Alle NATO-lande er enige om ukrainsk medlemskab

Udtalelsen faldt forud for møde på tysk base. Her er det forventningen, at flere lande vil give yderligere støtte til Ukraine.

Ifølge NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, er alle NATO-lande blevet enige om, at Ukraine med tiden vil blive et medlem af forsvarsalliancen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udtalelsen fra generalsekretæren faldt forud for et møde med Ukraines forsvarsgruppe på flybasen Ramstein i Tyskland.

- Lad mig være tydelig: Ukraines retmæssige plads er i den euro-atlantiske familie. Ukraines retmæssige plads er i NATO, sagde han.

Jens Stoltenberg understregede samtidig, at hovedfokus lige nu ikke er en optagelse af Ukraine i NATO, men derimod at sikre, at landet sejrer over Rusland.

Han fremhævede også vigtigheden af, at Ukraine skal have muligheder for afskrækkelse for at forhindre nye angreb mod landet, når krigen ender.

Den specielle operation skal forhindre medlemskab, siger Rusland

Torsdag lød det fra Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, at et af målene med det, som Rusland kalder den specielle militæroperation i Ukraine, er at forhindre Ukraine i at blive medlem af NATO.

Her lød det også, at et ukrainsk medlemskab af forsvarsalliancen set med russiske briller ville udgøre en "seriøs og signifikant trussel mod vores lande og vores lands sikkerhed".

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere udtalt, at han er taknemmelig for en invitation til at blive NATO-land, men han sagde samtidig, at Ukraine har brug for en køreplan.

Danmark sender 14 kampvogne

NATO-generalsekretæren forventer desuden, at der på mødet vil blive givet yderligere støtte til Ukraine. I den forbindelse fremhæver han blandt andet, at Danmark og Holland torsdag varslede yderligere støtte.

Gennem et samarbejde med Holland donerer Danmark således 14 Leopard 2-kampvogne, som er klar fra begyndelsen af 2024, oplyste udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Andre lande forventes på mødet fredag at komme med lignende udmeldinger:

- Det er blevet en opslidningskrig, og vi skal gøre, hvad vi kan, for at Ukraine vinder, lød det fra Jens Stoltenberg.