Mystisk "snydekort" sparker til debatten om Bidens alder

Det er ikke unormalt, at præsidenter bliver forberedt godt inden pressemøder. Alligevel får Joe Biden kritik for detaljegraden af sine noter.

For nylig kunne den amerikanske præsident, Joe Biden, meddele, at han agter at genopstille ved præsidentvalget i 2024, og endnu engang skulle der ikke gå længe, før han måtte se sig nødsaget til at redegøre for sin høje alder i pressen.

Billedet passer perfekt ind i beskrivelsen af Biden som en ældgammel, halvsenil mand, der skal have alt skåret ud i pap

Jesper Steinmetz, TV 2s USA-korrespondent

Biden vil nemlig være 86 år gammel efter sin anden periode som præsident, og med sine nuværende 80 år er han allerede den ældste præsident i USA – nogensinde.

Nu har en række nye billeder af Joe Biden endnu engang givet nyt liv til fortællingen om, at han er for gammel til at tage en tørn mere i præsidentembedet – i hvert fald hvis man spørger den republikanske opposition.

Billederne er taget ved en pressekonference mellem Joe Biden og den sydkoreanske leder, Yoon Suk Yeol, og viser den amerikanske præsidents yderst detaljerede talekort med overskriften "Spørgsmål 1".

Herefter lyder kortet: "Courtney Subramanian, Los Angeles Times" samt journalistens konkrete spørgsmål og en fonetisk guide til at udtale hendes efternavn korrekt.

"Et snydepapir"

Mediet Los Angeles Times afviser at have sendt spørgsmålene til Det Hvide Hus på forhånd og henviser i stedet til, at nogle i præsidentens stab må stå bag.

Times-journalistens reelle spørgsmål var da heller ikke hundrede procent identisk med det på Bidens talekort, men dog i nærheden af det.

Uanset hvad har talekortet nu sat gang i nye spekulationer om, hvorvidt Biden handler ud fra en slags manuskript, nĂĄr han deltager i offentlige begivenheder.

- Det er ikke unormalt, at Det Hvide Hus forbereder en masse briefingmateriale til præsidenten. Men detaljegraden her er værd at bide mærke i, fordi kortet både indeholder navn og billede af den pågældende journalist samt et muligt spørgsmål, lyder det eksempelvis fra CNN's politiske journalist Arlette Saenz, som fortsætter:

- Vi har tidligere set præsidenten gå rundt med de her små noter med detaljer om begivenheder, hvor han skal gå hen, hvem han mødes med og så videre.

I republikanske medier er talekortet blevet omdøbt til et "cheat sheet", en slags snydepapir, man bruger til en eksamen, ligesom episoden bliver kædet sammen med Joe Bidens alder og mentale tilstand.

Desuden hagler kritikken ned over Biden for at afholde betydeligt færre pressekonferencer end sine forgængere.

Republikanerne vil udnytte det

Det er ikke første gang, Joe Biden bliver set med den slags notepapirer.

I november blev han ved G20-topmødet på Bali set med papirer med teksten: "DU sidder i midten" og "DU vil holde tale".

Ifølge CNN er der dog ikke noget mystisk over, at Joe Biden har brug for notepapirer – 80 år eller ej. Presseafdelingen i Det Hvide Hus bruger nemlig altid lang tid på at klæde enhver siddende præsident på til at tale med pressen, og nogle gange inviterer pressearbejderne sågar journalisterne efter hvilke spørgsmål, de tror, de vil stille.

Lyn-analyse

Noget lignende skete, da Trump skulle mødes med pårørende til ofrene for skoleskyderiet i Parkland, Florida i 2018. Her afslørede pressefotografernes billeder af Trumps kort med stikord, at hans stab mindede ham om, hvad han skulle sige og gøre. Det blev dengang udlagt af demokraterne som et tegn på, at Trump skulle mindes om at vise medfølelse med ofrene og deres familie, fordi han - ifølge demokraterne - ikke var en præsident, der ejede evnen til at vise empati.

Noget kunne derfor tyde på, at de kritiske stemmer skyldes, at præsidentvalget er lige om hjørnet.

Det fortæller Jesper Steinmetz, TV 2s USA-korrespondent:

- Fra nu og frem 2024, hvor amerikanerne skal vælge deres næste præsident, kan vi være fuldstændig sikre på, at ethvert fejltrin, kandidaterne tager, vil blive eksponeret, siger han og fortsætter:

- Og billedet af Bidens detaljerede stikordskort passer perfekt ind i beskrivelsen af ham som en ældgammel, halvsenil mand, der skal have skåret ud i pap, hvilke mennesker han møder og have minutiøse instrukser på selv de mest banale rutiner: “Du skal gå til venstre. Du skal give hånd og derefter sætte dig ned”.

Der er derfor ingen tvivl om, at republikanerne vil gøre alt for at udnytte denne "skriftlige idiotsikring” maksimalt, indtil amerikanerne går til valg igen, lyder det fra Steinmetz.

Grillet ved korrespondentmiddag

Ved den årlige korrespondentmiddag i Washington D.C. natten til søndag lokal tid benyttede de fremmødte journalister og korrespondenter da også muligheden for at grille Biden for sin alder.

Middagen er især kendt for traditionen, hvor den siddende præsident bliver grillet af en komiker eller entertainer. Denne gang var Roy Wood Jr., som er kendt fra "The Daily Show", der var vært.

Værten refererede blandt andet til franskmændenes nylige protester mod en reform, der skal hæve den franske pensionsalder:

- De protesterede, fordi de ikke vil arbejde, til de er 64 år. Imens har vi i USA en 80-årig mand, der tigger og beder os om at arbejde fire år mere, lød joken.

Præsidentvalget i USA finder sted 5. november 2024.