Krigen i Ukraine

Forvirring om Zelenskyjs udmelding omkring Bakhmut

Der opstod forvirring omkring situationen i Bakhmut, da den ukrainske præsidents svar på et pressemøde formentlig blev fejltolket.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, afviser, at Rusland har indtaget byen Bakhmut i det østlige Ukraine.

Det siger præsidentens talsmand søndag morgen dansk tid ifølge CNN.

Udmeldingen kommer efter, at Zelenskyj tidligere søndag på et pressemøde ved G7-topmødet i Japan svarede, "jeg tror det ikke", da han blev spurgt til, om Bakhmut stadig var under ukrainsk kontrol.

- Det er vigtigt at forstå, at der ikke er noget tilbage. De har ødelagt alt, alle bygninger. Det er virkelig synd. Der er kun et Bakhmut i vores hjerter. Der er intet tilbage der, sagde Zelenskyj på pressemødet.

Bakhmut har i ni måneder været centrum for krigens blodigste kampe med store tab til følge på begge sider.

Modstridende udmeldinger

Lederen af den russiske Wagner-gruppe, Jevgenij Prigozjin, hævede lørdag, at hans lejesoldater havde erobret bymidten i Bakhmut.

Lederen af den russiske Wagner-gruppe, Jevgenij Prigozjin, hævede lørdag, at hans lejesoldater havde erobret bymidten i Bakhmut. Video: TV 2 NEWS

Det benægtede Ukraine, og den ukrainske militærtalsmand Serhiy Cherevatyi sagde til Reuters, at de ukrainske enheder fortsat kæmper i byen.

Fra viceforsvarsminister Hanna Mailar lød det, at ukrainske tropper opretholder et forsvar i den sydvestlige del af byen, men at situationen er kritisk.

- Hårde kampe i Bakhmut. Situationen er kritisk.

- På nuværende tidspunkt kontrollerer vores forsvarere nogle industri- og infrastrukturfaciliteter i området, skriver Hanna Mailar på Telegram.

Lyn-analyse

Der er tvivl om, hvorvidt Bakhmut reelt er faldet til russisk side.

Det påstår Rusland, men Zelenskyj er af en anden opfattelse.

Hvis Rusland formår at få fuld kontrol over Bakhmut, så er spørgsmålet, hvor stor en sejr det i virkeligheden er.

Mest af alt vil det være en pr-sejr for Rusland og Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin.

Byen er på det nærmeste pulveriseret efter mange måneder med hårde kampe, der ikke er set mage siden Anden Verdenskrig.

Symbolsk sejr

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har lykønsket Wagner-gruppen med den påståede sejr i Bakhmut, mens tænketanken Institute for the Study of War (ISW) kalder erobringen for symbolsk.

Tænketanken begrunder vurderingen med, at de sidste lejlighedskomplekser, som Wagner-gruppen hævder at have fået kontrol med, ikke er af militær betydning.

- Erobringen giver ikke russiske styrker noget terræn til at fortsætte offensive aktioner i noget operationelt henseende, skriver ISW.

Ej heller giver det ifølge tænketanken Rusland nogen særligt stærke positioner at forsvare sig mod ukrainske modoffensiver fra.