Udland

Legendarisk talkshow-vært er død

Jerry Springer bestyrede sit show gennem 27 år og døde efter kort tids sygdom.

Den amerikanske talkshow-vært Jerry Springer er død i en alder af 79 år.

Han blev op igennem 1990'erne en af de største figurer i den amerikanske medieverden med et talkshow, som i høj grad delte vandene.

Det skriver Reuters.

Ifølge familien døde Springer i sit hjem nær Chicago efter "kort tids sygdom". Den tidligere talkshow-vært blev diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen for nogle måneder siden.

- Jerrys evne til at komme i kontakt med mennesker var kernen i hans succes i alt, hvad han prøvede, uanset om det var politik, udsendelser eller bare sjov med folk på gaden, der ville have et billede eller et ord, siger Jene Galvin, en livslang ven og talsmand på vegne af familien.

Var politisk rådgiver

Født Gerald Norman Springer indledte han sin karriere som rådgiver for Robert F. Kennedy.

Senere gik den journalistuddannede Springer selv ind i politik og var i en kortvarig periode borgmester i Cincinnati.

Det var dog i rollen som talkshowvært, Jerry Springer blev et decideret verdensnavn.

Han inviterede gæster i studiet til "The Jerry Springer Show", som åbenlyst var på kant med hinanden. Men som leverede varen i form af højlydte skænderier og kontroverser.

Det var tv, der brød med de fleste vante konventioner for god og sober opførsel. Men som ikke desto mindre fandt et publikum, der søgte snak uden filter og medievant velopdragenhed.

Delte vandene

Jerry Springer var selv en blanding af domptør og moderator i sit eget cirkus. Og hans show skulle komme til at dele vandene mellem dem, der fandt det primitivt og simpelt og dem, der hyldede de mere eller mindre ufrivilligt underholdende elementer.

The Jerry Springer Show løb fra 1991 til 2018.

Springer forsøgte sig herefter med "Judge Jerry", der omhandlede mindre kendte retssager.

Showet fik ikke fornyet kontrakten efter tre sæsoner i 2022.