Sverige vil hurtigst muligt hente statsborgere hjem fra Sudan
Flere end 400 mennesker har mistet livet på seks dage i det afrikanske land, som er hårdt ramt af blodige kampe.
Den svenske regering vil hurtigst muligt evakuere svenske statsborgere fra det konfliktramte afrikanske land Sudan.
Det meddeler Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, fredag på et pressemøde, skriver Aftonbladet.
- Situationen er ganske enkelt helt forfærdelig, lyder det fra statsministeren.
Den svenske regering forbereder sig både på at evakuere ambassadeansatte, de ansattes familiemedlemmer og andre svenskere, der befinder sig i landet.
Opfordrer til at søge ly
Sudan har siden 15. april været præget af voldsomme kampe mellem Sudans hær og den paramilitære gruppe ved navn RSF.
Og fredag lød fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, at 413 mennesker indtil videre er blevet dræbt, mens 3551 er såret.
Mindst ni af de dræbte er børn, oplyser børneorganisationen UNICEF ifølge Reuters.
Den svenske regering har siden 15. april arbejdet på ”forberedelser til at kunne bistå med en international evakueringsmission”, fortæller Ulf Kristersson, men indtil videre er det ikke muligt at evakuere svenskere fra Sudan.
- Vi håber, at det ændrer sig meget snart. Svenskere opfordres til at fortsætte med at søge ly, så længe kampene fortsætter, siger statsministeren.
Mislykkede våbenhviler
De stridende parter - Sudans hær og den paramilitære gruppe RSF - stod egentlig bag et fælles militærkup i 2021.
Efter kuppet er de dog mildest talt blevet uenige. Særligt om hvordan Sudan skal transformeres fra et militært styre til et civilt styre.
Flere gange i løbet af de seneste dage har både Sudans hær og RSF givet udtryk for, at de har været klar til at indlede en våbenhvile.
Kampene er dog fortsat alligevel.
Senest denne fredag lyder meldingen, at parterne nu vil indgå våbenhvile i tre dage, startende fra fredag, skriver CNN og Reuters.
Ifølge Reuters har WHO registreret 11 angreb på sundhedsfaciliteter i landet og - uden held - opfordret begge parter i konflikten til at åbne en humanitær passage for sundhedsarbejdere, patienter og ambulancer.
Endnu ingen dansk reaktion
Danmark har ikke nogen ambassade i Sudan, men er i stedet repræsenteret gennem en ambassade i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
TV 2 forsøger at få en kommentar fra Udenrigsministeriet om, hvorvidt Danmark også har evakueringsplaner på vej.