Japans premierminister evakueret efter eksplosion

Et vidne siger, at der blev kastet et "cylinderformet objekt" lige inden eksplosionen.

Der lød lørdag et brag i den japanske havneby Wakayama, lige som premierminister Fumio Kishida skulle til at holde tale.

Premierministeren blev straks hastet væk fra området og er meldt i god behold, rapporterer Japans nationale public service-medie NHK.

Billeder fra stedet viser sikkerhedsvagter overmande en mand og slæbe ham væk, mens folk flygter fra stedet.

Det skete kort før klokken 11.30 lokal tid, mens Fumio Kishida var på besøg i fiskerihavnen Saikazaki i den sydlige del af Wakayama, som er hovedby i præfekturet af samme navn.

Høje skrig efterfulgt af brag

Han skulle til at holde tale for en kandidat til et lokalvalg på et udendørsområde, da en mand ifølge Japan Times og Kyodo News kastede, hvad der lignede en "røg- eller rørbombe".

- Der lød høje skrig fra dem, der var samlet for at høre talen, siger en reporter fra NHK, der var på stedet.

Lige efter fulgte ifølge reporteren "en kortvarig, høj eksplosionslyd" og derefter hvid røg.

Et vidne siger ifølge CNN til NHK, at der blev kastet et "cylinderformet objekt" lige inden eksplosionen.

PĂĄ billederne fra stedet kan man se en genstand, der passer pĂĄ beskrivelserne.

Politiet oplyser ifølge NHK, at en mistænkt er anholdt. Der er ifølge myndighederne ingen tilskadekomne.

Ni måneder efter Abes død

Det er godt ni måneder siden, at Japans tidligere premierminister Shinzo Abe blev dræbt af skud, mens han førte valgkamp i byen Nara.

En 41-årig mand, der er tiltalt for drabet, mente, at Shinzo Abe havde forbindelse til den religiøse Moon-bevægelse, som mandens mor skulle have doneret en masse penge til.

Efterfølgende erkendte japansk politi, at sikkerheden havde været mangelfuld.

Søndag skal G7-landenes udenrigsministre efter planen mødes i den japanske ferieby Karuizawa, og i maj skal premierminister Fumio Kishida være vært for et G7-topmøde i Hiroshima.