Trump vil overgive sig tirsdag, men han slipper for at få håndjern på
Indtil videre er den tidligere præsident lykkedes med at udnytte tiltalen til sin fordel, vurderer ekspert.
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump vil erklære sig ikke-skyldig, når han på tirsdag stilles for en dommer i New York City, efter at han er blevet tiltalt i en straffesag om såkaldte tys-tys-penge.
Det bekræfter Trumps advokat Susan Necheles over for nyhedsbureauet Reuters.
- Han vil nægte sig skyldig, siger hun fredag.
Flere af Trumps advokater har fredag udtalt sig i medierne om sagen.
Blandt andet Joe Tacopina, som ifølge NBC News har understreget, at Trump ikke vil tage imod en tilståelsesaftale. I stedet planlægger han at udfordre tiltalen.
- Jeg ved ikke, om sagen når hele vejen til retten, fordi vi har betydelige juridiske udfordringer, som vi må komme igennem, inden vi når til det punkt, siger Joe Tacopina, der tilføjer, at Trump "ikke vil blive iført håndjern".
Vil overgive sig frivilligt
Samtidig understreger advokaten, at Trump "fuldstændig frivilligt" vil overgive sig til ordensmagten, og at han ikke vil bure sig inde i sit hjem på resortet Mar-a-Lago i Florida.
Flere medier skriver, at Trump står over for mere end 30 anklagepunkter relateret til forretningssvig.
Hvis det er tilfældet, vil det betyde, at distriktsadvokaten har "taget hver transaktion, hver check, hver betaling, hver indtastning og foretaget en separat opkrævning", siger Joe Tacopina.
Advokaten ved ikke, hvornår anklagepunkterne lander, men han forventer, at det kommer til at ske engang i næste uge.
Over for CNN uddyber en anden Trump-advokat, Jim Trusty, at det kan lykkes advokatholdet at få afvist anklagen, inden sagen når for retten.
Trump, der som den første tidligere amerikanske præsident nogensinde blev tiltalt i en straffesag torsdag, skal møde op foran dommer Juan Merchan på tirsdag klokken 14.15 lokal tid – klokken 20.15 dansk tid.
Vil bruge forbryderfoto som valgplakat
Det ser ud, som om Trump vil prøve at få mest mulig "politisk juice" ud af sagen. Og at han eksempelvis vil bruge sit forbryderfoto som valgplakat.
Det vurderer Mads Dalgaard Madsen, tidligere rådgiver ved den danske ambassade i Washington D.C., over for TV 2.
Det hele taler nemlig ind i Trumps tese: at systemet og eliten prøver at få ham ned med nakken.
- Han siger meget klart: Hvis de kan få mig ned med nakken, kan de også få dig ned med nakken. Trump prøver virkelig at skabe en politisk platform med de her retssager, siger Mads Dalgaard Madsen.
Samtidig er enorme pengebeløb kommet i spil. Alene i løbet af de seneste 24 timer har Donald Trump ifølge sit eget kampagnehold rejst op mod 4 millioner dollars – 27,4 millioner kroner – i støtte til sin valgkampagne for at blive genvalgt som præsident.
- Han skal henvende sig til sin base nu – ikke den generelle befolkning. Sagen giver Trump mulighed for at spille alle de andre kandidater af banen i primærvalgene, forklarer Mads Dalgaard Madsen.
Han minder om, at sagen om tys-tys-penge til Stormy Daniels er den mindste af den række af sager, som Donald Trump kommer til at stå over for den kommende tid.
- Derfor bruger han også denne her sag og puster den op i håb om, at de andre sager får mindre effekt, vurderer Mads Dalgaard Madsen.
Selvom sagen om den påståede affære med den tidligere pornomodel Stormy Daniels fascinerer mange, vil han holde øje med andre detaljer i det anklageskrift, som endnu ikke er offentliggjort.
Hvis der er anklager om hvidvask mod Trump, kan det få mere vidtrækkende konsekvenser, vurderer Mads Dalgaard Madsen.
De må have overvejet det godt
Og formodningen er, at der er mere end den ene sag, siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor i Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
Han forklarer, at distriktsanklageren tidligere henlagde sagen, fordi han ikke mente, at der var nok beviser til at føre sagen.
Siden har en storjury vurderet, at der nu er nok i sagen til at løfte bevisbyrden.
- De må have overvejet det rigtig godt, når man tænker på hele det scenarie, det sætter i gang, når man anklager en tidligere præsident, siger han.