Trump blev spurgt til Nord Stream-sabotage og gav et kryptisk svar
USA's regering har konsekvent nægtet at være indblandet i sprængningerne på gasrørene.
Hvem sprængte Nord Stream-rørledningerne i luften?
Spørgsmålet står endnu ubesvaret hen syv måneder efter eksplosionerne på de to gasrør lige uden for Bornholm.
Derfor virker det også usandsynligt, at en tidligere amerikansk præsident skulle ligge inde med svaret.
Ikke desto mindre fik Donald Trump lige præcis det spørgsmål, da han tidligere på ugen stillede op til et længere interview med Fox News' højreorienterede stjernevært Tucker Carlson.
Svaret var ikke uden antydninger.
- Jeg vil ikke skabe problemer for vores land. Så jeg vil ikke svare på det. Men jeg kan fortælle dig, hvem det ikke var: Rusland, sagde Donald Trump.
Kraftigste insinuationer
Det er ikke første gang, at den potentielle republikanske præsidentkandidat blankt afviser Ruslands ansvar for sabotagen i Østersøen.
Men han har ikke tidligere insinueret så kraftigt, at USA stod bag, selvom han dog har luftet tanken.
Eksempelvis sagde han i februar til radioværten Glenn Beck, at "det kan have været os, og det kan have været Ukraine", men havde kun latter til overs for idéen om, at Rusland skulle have sprængt sine egne rørledninger.
Hverken i radioprogrammet eller interviewet med Tucker Carlson leverer Donald Trump nogen som helst form for dokumentation for sine påstande og insinuationer. Han fremhæver i stedet det amerikanske militærs "fantastiske udstyr" og praler med, at han "genopbyggede hele vores militær".
- Vi har ting, du kan gøre hvad som helst med. Vi er udrustet til at gøre hvad som helst. Men jeg nægter at sige det, for jeg vil holde vores land pletfrit, siger han med henvisning til sabotagen på Nord Stream-rørene.
I løbet af det tre minutter lange klip, som Fox News har lagt på Youtube, stiller værten ham ikke et eneste kritisk spørgsmål.
Vand på Carlsons mølle
Udtalelserne er da også vand på Tucker Carlsons egen mølle. I hans populære tv-program 'Tucker Carlson Tonight' på Fox News spreder han ofte kontroversielle holdninger uden beviser.
Han har blandt andet omtalt stormen på Kongressen 6. januar 2021 som "hovedsageligt et fredeligt kaos". Og så har han også givet den amerikanske regering skylden for Nord Stream-sabotagen.
USA's regering har konsekvent nægtet at være indblandet i sprængningerne på gasrørene. Og da den amerikanske journalist Seymour Hersh i februar luftede teorien på baggrund af én anonym kilde, svarede Det Hvide Hus, at indlægget var "helt og aldeles usandt og ren fiktion".
Når Donald Trump nu giver næring til den samme teori, skal det ses i lyset af, at den tidligere præsident konstant kritiserer præsident Joe Biden, som ifølge Trump er svag og uduelig.
I interviewet med Tucker Carlson gør Donald Trump desuden opmærksom på, at han som præsident faktisk advarede Tyskland mod at godkende Nord Stream 2 og gøre sig afhængig af russiske energi – hvilket han gjorde.
For det ville ifølge Donald Trump kun give problemer i tilfælde af en konflikt med Rusland, påpeger han.
- Så det blev sprængt i luften, og det var meget farligt at gøre det. Men jeg tror, at de fleste ved, hvem der gjorde det, slutter han kryptisk.
Sabotagen i Østersøen er endnu uopklaret. Udover USA og Rusland er også en proukrainsk gruppe blevet fremhævet som mulig bagmand.