Den blodige magtkamp mellem to generaler fortsætter i Sudan
Generalerne har gennemført både militærkup og borgerkrige sammen, men nu slås de om magten.
Der er fortsat kampe i Sudans hovedstad, Khartoum, hvor næsten 100 civile har mistet livet i de seneste dages sammenstød mellem to rivaliserende, militære grupper.
Kampene er blusset op igen efter nogle få timers våbenhvile søndag formiddag.
Den ene af de to grupper er landets regulære hær. Den anden er den stærke paramilitære gruppe, Rapid Support Forces (RSF).
De to militære styrker har de seneste år ledet Sudan i fællesskab, men er nu røget i totterne på hinanden.
Mandag er der modstridende oplysninger om, hvor stærkt parterne står, skriver BBC.
RSF hævder, at gruppen har taget kontrol med strategisk vigtige steder, blandt andet præsidentpaladset i hovedstaden og en lufthavn i det nordlige Sudan.
Landets regulære hær siger til gengæld, at den allerede har genvundet kontrollen med lufthavnen og blot står over for ”små enklaver af rebeller”, skriver BBC.
Der hersker dog ingen tvivl om, at kampene går hårdt ud over landets civile befolkning. Læger i hovedstaden siger, at det i nogle tilfælde er umuligt for dem at komme til at behandle de sårede fra kampene.
Milits frygter fremtiden
- Det er en regulær og meget blodig magtkamp, der udspiller sig mellem de to hære, siger TV 2s Afrika-korrespondent Ole Vestergaard.
Striden handler om, hvordan – og hvornår – Sudan igen skal overgå til civilt styre. Og nok så vigtigt, hvordan den paramilitære hær RSF på sigt skal gøres til en del af den regulære, sudanesiske hær.
- Det er især RSF, der er bange for, hvad der skal ske. Gruppen spillede en stor rolle under folkemordet i Darfur. Vil den blive stillet til ansvar for det? Og vil RSF miste indflydelse, når gruppen bliver integreret i den regulære hær? Derfor har gruppen nu grebet til våben, siger Ole Vestergaard.
To generaler
Centralt i konflikten står to rivaliserende generaler, som begivenhederne længe har tvunget til at være forbundsfæller.
Den ene er landets nuværende leder, general Abdel Fattah al-Burhan, der er chef for landets regulære hær.
Den anden er lederen af RSF, general Mohamed Hamdan Dagalo, der har fungeret som næstkommanderende i militærregeringen.
De har en lang fælles historie.
Begge var med til at nedkæmpe opstanden i Sudans vestlige Darfur-region, der startede i 2003.
Dengang var general Dagalo leder af den berygtede Janjaweed-milits, der sættes i forbindelse med folkemordet på befolkningen i Darfur.
Væltede diktatoren sammen
I de år tjente begge mænd diktatoren Omar al-Bashir, der ledede Sudan med jernhånd i 30 år.
Men i 2019 gik de to generaler sammen med folkelige kræfter om at styrte diktatoren.
- Det var en folkelig protest, der udsprang af noget så konkret som stigende priser på brød. Den udviklede sig til en stor, social og folkelig opstand. Og til sidst måtte Omar al-Bashir tage sit gode tøj og gå, fortæller Ole Vestergaard.
- Og så gik magten til en lidt underlig konstruktion af både militære og civile. Det gik heller ikke så godt. Konstruktionen humpede sig afsted i et par år, fortsætter han.
I 2021 gik de to generaler så sammen igen – denne gang for at gennemføre et militærkup, der smed de civile kræfter ud af regeringen.
Nu er tiden så kommet til et direkte opgør mellem de to.
- Mange frygter, at det plagede land, der har været gennem så meget, går fuldstændigt i opløsning, siger Ole Vestergaard.