Wagner-leder fremviser lig af dræbt amerikaner i ny video
Leder for gruppe af frivillige amerikanske soldater i Ukraine udtrykker stor vrede over videoen.
En tidligere amerikansk soldat er blevet dræbt af russisk artilleri i den krigshærgede by Bakhmut i det østlige Ukraine.
Det hævder lederen af den russiske lejehær Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, i en video offentliggjort på russiske Telegram-kanaler tirsdag.
Videoen viser Prigozjin undersøge liget af en mand, der ligger på murbrokkerne i en ødelagt bygning, og det, der hævdes at være et id-kort på en amerikaner ved navn Nicholas Maimer.
- Så vi vil udlevere ham til USA. Vi lægger ham i en kiste, dækker ham med det amerikanske flag med respekt, fordi han ikke døde i sin seng som en gammel mand, men han døde i krig og højst sandsynligt en værdig død, ikke? siger Wagner-lederen.
TV 2 kan ikke bekræfte ægtheden af videoens indhold, men Maimers onkel, Paul Maimer, har over for avisen The Idaho Statesman bekræftet, at det er hans nevøs lig, man kan se.
Det samme har den tidligere amerikanske oberstløjtnant Perry Blackburn, der er leder af gruppen AFG Free, som Maimer var tilknyttet i Ukraine.
Til The Idaho Statesman og CNN bekræfter han, at Nicholas Maimer var i en gruppe, som blev fanget i russisk beskydning.
- Så vidt jeg forstår, gav han dem førstehåndstræning i området, så de kan fortsætte med at kæmpe, og han blev fanget bag fjendens linjer, forklarer Blackburn.
Erfaren veteran
45-årige Nicholas Maimer var tidligere amerikansk soldat med over 20 års erfaring, inden han forlod militæret i 2018.
Det viser hans tjenestepapirer, som CNN har fået adgang til.
Her fremgår det, at Maimer tjente over to år i den aktive hær, hvorefter han blev en del af Nationalgarden, hvor han tjente i forskellige enheder i omkring 18 år.
Han har modtaget flere medaljer og udmærkelser.
Maimers onkel fortæller til The Idaho Statesman, at hans nevø var taget til Ukraine "som en humanitær person, der forsøgte at gøre noget godt for denne verden", og at hans familie har et ønske om at bringe ham hjem til USA til en "ordentlig begravelse".
- Jeg synes, at han fortjener at blive lagt til hvile på en veterankirkegård. Han kæmpede måske ikke for vores land, men han kæmpede af de rigtige grunde, siger Paul Maimer.
Vred over Wagner-video
Af opdateringer på Nicholas Maimers Facebook-side fremgår det, at han ankom til Ukraine i foråret 2022.
I en video fortalte han, at han oprindeligt var tilknyttet en gruppe af vestlige frivillige, men at han droppede dem, fordi de var uprofessionelle og ikke tog sikkerheden alvorligt.
I stedet sluttede han sig til AFG Free, der beskrives som en frivillig gruppe bestående af veteraner fra de amerikanske specialstyrker og borgere, som udfører evakueringsopgaver og humanitær hjælp.
Lederen, Perry Blackburn, forklarer til CNN, at Maimer og andre frivillige primært havde fokus på at yde humanitær hjælp frem for at gribe til våben og være en aktiv del af kampene.
- Nick var ikke derovre som lejesoldat. Han tog afsted for at hjælpe, ikke for noget andet, siger han.
Han tilføjer, at det "pissede ham af", at Wagner-gruppen offentliggjorde en video med Maimers lig.
- Det overrasker mig ikke, at de ville gøre det. Det gør mig bare virkelig vred, forklarer Blackburn.
I videoen kan man høre en russisk soldat fortælle Wagner-lederen, at Maimer besvarede russisk beskydning, da han blev dræbt.
Mindst ti dræbte amerikanere
Det amerikanske udenrigsministerium har oplyst, at de har kendskab til forlydenderne om en dræbt amerikaner, men at de ikke kan bekræfte noget på nuværende tidspunkt.
- Vores muligheder for at bekræfte meldinger om amerikanske statsborgeres død i Ukraine er ekstremt begrænsede, siger en talsmand til flere medier.
Samtidig gentager ministeriet sin opfordring til, at amerikanere ikke rejser til Ukraine.
Mindst ni andre amerikanere har tidligere mistet livet under krigen i Ukraine, skrev ABC News tidligere i maj.