Taliban lukker radiostation for kvinder i Afghanistan

Taliban har udelukket kvinder fra de fleste job, og kvinder nægtes adgang til uddannelse.

Taliban lukkede lørdag en radiostation for kvinder i det nordlige Afghanistan.

Najia Sorosh, som har ledet radiostationen Sadai Banowan, siger, at alle love og regler er blevet efterlevet, og hun kalder lukningen for en "unødvendig konspiration" fra Taliban-styrets side. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

- Repræsentanter for det afghanske kultur- og dydighedsdepartement troppede op på stationens redaktioner torsdag formiddag og lukkede radioen ned, siger Sorosh.

Sadai Banowan – som betyder kvinders stemme – er Afghanistans eneste radiostation, som drives af kvinder. Kanalen gik i luften for ti år siden og har otte ansatte, heraf seks kvinder. Den ligger i provinsen Badakhshan.

– De siger, at vi har udsendt musik. Vi har ikke udsendt noget musik, siger Najia Sorosh til nyhedsbureauet AP.

Kan muligvis genåbnes

Taliban-styret hævder, at radiostationen har brudt gældende love ved at spille sange og musik i den muslimske højtidsmåned ramadan.

- Derfor er radiostationen blevet lukket, siger Moezuddin Ahmadi, direktør for information og kultur i den nordlige provins.

Ahmadi udelukker dog ikke, at radiostationen kan genåbnes.

- Hvis radiostationen godtager retningslinjerne i Det Islamiske Emirat Afghanistan og garanterer at det, der er sket, ikke vil gentage sig, så vil vi tillade, at den åbner igen, siger Ahmadi lørdag.

Ifølge det afghanske medie Tolo-news sagde Sorosh fredag, at radiokanalen ved en fejltagelse sendte religiøs poesi på arabisk, som hylder profeten Muhammed.

Ingen adgang til uddannelse

Der findes ikke noget officielt forbud mod musik i Afghanistan. Under det tidligere Taliban-styre i 1990'erne, forbød islamistbevægelsen de fleste aviser, TV- og radiostationer.

Mange journalister har mistet deres job, siden Taliban kom tilbage til magten i Afghanistan i august 2021.

Taliban har indført nye strenge begrænsninger på presse- og ytringsfriheden. Lokale journalister, som nægtede at rette sig efter Talibans retningslinjer, er blevet anholdt.

Flere medier er blevet lukket som følge af pengemangel, eller fordi de ansatte har forladt landet, siger Afghanistans uafhængige journalistforbund.

Taliban har udelukket kvinder fra de fleste job, og kvinder nægtes adgang til uddannelse. Piger har ikke lov til at fortsætte med at gå i skole efter sjette klasse.