiske flyvevåben spillet en marginal rolle i krigen, og dets præstationer har været til at overse.

- Det, vi har kunnet se til dato, er, at russiske fly bliver skudt ned for et godt ord, og deres piloter har ikke været særlig dygtige. Jeg tror simpelthen ikke, at de har evnet det. I starten var det heller ikke nødvendigt. Der har man kørt krigen med meget lidt luft, siger Peter Viggo Jakobsen.

Rapporteringer fra russiske medier, som det britiske forsvarsministerium hævder er "pålidelige", peger på, at "eliten" har til formål at lave angreb fra luften mod jord, og at en hvervningsproces vil kunne tiltrække dygtige piloter.

Det har Rusland behov for, mener Peter Viggo Jakobsen, for krigen udarter sig ikke, som Rusland havde håbet.

Nye påstande fra Rusland lyder, at landet har overtaget kontrollen over den omstridte by Bakhmut. Skulle det passe, skal det dog ses i lyset af, at russerne har forsøgt at erobre byen siden oktober sidste år, mener Peter Viggo Jakobsen.

Russerne er nødt til at forny sig

I øvrigt er de russiske resultater ikke prangende.

- De har ikke været i stand til at flytte fronten, og de har mistet terræn til ukrainerne siden sommeren sidste år, siger han.

Ukraine har i månedsvis varslet en storstilet forårsoffensiv mod de russiske styrker. Samtidig har flere lande – heriblandt Danmark – erklæret sig åben for muligheden for at sende bedre og mere moderne kampfly til ukrainerne.

Konkret overvejer regeringen at donere danske F-16-kamfply til Ukraine. Meldingen gav udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), efter at USA meldte sig klar til at donere amerikansk fremstillede kampfly.

Det er dog vigtigt at påpege, understreger Peter Viggo Jakobsen, at der er tale om "efterretninger", og de taler ikke altid sandt.

Uanset hvad, er russerne nødt til at fornye sin krigsindsats, hvis landet ikke skal tabe.

- Russerne er nødt til at gøre noget andet på kamppladsen, hvis de ikke skal tabe, og det er et af de håndtag, de kan hive i, siger Peter Viggo Jakobsen.