Seneste nyt om krigen i Ukraine

Hvad sker der? Stats- og regeringscheferne i Europarådet er samlet i Reykjavik til et topmøde, hvor Ruslands krig i Ukraine er øverst på dagsordenen. De har blandt andet besluttet at oprette et register for Ruslands krigsskader i Ukraine.

Rusland blev smidt ud af Europarådet efter sin invasion af Ukraine.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Bakhmut ødelagt efter lang tid med hårde kampe

Bakhmut har været centrum for nogle af de hårdeste kampe mellem Rusland og Ukraine. Rumteknologifirmaet Maxar har offentliggjort nye billeder, der viser, hvordan krigen har sat sine spor i den østukrainske by.

Bakhmut 8. maj 2022
Bakhmut 15. maj 2023
Satellitbillede af Bakhmut 8. maj 2022
Satellitbillede af Bakhmut 15. maj 2023

På den ene side ses billeder af Bakhmut den 8. maj 2022, mens den anden viser billeder taget den 15. maj 2023.

To Patriot-systemkomponenter blev beskadiget i russisk angreb

To systemkomponenter på et Patriot missilsystem blev beskadiget i det russiske angreb på Kyiv, men systemet var aldrig offline, siger en amerikansk embedsmand ifølge CNN.

Det russiske missilangreb som bestod af hypersoniske Kinzhal-missiler, Kalibr-krydsermissiler og anden ammunition - beskadigede Patriot-batteriets generator og en del af systemets elektronik.

USA har sendt inspektører afsted for at kigge på skaderne.

Josep Borrell vil sende flere penge til Ukraine

EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, har foreslået at tilføje 3,5 milliarder euro til en fond, der bruges til at finansiere militær bistand til Ukraine. Det skriver Reuters på baggrund af kilder i EU.

Borrell har bedt EU-landene om at stille flere penge til rådighed for den europæiske fredsfacilitet (EPF), en fond, der allerede har tildelt omkring 4,6 milliarder euro i militærhjælp til Ukraine.

Fonden er adskilt fra EU's budget, som ikke må finansiere militære operationer.

USA forbereder hjælpepakke på 60 milliarder dollars

En ny amerikansk hjælpepakke kan være på vej til Ukraine. Det siger USA’s tidligere særlige repræsentant for Ukraine, Kurt Volmer, ifølge Ukrinform.

USA har allerede vedtaget en støttepakke på 48 milliarder dollars til Ukraine for 2023, men ifølge Politico er der kun 6 milliarder tilbage i den pakke. Derfor forventes det, at den amerikanske støtte udløber i løbet af sommeren.

- I efteråret vil vi introducere endnu en hjælpepakke, der vil støtte Ukraine i hele 2024. Vi diskuterer nu denne pakke på 60 milliarder dollar, som jeg tror vil blive implementeret i september, siger Kurt Volmer.

Rusland har frosset den danske ambassades bankkonto

Bankkontoen tilhørende den danske ambassade i Moskva har været frosset siden sommer sidste år.

Det oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau i en skriftlig udtalelse onsdag.

- Ambassaden har siden sommeren været underlagt betydelige restriktioner fra russiske myndigheder, der har hindret ambassadens bankforretninger.

Ministeriet uddyber, at ambassadens bankkort er blevet spærret, og at indbetaling af kontanter til bankkonti i ambassadens navn er forhindret.

Ukraine accepterer ingen fredsforhandling, der involverer at opgive territorium

Ukraine kommer ikke til at acceptere forslag fra Rusland om fredsforhandlinger, hvis det skulle indebære, at Ukraine opgiver territorium til Rusland.

Den besked har Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, overrakt Li Hui, der er Kinas repræsentant for eurasiske anliggender og tidligere ambassadør i Rusland ved et møde. Det skriver The Guardian.

Ukraine gør nye fremskridt i Bakhmut, hævder talsperson

Onsdag er det lykkedes at rykke yderligere frem i Bakhmut efter hårde kampe, hævder Serhiy Cherevatyi, der er talsperson for de østlige styrker i Ukraine.

- Vi gennemfører med succes en defensiv operation og modangreb. I løbet af denne dag har vores enheder rykket op til 500 meter frem i nogle dele af Bakhmut, siger talspersonen ifølge Reuters.

Cherevatyi siger i samme omgang, at han ikke kan genkende billedet af, at de russiske soldater mangler ammunition.

- Fjenden søger at overtage byen og slår til med alle systemer og kalibre. Der kan ikke være tale om nogen form for ammunitionsmangel, siger han.

Kornaftalen for Sortehavet forlænges

En enkelt dag før Rusland kunne have forladt aftalen om eksport af korn ved Sortehavet, er aftalen blevet forlænget.

Det siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, onsdag ifølge The Guardian.

Præsidenten siger, at aftalen er forlænget med to måneder mere.

Talskvinden for det russiske udenrigsministerie, Maria Zakharova, bekræfter ifølge Reuters, at aftalen er udvidet for at hjælpe lande i nød, men tilføjer at Ruslands overordnede vurdering af situationen omkring aftalen "ikke har ændret sig".

Briter vil træne piloter, men ikke selv sende fly

Premierministrene fra Storbritannien og Holland blev tirsdag enige om at arbejde for en international koalition, der skal skaffe kampfly til Ukraine.

Men det bliver ikke Storbritannien, der skal levere flyene, understreger den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, i dag på et pressemøde. Briterne råder ikke over F-16-fly og er ikke indstillede på at donere deres egne Eurofighter Typhoon-fly.

- Det, vi kan bidrage med, er træning og støtte inden for visse grænser, da vi ikke har F-16-piloter, siger Ben Wallace.

Ungarn truer med at blokere for våben og sanktioner

Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, truer med at blokere for kommende militære hjælpepakker og sanktionspakker i EU, hvis ikke Ukraine fjerner den ungarske bank OTP fra sin liste over krigssponsorer. Det skriver Reuters.

I begyndelsen af maj satte ukrainske antikorruptionsmyndigheder OTP på listen over krigssponsorer på grund af bankens aktiviteter i Rusland.

Peter Szijjarto har tidligere kaldt beslutningen for ”skandaløs”.

Udviklere af Putins "uovervindelige" missil anholdt

Mindst tre akademikere, som i årevis har arbejdet på udviklingen af Ruslands hypersoniske missiler, er det seneste år blevet anholdt og anklaget for forræderi. Det hævder deres kollegaer i et åbent brev, skriver Moscow Times.

Den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, bekræfter ifølge Reuters, at de tre akademikere står over for "meget alvorlige anklager". Deres kollegaer er i oprør over beskyldingerne og kalder dem uskyldige "patrioter".

Det præcise indhold af anklagerne står ikke klart. Præsident Vladimir Putin har tidligere pralet af Ruslands program for hypersoniske missiler som verdensførende, og fremhævet Kinzhal-missilet som "uovervindeligt". Ikke desto mindre hævder Ukraine at have skudt flere russiske Kinzhal-missiler ned siden begyndelsen af måneden. 

"Umuligt" for hypersoniske missiler at ramme Patriot, hævder Ukraine

Det amerikanske Patriot-antiluftskyts missilsystem kan ikke blive ødelagt af Kinzhal-missiler, siger talsmanden for det ukrainske luftvåben.

Udmeldingen fra Ukraine sker i kølvandet på Ruslands påstande om at have destrueret et af de Patriot-systemer, som USA har doneret til Ukraine. Noget hverken USA eller Ukraine står ved.

- At ødelægge systemet med en slags Kinzhal, det er umuligt. Alt hvad de siger, det kan forblive i deres propagandaarkiv, siger den ukrainske talsmand Jurij Іhnat.

Kinzhal er navnet for de hypersoniske missiler, som Vladimir Putin tidligere har hævdet var "uovervindelige".

Ukraine har sidenhen skudt mindst et missil ned ifølge flere efterretningstjenester. Ukraine hævder selv, at de har nedskudt mange flere af de højtavancerede missiler – tirsdag alene skød det ukrainske luftforsvar seks af missilerne ned, lyder det.

Russisk politiker vil sende herreløse hunde i krig

En politiker fra den russiske statsduma har ifølge lokale medier foreslået at indfange og træne herreløse hunde for at træne dem til krig i Ukraine. Det skriver flere medier på det sociale medie Telegram. 

- Kynologer ville træne store og aggressive hunde og sende dem til krigszonen – lade dem hjælpe med at trække de sårede ud og deltage i minerydning, siger den russiske politiker Fedot Tumusov. 

Ukraine afviser russisk påstand om missilsystem

Rusland påstod tidligere tirsdag, at de havde formået at ødelægge et Patriot-antiluftskytsmissilsystem, som har spillet en nøglerolle i at afværge russiske luftangreb, siden at det blev doneret til Ukraine af amerikanerne.

Men det er ikke sandt, siger Ukraine, som afviser at have mistet et Patriot-system. USA har ligeledes været ude og slå fast, at de ikke kan bekræfte russernes påstand. Flere medier såsom CNN skriver dog, at et Patriot-system muligvis har taget skade, og at det i så fald vil blive repareret af amerikanerne.  

Russiske styrker angriber hospital i Kherson-region

Russiske styrker har onsdag ved angreb ramt et hospital og et højhus i byen Beryslav i Kherson-regionen.

Det oplyser den offentlige anklagemyndighed i Kherson-regionen ifølge det ukrainske medie Kyiv Independent.

Der er tre tegn på, at Ukraines offensiv er gået i gang, siger korrespondent

Selvom man ikke fra ukrainsk side har annonceret, at den forventede forårsoffensiv er gået i gang, så er der flere tegn på, at Ukraine allerede har sat deres modangreb i værk. Helt konkret er der tre tegn på, at ukrainerne allerede er ved at forsøge at skubbe russerne længere tilbage, siger TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt, der lige nu er i Kyiv. 

- Det første bemærkelsesværdige er, at ukrainerne har angrebet mål i Luhansk med Storm Shadow-krydsermissiler i weekenden. Altså, man rammer fjenden langt bag fronten, siger han og tilføjer, at de ramte mål omkring 100 kilometer væk fra de øvrige kampe. 

Derudover er der situationen i Bakhmut, hvor ukrainerne ifølge Claus Borg Reinholdt har stresstestet russernes evner for at få en bedre vurdering af, hvad de er i stand til.

- Der har været gennembrud i flankerne i Bakhmut, og det er et tegn på, at man vil se, hvad russerne kan og ikke kan, siger han.

Samtidig melder russiske militærbloggere om ukrainske tropper nord for Kharkiv, tæt på den russiske grænse, og det kan være et forsøg på at få spredt de russiske styrker ud, mener korrespondenten.

- Det kan være, at ukrainerne prøver at sende en trussel om, at de kan angribe flere mål, så russerne må rykke rundt på deres tropper. Der foregår mange ting, vi ikke høre om, men hvis vi lægger det hele sammen, så tyder det altså på, at man er ved at sætte den her offensiv i gang, mener han. 

Claus Borg Reinholdt forventer derudover ikke, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kommer til at annoncere forårsoffensiven for omverdenen. Tværtimod vil den blive holdt så hemmelig som muligt, mener han.

- Ved landerobringerne i Kherson og Kharkiv blev der stort set lukket af for journalisters adgang til områderne. Det er også ved at ske nu. Journalister kan ikke komme lige så langt ud til frontlinjen, og jeg formoder, at det er, fordi de allerede er i gang, siger han. 

Europa vil registrere Ruslands krigsskader i Ukraine

Europarådet har besluttet at oprette et register over Ruslands krigsskader i Ukraine. I alt 43 lande inklusive Danmark vil underskrive erklæringen, oplyser rådet.

Lyn-analyse

I dag bliver Europarådet formelt enig om at oprette et skadesregister i samarbejde med Ukraine. Her skal opgøres tab og skader som følge af krigen. Registret skal omfatte både fysiske ødelæggelser, men også forbrydelser som eksempelvis bortførelse af børn og overgreb på kvinder. Det er vigtigt at have, den dag krigen er slut, og Rusland skal holdes ansvarlig for de forbrydelser, der er begået.

Europarådets har de seneste år haft svært ved at definere sin egen eksistensberettigelse. Bidraget med et skadesregister til Ukraine er derfor også en mulighed for organisationen, der blev grundlagt i 1949, for at genopfinde sig selv.  

Trods krig flyder russisk gas stadig til Europa gennem Ukraine

Ruslands statslige gasselskab, Gazprom, fortsætter med at sende gas til Europa via en række gasrør, der går gennem Ukraine. På trods af krigen har begge parter valgt at fortsætte eksporten, skriver Reuters.

Onsdag vil der bliver sendt 41,2 millioner kubikmeter gas til Europa gennem Ukraine. 

Gerhard Schröder bliver ikke inviteret til partifest

Den tidligere socialdemokratiske forbundskansler i Tyskland Gerhard Schröder er ikke inviteret, når SPD i næste uge fejrer partiets 160-årsfødselsdag. Det er Schröders kontroversielle forbindelser til Rusland og præsident Vladimir Putin, der har fået SPD til at smække døren i for ham, siger generalsekretær Kevin Kühnert ifølge dpa.

Flere og flere luftkampe ved Ruslands grænse

Der er sket en intensivering i luftkampene ved den russisk-ukrainske grænse, som de seneste uger har været slagmark for missiler, helikoptere og fly på kryds og tværs. Det vurderer den britiske efterretningstjeneste i sin daglige opdatering fra krigen i Ukriane.

Som eksempel nævner briterne, at Rusland har mistet to højavancerede kampfly og helikoptere, som er blevet skudt ned over russisk territorium. Derudover har Ukraine formået at skyde Ruslands såkaldte "uovervindelige" hypersoniske Kinzhal-missil ned.