Tiktok-tyve koster Kia og Hyundai dyrt i milliard-forlig
En række videoer på sociale medier viser, hvor let det er at stjæle de to producenters biler.
Et ”trick” delt på det sociale medie Tiktok koster nu Kia og Hyundai mere end en milliard kroner.
Det skriver teknologimediet The Verge.
De to sydkoreanske bilproducenter blev i september sagsøgt af en lang række amerikanske bilejere, som alle har været ofre for biltyverier.
Tyvene har tilsyneladende fundet inspiration i den såkaldte “Kia Challenge” på det sociale medie Tiktok, hvor brugere deler videoer med vejledninger til at stjæle biler.
Tyverierne har resulteret i mindst 14 biluheld og otte dødsfald, oplyser den amerikanske vejmyndighed NHTSA.
Torsdag indgik Kia og Hyundai så et forlig i gruppesøgsmålet til 200 millioner dollars – svarende til knap 1,4 milliarder kroner.
- Forliget vil give fordele så hurtigt som muligt til dem, der har lidt direkte tab, siger advokat Steve Berman, der repræsenterer bilejerne, ifølge Reuters.
“The Kia Boyz” guider til biltyverier
Årsagen til de mange biltyverier skal findes i en række videoer, der er gået viralt på for eksempel Tiktok.
Her har en gruppe brugere under aliasset “the Kia Boyz” vist, hvordan specifikke modeller fra Kia og Hyundai er lette at stjæle.
Blandt andet kan man angiveligt snyde sig udenom bilens sikkerhedssystem med redskaber så simple som et USB-kabel og en skruetrækker.
I september fortalte sheriffen i Cook County i Illinois, Tom Dart, at de virale tyverier ikke tager mere end 20-30 sekunder.
- Vi havde en 11-årig, der var en af vores mest produktive tyve. Forestillingen om, at de kan køre, er en fantasi, fortæller han til CNBC.
Det skulle kunne lade sig gøre, fordi biler fra årgangene 2015-2019 mangler en elektronisk startspærre, som ellers skulle forhindre dem i at blive startet uden den tilhørende nøgle.
Her finder man også forklaringen på søgsmålet fra de mange ofre.
De hævdede nemlig, at Kia og Hyundai bevidst undlod at implementere startspærren i motoren på deres biler – også selvom funktionen er standardudstyr i biler af de årgange.
Hver tiende Kia stjålet i storby
Der findes ingen nationale opgørelser over, hvor mange af Kia og Hyundais biler der er blevet stjålet i USA.
Men tal fra en lang række storbyer giver et indblik i trendens omfang.
I Milwaukee i staten Wisconsin meldte politiet for eksempel om tyverier af 469 Kiaer og 426 Hyundaier i 2020. Året efter skød de tal ifølge The Verge i vejret til henholdsvis 3557 og 3406 biler.
Også i Chicago tog tyvene for sig af retterne. Ifølge CBS News blev, hvad der svarer til 10 procent af alle byens indregistrerede Kiaer, stjålet i december.
For Hyundai var tallet 7 procent.
Så sent som 30. april advarede også New Yorks politi om trenden og opfordrede ejere af biler fra Kia og Hyundai om at bruge en hjullås.
9 millioner bilejere får kompensation
Med torsdagens forlig kan omkring ni millioner amerikanske bilejere dog se frem til en vis kompensation.
Omkring en milliard kroner går ifølge Reuters til blandt andet forsikringsudgifter til de bilejere, der har været udsat for tyveri.
Derudover vil de sydkoreanske bilproducenter give godt 2000 kroner til ejerne af de biler, som ikke kan modtage en sikkerhedsopdatering af bilernes software.
De penge kan de bruge på sikkerhedsudstyr som ratlåse, lyder det.