Flere anholdt før og under kroning - vi har mistet ytringsfriheden, siger organisation

Organisationen Human Rights Watch kalder anholdelse af demonstranter i London for "utroligt alarmerende".

Flere personer bag protester mod det britiske kongehus er lørdag blevet anholdt i London i forbindelse med kroningen af kong Charles.

Det oplyser blandt andet organisationerne Republic og Just Stop Oil på Twitter.

Republic står bag demonstrationen, som har været anmeldt på forhånd.

Både Sky News og nyhedsbureauet Reuters melder om seks anholdte. Det samme lyder fra Republic, mens Just Stop Oil oplyser, at mindst 20 medlemmer af denne organisation skal opholde sig i detentionen natten over efter at være blevet anholdt.

På Twitter har klimaorganisationen delt billeder af flere anholdte. Det gælder blandt andet en 33-årig læge, der ifølge organisationen havde planlagt stilfærdigt at holde et skilt med teksten 'just stop oil' i menneskemængden under kroningen.

- Han blev anholdt sammen med 20 andre. Ytringsfrihed er en britisk kerneværdi, og den har vi lige mistet, står der på Twitter.

Organisationen har også delt et billede af 47-årige Sam, der af betjente bliver båret til en politibil:

Rupublic-leder anholdt og skilte beslaglagt

Blandt de anholdte er også lederen af organisationen Republic, Graham Smith.

- Denne morgen blev Graham Smith og fem medlemmer af vores team anholdt. Hundredvis af plakater blev beslaglagt. Er dette demokrati, spørger Republic på Twitter.

Organisationen ’Labour for a Republic’ har delt et billede på Twitter, hvor politiet netop befinder sig ved og i en varevogn fyldt med skilte med teksten ”not my king” forud for kroningen.

Kort før klokken 15.00 dansk tid oplyser Republic på Twitter, at flere medlemmer fortsat bliver tilbageholdt uden at blive oplyst om årsagen.

Politiet i London, Metropolitan Police, bekræfter lørdag, at det har foretaget en række anholdelser forud for kroningen af kong Charles.

Mand med megafon anholdt

På Twitter skrev politiet ved 11-tiden dansk tid, at en større politiaktion var undervejs i London.

Politiet oplyste desuden, at flere personer var blevet anholdt i området omkring Carlton House Terrace i den centrale del af hovedstaden. Ifølge politiet havde de forstyrret den offentlige orden. Det fremgår ikke, hvor mange personer der er tale om.

Derudover blev fire anholdt i området omkring St. Martin's Lane mistænkt for at planlægge aktiviteter, der ville være til gene for folk i Londons gader.

Endelig blev tre anholdt omkring Wellington Arch i London. De var ifølge politiet i besiddelse af genstande, der kan forvolde skade.

Hvad det præcis dækker over, fremgår ikke af politiets opslag, men ifølge Sky News er en mand blandt andet blevet anholdt med en - endnu ikke brugt - megafon. Årsagen til den anholdelse er ifølge mediet, at megafonen ifølge politiet kunne skræmme hestene.

Anholdelser er alarmerende, siger Human Rights Watch

Human Rights Watch kritiserer i skarpe vendinger anholdelserne og kalder dem "utroligt alarmerende.”

Organisationen holder øje med, at menneskerettigheder bliver overholdt.

- Dette er noget, man ville forvente at se i Moskva, ikke i London, lyder det i en udtalelse fra Human Rights Watch ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kong Charles er lørdag ved en officiel ceremoni blevet kronet i Westminster Abbey. Både før og efter ceremonien kørte kong Charles med karet gennem Londons gader sammen med sin hustru, Camilla.

Ifølge Sky News meddelte politiet i London onsdag, at det ville have en "ekstremt lav" tolerancetærskel over for demonstranter i forbindelse med fejringen af kong Charles' kroning.

Nu kører kong Charles og dronning Camilla tilbage til Buckingham Palace. Video: TV 2 NEWS

Kong Charles er Storbritanniens statsoverhoved, men har ingen politisk magt. Den politiske ledelse af landet ligger derimod hos premierminister Rishi Sunak og hans regering.

Medlemmerne af Republic og andre republikanere mener, at kong Charles skal erstattes af en demokratisk valgt statsleder.