Her er beviset på, at Putin frygter for sit liv, siger oppositionsgruppe
Avanceret russisk luftforsvar er blevet sat op ved et skiresort i det sydlige Rusland. Oppositionsgruppe hævder, det står ved siden af Putins palads.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, er tilsyneladende så bange for at blive mål for et luftangreb, at han har installeret et avanceret missilsystem omkring sit palads i bjergene nord for Sotji i den sydlige del af landet.
Det hævder den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs organisation.
Organisationen har netop offentliggjort en video på Youtube-kanalen Navalnyj Live, hvor man ser fotos af et avanceret Pantsir S1-luftforsvarssystem i et bjergområde.
Ud fra bjergkammenes form lykkedes det Navalnyjs organisation at finde ud af, præcis hvor billederne er taget, og det viser sig at være i den lille by Krasnaja Poljana, hvor der blev afholdt konkurrencer i skiløb under Vinter-OL i 2014.
Ifølge Navalnyj Live er missilsystemet opstillet lige ved siden af et indhegnet luksusvillakompleks med to huse på henholdsvis 3800 og 8300 kvadratmeter med egen helikopterlandingsplads og opvarmet udendørs pool.
Frygten for luftangreb
Oppositionsgruppen har undersøgt, hvem der benytter ejendommene, og hævder, at det er ejet af gasselskabet Gazprom, men at Ruslands præsident benytter komplekset som sin personlige feriebolig.
Gruppen hævder også, at den har fået fat på plantegningerne over et af husene, og at der er to kælderetager i det.
Det luftværnssystem, som er opstillet ved huset, er af typen Pantsir S1, som kan ramme indkommende missiler og fly op til 20 kilometer væk.
I januar dukkede der lignende billeder af Pantsir-systemer op på sociale medier, hvor systemerne blev installeret på toppen af høje bygninger i Moskva.
Systemerne i Moskva blev sat op, kort efter at flere luftbaser langt inde i Rusland blev ramt af eksplosioner, som ifølge russerne skyldtes ukrainske droneangreb.
Siden dukkede der også fotos af Pantsir-systemer op ved en ejendom ved landsbyen Jastjerovo i Novgorod-regionen, hvor Vladimir Putin også er kendt for at have en residens.
Så Putin kan sove trygt
Ifølge Georgij Alburov, der præsenterer de nye billeder fra Sotji på Navalnyj Live, viser luftforsvarssystemerne, at Vladimir Putin tilsyneladende frygter for sit liv.
Georgij Alburov fortæller på videoen, at selvom Putin gerne vil give indtryk af at være en modig leder, er han i virkeligheden paranoid.
- Putin er virkelig bange for at blive ramt af en raket, mens han arbejder, siger Georgij Alburov på optagelserne.
Vladimir Putins talsmand Dmitrij Peskov afviste i januar at udtale sig om, hvorvidt der var opstillet luftforsvarsmissiler nær strategiske steder i Rusland, og han har siden henvist sådanne spørgsmål til Ruslands forsvarsministerium, der ikke besvarer dem.
Det amerikanske magasin Newsweek har vist billederne af luftforsvarssystemerne nord for Sotji til militæreksperten Guy McCardle, der siger, at de efter hans bedste overbevisning er ægte.
- Selvfølgelig har han både offensive og defensive muligheder nær sine mange residenser, samt hvor han ellers tilbringer længere tid ad gangen, siger Guy McCardle til Newsweek.
- Man skulle tro, at han ville skjule dem så diskret som muligt omkring sine hjem, men der er de altså, siger han.
Den amerikanske ekspert siger, at systemerne formentlig skal beskytte Putin og hans familie, og at Pantsir-systemerne er så effektive, at den russiske præsident formentlig kan sove lidt mere trygt om natten.